Det er til et middagsselskab, at jeg opdager, eller måske snarere indser, afmægtigheden Kortene er ellers godt blandede og afhængig af strategi og taktik, spiller vi ud, bekender kulør, trumfer, stikker og passer og som aftenen skrider frem forsvinder de gode kort fra hånden og ender på bordet i en stor og rodet bunke – men uden en vinder. Vi skåler en sidste gang, rejser os og takker for en dejlig aften. Kortene lader vi ligge og en vil samle dem og lægge dem i skuffen.
Men det er kke kort vi har spillet, men istedet ord og fortællinger fra den Verden vi lever og befinder os i som vi smidt og nu lader blive. Vi er blevet befriet for de seneste uhyrligheder, de frygtindgydende fortællinger og skræmmende menneske skæbner vi har båret rundt på siden sidst vi sås. Nu ligger de der de slagne ord og beder om handling, ikke holdning …. og det er ikke fordi vi har glemt det eller ikke ved det. Vi skal nok tage det frem igen og prøve at løse det, en anden aften ….
……..Imagine……
Det handler om krig, klima, flygtninge, ufred og uretfærdighed. Det handler om magtesløshed og den manglende evne til at afværge eller ændre og så handler det om den manglende begavelse til at begribe. For hvorfor? Hvilken mor ønsker ikke, at se sit barn vokse op. Hvilket barn ønsker ikke at kunne gro. Hvilket menneske har hverken fantasi eller forestillingsevne om en Verden i fred, en Verden vi hver især tager vare på, såvel som alt hvad der er i den. 
Tænk hvis vi kunne sænke skuldrene, se hinanden i øjnene og give hånd på at der er så meget at bevare frem for at bekrige. Tænk hvis de få forstod, at ændre for de fleste og indså at krigens tab er uopretteli og ubærlig og at fred og fordragelighed er uundværlig. Jeg ved, at nogen vil synes, at naivt, men stop et øjeblik og ret blikket mod himlen. Måske en dag nogen gør, det de drømmer …..
….It is easy if you try ..
Min veninde er fra Libanon og for år tilbage købte hun en lampe af små hvide glas balloner i en butik i Beirut. Lampen blev produceret på en fabrik i Syrien og kunne købes på bestilling og efter farvevalg. Man mener, at glas første gang blev fremstillet i netop Syrien i år 5000 f.kr. I dag er fabrikken på grund af krigen, men glaspusteren kender kun til det at puste glas og fra sparsomme midler, forsøger glaspusteren fra Damaskus, at opretholde ild og liv ved at lave lamper.
En kurer vover at krydse grænsen mellem Libanon og Syrien og få de nu spraglede glaslamper til Beirut hvor min veninde henter dem og bringer dem til Danmark. Man kan ikke længere bestille lampen efter farvevalg da glaspusteren bruger det han kan finde og få og lampen kan ikke bestilles, da man ikke ved, om glaspusteren bliver ved med at være …
…….. nothing to kill or die for…
Jeg tænder lyset i de spraglede glas balloner, lader håbet brænde og går i seng. Jeg lægger hovedet på puden af dun, trækker den linnedbeklædte dyne over mig og overgiver mig troskyldigt til søvnen. Vores døtre, min familie og alle dem vi kender, vil snart, gøre det samme. Efterårsvinden griber fat i trætoppene og lader det sidste røde blad overgive sig, give slip og lægge sig blandt de andre faldne. Det beroligende mørke har sænket sig, solen er gået ned, mens månen har placeret sig uden for mit vindue. Jeg sender sjælens stjerneskud afsted og slipper drømmene fri, for i søvnens Verden er tankerne ude af kontrol, her høster jeg hvile og henter håb. I morgen når jeg vågner, vil Verden ikke have forandret sig meget, men jeg vil. Det er der det hele begynder, med drømmene og jeg ved ….
that I am not the only one ….
//Nan
