Det var en julegave, men han havde først taget den i brug, dagen inden det nye år eller den sidste, i det gamle. Hun havde været der da han fik den, naturligvis, men der var altid så mange pakker sådan en aften, selv om de kun havde været ni og kun en af dem var et barn. Nu var julen noget fra sidste år og al opmærksomhed var på året, der skulle til at tage sin begyndelse. Hver morgen, ja alle morgener året rundt, stod hun tidligt op og gerne mens det fortsat var mørkt, men denne morgen blev hun ikke vækket af tusmørkets engel. De var kommet sent i seng og hun havde været på arbejde dagene op til nytårsaften, så søvnen var stærkt savnet.
“Den langsomme opvågnen til det kendte ansigt der alligevel ikke er helt så kendt familiens på en gang fortrolige og efter søvnens fjernhed fremmede ansigter…..” Dan Turèll
På denne tid af året, ville solen først vise sig klokken 8:39, hvis ikke tåge dis og tunge skyer skyggede. Den daglige dont fra hvile til vågen, sekunderne fra solens brud med horisonten, fænomenet som hun for evigt forundredes over og aldrig kom til at tage for givet. Sædvanligvis ville hun have været oppe i flere timer før dette forudanede under. Hun ville have skubbet dynen til side, fundet uldsokker og striktrøje frem og søvndrukken, vandret ned ad trapperne for at tænde et stearinlys. Hun ville male bønner og sætte vand over til dagens første espresso. Hun ville finde det velkendte hjørne af sofaen, smide en pind på bekkasinen, være vidne til at dagen – gade vide hvad den ville bringe? – afløse natten. Sædvanligvis ville det være weekend denne morgen, fordi de havde været ude aftenen forinden og først var kommet hjem hen ad fire om morgenen…men det var det ikke.
Summen af alle solens farver blandede bevidsthed og det man finder lige før og under. Værelset de sov i var badet i en blød morgenrøde og fuglestemmer sang som på en sommerdag. Hun så på uret som viste 8:10, det var tirsdag, tirsdag den 1. Januar 2019. Hun vendte sig og så julegaven som stod tændt på natbordet på den anden side. Den havde tændt sin solopgang og vækket Verdens fuglekor indenfor, mens vindens voldsomhed udenfor, viskede nattens krudtslam og kanonslag af sig. Denne morgen var som ingen anden og de rutinemæssige regler og bevares, banale, men alligevel betydelige ritualer var denne første morgen på året, blæst bort.
Ved siden af mig, ligger du min elskede, gennem mere end 30 år. Livet har tegnet smilerynker på dit ansigt og du er måske en smule mere krøllet end før, men du er min og selv om alt er anderledes er intet inverteret. Hverdagens vaner vil indfinde sig med de almindelige afvigelser og balancen mellem genkendelig- og den utrættelige usædvanlighed. Det er derfor, at jeg som så mange andre, holder så meget af hverdagen.
//Nan
