Mine damer og herrer. De næstkommende indlæg er en trilogi – en trilogi om tro. Det første begynder i barndommen, handler om en lille tilfældig piges barndom og  om overtro.  http://letloverule.dk/7-9-13/  Det andet indlæg handler om en ung mand, en helt tilfældig ung mand, og om mistro. Det tredje indlæg handler om at tro og vigtigheden i at formode og forudsætte, i livet som en helt vilkårlig voksen. Indlæggene kan naturligvis læses uafhængigt af hinanden; det er jo blot beretninger i tre dele, der hver især udgør en afsluttet helhed, men som beskæftiger sig med et fælles tema. I dette tilfælde ….. tvivl.

Tor Nørretranders

“Jeg tror ikke på det”, sagde han. “Det virker ikke sandsynligt”. Det var ikke første gang, at de var stødt på det, mistroen og det var altså heller ikke den sidste. Det var en del af en identitet, en form for bevogtning, en beskyttelse af sin egen skrøbelighed, sin sårbarhed. Og mens man gik ombord ad den åbne bovport hos hans nærmeste, var han den der sørgede for at alle holdt sig indenfor stregerne, den der fik lukket og låst, klemt sammen og klappet i,forsvarligt og forsikret. Han var struktureret og disciplineret, holdt sig orienteret, var velinformeret og enhver situation skulle evalueres og diskuteres.

Det var svært at sætte fingeren der, hvor det hele begyndte, for hans opvækst var sammenlignelig, måske ovenikøbet så meget bedre, end så mange andres, men måske netop derfor, var det svært. Mistillid kommer fra ens egen indre dømmekraft. Det er en måde at orientere sig på, en måde at reagere og interagere på. Det er en måde at tage stilling til Verden, til hvordan andre mennesker angår os og er helt afgørende for den konkrete opfattelse/mening, men nok så afgørende, ens egen selvopfattelse. Tillid hviler på en forbundethed mellem mennesker og er for de fleste, en grundlæggende måde at gå til og erfare Verden på, mens mistillid forsøger at holde styr på løse fragmenter og forestillinger i forhold til en tvivlsom virkelighed eller måske snarere … tilstrækkelighed.

Men tab af tillid er tab af mennesker og mens han kontinuerligt forsøgte at kontrollere, regulere og omdirigere blev det endnu sværere at balancere. De små sejre i ordspil og millimeters retsindighed, isolerede og udmattede ham og belastede hans sociale relationer. Han magtede ikke længere, med samme energi at manifestere og koordinere og fra sit vindue hjemme, så han at dagene går sin gang. At hans kollegaer gik på arbejde og udførte det forventede, at hans børn gik til skole uden at han havde rettet og smurt, slettet eller spurgt, men vigtigst af alt, at han blev husket og elsket af dem der holdt af ham, uden at han skulle minde dem om det. Skuldrene sænkede sig og åndedrættet blev dybere, mens han forstod, at tiden, den dyrebare, han havde brugt, på ikke at være en del af fællesskabet, forsøge at ændre sine medmenneskers adfærd eller tage ansvaret fra dem, undlade at bede nogen om noget da kun én kunne udføre det korrekt ………. ikke var …….

Med tiden, den dyrebare forstod han, var blevet brugt på at kontrollere noget udenfor sig selv og måtte istedet anvendes, til at finde frem til noget inde i sig selv. Og han slap dagen og så solen gå ned og øvede sig i at forstå, at hvor der ikke fejles, lever ingenting.

//Nan