Der er ikke altid nok af den. Den snegler sig eller stryger afsted. Den flyver eller forsvinder, går i stå eller kan føles lang men også alt for kort. Man kan spilde den, skrue den tilbage men også investere, optimere og bruge den fornuftigt. Man kan glemme, men aldrig gemme den, lade den gå eller gå i stå, passe påpasseligt på den eller bare lade den passere. Man kan tabe den, slå den ihjel og man kan strække eller trække den, løbe efter den og jage den, gå med den eller glemme den. Lad os gå med den, men  komme tilbage fra tid til anden.

Tiden, vil nogen mene, er skab af os – mennesket – andre, at den begyndte at gå, uanfægtet af os – mennesket – under Big Bang for 12,5 milliarder år siden. Poetisk er det blevet sagt, at tid er: “Naturens måde at undgå, at alting sker på en gang”, Med tiden har  vi noget at forholde os til og indrette os efter. Det er et begreb vi kan beskrive virkeligheden ud fra. 

Forholdet til  tid er ikke nødvendigvis den samme eller rettere er tilgangen og hvordan vi tilbringer tiden på, forskellig. De færreste af os kan egenrådigt selv bestemme over al vores tid, da nogen eller noget, beder os om eller forventer og der er ting vi må, skal og er nødt til. Sove, spise, skylle, skure, shoppe, sysle og passe sin stilling og så er der rest tiden, tiden til det fælles, tiden til hinanden. Op- eller inddelingen er sjældent 50/50, men tiden mellem yde og nyde skal gerne give mening over tid. Tidsbevidstheden skal skærpes når man forsvinder ind i sit lille hverdags laboratorium og blander og vander,  tilgodeser og negligerer. Lede og fordele så man når det hele. 

Min tid bliver brugt med mennesker, både på mit arbejde og når jeg har fri. Det er meningsfuldt stimulerende og magtpåliggende restituerende. Tid i eget selskab er signifikant, men ikke mit livs signatur. Døgnets 24 timer er for os alle de samme og solen står op og går ned, mens årstiderne skifter.På den måde bliver det ikke et spørgsmål om ikke at have tid, mere, på hvad og med hvem man vil bruge den. 

//Nan