“Se”, siger min mor. “Er det ikke forfærdeligt?”. Hun har fundet sin telefon frem og viser mig et klip af et par fire til fem årige drenge og piger, som bliver hyldet for deres evne til at håndtere våben og hidse sig op og recitere afskyvækkende angreb på bestemte befolkningsgrupper, mennesker som dem selv, men som mener  ……  STOP! Jeg ser med et par sekunder før jeg forstår, hvad hun vil vise mig og vender ansigtet væk og bliver både forfærdet og bedrøvet og virkelig vred på voksne som trækker børn ind i en forpint, forvredet og fordrejet Verden af had og håbløshed. “Hvorfor viser du mig den slags”, spørger jeg. “Fordi det sker”, svarer hun.

Jeg er på facebook. Hviler hovedet i hånden, mens jeg bladrer gennem de seneste dages opdateringer. Der er fotos med tilhørende tekst fra ferier, fødselsdage og venlige påmindelser om, at ønske tillykke, Nogen er  i Tivoli eller til fest, andre spiser smukt tilberedte retter og drikker udsøgte vine og mens jeg beundrer fotos af solen den står op og igen går ned over havet eller byens hus tage dukker ……. STOP! Jeg ser med et par sekunder før jeg forstår, at jeg ser to dansende bjørne med seletøj og mundkurv som bliver slået med stokke, hvis de et øjeblik giver op og jeg vender ansigtet væk og bliver oprevet og oprigtig sørgmodig når voksne indfanger vilde dyr og tvinger dem til at optræde, men også på de voksne der bifalder og betaler. “Hvorfor vil du vise mig dette”, tænker jeg. Ingen svarer, men jeg ved, at det er gjort, fordi det sker.

Og jeg passerer et TV efter, at de har fortalt, at de vil bringe billeder, der kan virke rædselsvækkende, lytter til musik som bliver afbrudt af den uhyggelige nyhed om …… og ser spisesedlerne jeg cykler forbi, med breaking cliffhangers og click-baits om en Verden, plaget af klimaudfordringer, krig og kalamiteter. Jeg tvinger mig selv til at læse bøger skrevet af kvinder der er flygtet fra frygtelige forhistorier og ser dokumentaren om fx. “De hvide hjelme”, hjælpeorganisationen der i årevis har reddet sårede og bjerget dusiner af døde, ud af ruinerne i Aleppo. Jeg har råbt STOP!  Registrer og reflekterer og ved jo godt, at Verden er i ubalance, at had og håbløshed ånder på den. Jeg ved det, jeg ved det. Det sker. 
Der er den store Verden, selv bor jeg i den lille. Her begynder det, her kan jeg handle, her mærker jeg noget spire. Det er hverken en forbigåelse eller en forsømmelse, ikke at vove sig for langt ind i den store Verden og du må gerne dele og fortælle mig om den, men helst  hvis vi kan forandre noget i den. Det er for hårdt, kun at se på, at føle uformåen og utilstrækkelighed. .Gråden indlejrer sig og bliver kronisk. Fremtiden skal vi bryde os om at stå op til så jeg ruller den røde løber ud og bevæger mig ind  I ordene og den virtuelle, visuelle Verden. Her forskønnes fine og fortryllende fotografier, men vigtigst af alt, af selvsamme Verden. Jeg “liker” og sender hjerter for at vise, at jeg værdsætter, at de deler. Jeg mødes med dem jeg elsker og dem jeg lige har truffet, er opmærksom, foretagsom og hjælpsom. For jeg hjælper gerne, også i den store Verden, men du må vise mig hvordan. Frem til det, vil jeg i den lille Verden, forsøge at tale Verden op og leve efter det.

//Nan