“Jeg har lige haft en længere snak med katten og fortalt hende, at vi er meget glade for hende”, skriver Nellie til mig. Jeg ser for mig, hvordan hun har siddet foroverbøjet på en stol, mens hun har aet katten og bekendtgjort sin kærlighed. Katten uden navn, har set på hende, lagt hovedet lidt på skrå og tænkt: “Hvor er jeg heldig at jeg har dig … og du, mig“. Og det er sådan det er, det er, forholdet mellem mennesker og dyr. Glæden begynder ved en fugtig snude og ender ved halespidsen.
Men det følger også et ansvar og et øjebliks alvor somsniger sig ind, når dyret vigilant og velvilligt ser på en og man forstår, at man er dets skæbne.
Det er nu seks måneder siden, at vi kørte mod vest jylland for at hente Buddha, vores hundehvalp. En lille velduftende, blød, brun og lun klump, med lidt for store klodsede poter, grønne øjne og flade flap ører. Kærligheden kom prompte og et tæt makkerskab af betingelsesløs omsorg og umiddelbar hengivenhed har udviklet sig siden. Ordløse samtaler på ture til vandet og gennem skoven. En åndeløs fornemmelse af nu, mens vi er. De lange langsomme kig, de overraskende raske rørelser over en fjer, en fugl eller vingetang. Fornøjelsen ved at kaste en pind, nysgerrigheden over at grave i jorden og tilfredsheden ved at finde det gemte og så naturligvis ej at forglemme; gensynsglæden….Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind ad hoveddøren eller er kommet hjem, men Buddha opfører sig hver gang døren går som om, at det aldrig er sket før. Hverdagsbegivenheder bliver omsat til festligheder, dagligdagen udebliver, momentet indtræffer og bliver åbenlyst.
Solen er netop stået op. Som alle andre morgener, er vi taget til stranden. Det er en uudtalt aftale, ikke bare mellem Buddha og mig, men med en mindre flok af hundeejere, som møder morgenen her. En ældre dame i rød slåbrok og ternede sutsko er på vej ud på badebroen og Buddha løber hen mod hende. Jeg forsøger at kalde ham til mig, men den ældre dame hilser og forsikrer, at det “er så dejligt at blive budt velkommen og at hun selv har haft hund”. Fællesskabet og den fælles forståelse er fuldkommen. Hundende er vores umiddelbare reference og jeg tænker, at Verden med Buddha er blevet mere venlig. At alle de mange mennesker jeg ellers blot passerer, standser, tager sig tid og taler. At livet både inden- og udenfor hjemmet er blevet et langt livligere og mere givtigt. På stranden slentrer vi i et lille sluttet selskab. Et fiskeskrog bliver delt, måger letter og lander og bølgerne skubber forsigtigt vandet frem og tilbage.
Kære Nellie, Tak for din hilsen som inspirerede mig og jeg har derfor netop haft en længere snak med Buddha og fortalt ham, hvor glade vi er for ham”.
//Nan
