Det er ikke så ofte, at jeg er alene med min far. Vi ses i sammenhænge, men i aftes spiste han middag med mig alene. Det var improviseret, usorteret og ukompliceret og samtalen faldt på mangt, men mest på det at give, uden vision. På det at byde uden at modtage. Alle som har prøvet det ved, at det kan være en af de største lykkefølelser at forære, forventningsfrit. 

“Når nu det er givet og sikkert og vidst, hvorfor indtræder skuffelsen så? Hvorfor undrer vi os over, ikke at få noget retur, når  vi inviterer,  kurtiserer, hekser og broderer, forærer, servicerer? Når vi kører den lille omvej, ihukommer, overrasker, lægger ud og om  – egenhændigt, uden lumske hensigter eller skjulte motiver”, sidder jeg og tænker.

Vi giver gode eksempler og bekræfter hinanden i, at vi begge har den bedste erfaring med at nyde at byde og forsøger at finde forklaringen på hvorfor vi blot holder der. Måske når vi frem til, at følelsen af velbehag er genereret af den der modtager og, at det som modtager er lettere at tage imod ubehæftet. I de mange år jeg har arbejdet i frivillige organisationer, husker jeg det evigt gældende argument om, at det er lettere at få fint besøg for en adressant, hvis afsender er ulønnet. 

“Det kan du ikke være bekendt”, siger nogen. Jeg må have været en lille pige. Måske blev det sagt fordi  jeg har været skuffet eller utilfreds. Jeg husker det ikke længere, men spørgsmålet om, som jeg må have stillet mig selv dengang, stiller jeg mig stadig.  Kan jeg være det bekendt eller ikke? Det har taget plads og har længe været en del af min identitet. Hvad kan jeg forvente? Vi gør jo alle ting på hver vores måde og måske ved  kun få hvad jeg … og er kan man overhovedet ….suk…

“Det vender tilbage til os selv”, siger min far, og så  livs sætningen om, “at være mod andre, som man ønsker de skal være mod en”.

Det er med den sætning, jeg er vokset op og jeg øver mig fortsat. Byder ind,, byder op og på, men jeg øver mig også i ikke at forvente meget … andet end velbehag og så viden om, at man gør en forskel for andre, men også og måske og især for en selv.

//Nan