I dag er der gået måneder, der er gået uger og der er gået dage. Langt de fleste af dem har været fyldt med usikkerhed, uvished og uforudsigelighed, siden Verden vente. Den vante, velkendte og alligevel ubekendte tid hvor planlægning af fritid, friluftsliv og frihed blev tilrettelagt efter mit arbejde som stewardesse gennem snart 31, er intet som det var og meget lidt, som det burde. Jo, jeg har nok vidst, at det er det der sker når man bliver ramt af pludselig opstået sygdom – ovenikøbet af en Verdens omspændt en af slagsen, at hverdagen med ét bliver forandret og at langt flere forfjamskede og forstyrrende spørgsmål end svar, melder sig. Hvordan mon…Hvem mon ….Hvilken mon …..Hvornår mon …Hvorfra mon ….Ingen ved ved det, men mumler at “Vi må lade tiden arbejde og håbe på en bedre behandling, i bedste fald en vaccine.” Imens ligger vi der, nogle af os, som raske patioenter og modtager medicin som får os til at kontinuere, perserverre – holde fast, holde ud og blive ved.
God promised you never days without pain
Laughter without sorrow
Sun without rain
De velmenende vitaminer af nyopfundne præparater som Den Danske Ordbog dette Herrens år, har tilføjet. hjemsendelse, hjælpepakke, lønkompensation, trepartsaftale om arbejdsfordeling, lindrer lidt. Blot er det kun øjebliks symptom behandling og bekymringen og nye spørsmål som: “Hvad nu hvis” og “mon” er ikke sådan at slippe af med. Dén hjerne aktivitet er svær at slå fra og fortidens bekymringsløse storslåethed er afløst af en bævende nedslåethed. Det lille bogstav “u” skifter plads foran efterledet (prøv selv med “ro” og “bekymring”) og en kontinuerlig kamp om at få det til at skifte plads eller forsvinde begynder. Efter ni måneder er mange ved at være gået over tid, løbet ud af sidste anvendelsesdato og stemplet “Bedst før”. Men mens jeg ligger der på hylden og bliver vendt og drejet, sker der over tid noget mirakuløst ….
What you call a problem / call lessons of love
En samling af spredte stemmer spørger: “Måske kunne`vi?”, “Har du ikke lyst til?”, “Lad os hjælpes ad” og en hær af hænder rækker ud. Venner og bekendte og mennesker jeg har kun lige har mødt, trækker mig op og holder mig tæt, til jeg igen står sikkert. Der har været dage hvor jeg har været rastløs, modløs og løsrevet, men den indre worrier vækkede den iboende warrior og en ny energi er ved at tage form. Hvilken vej den fører ved jeg ikke helt endnu, men en revolutionerende fornemmelse af ejerskab over eget liv, har med hjælp fra venner og alle dem jeg kender, fundet vej. Jeg har haft hjerte uro, hjerte stille stunder og hjertebanken, men er blevet mødt med så usigelig meget hjertevarme. I går med mig i mørke, jeg går aldrig uden jer i lyset.
Never is to late/that it`s always possible to start out again
//Nan
(Linjerne er lånt fra Outlandish Warrior)
