foto af Rikke Rask Mylius
Jeg er stewardesse. I 27 år har jeg fløjet tusindevis af passagerer Verden rundt. Det er et arbejde fyldt med uforudsigelighed, skiftende arbejdstider og forskellige kollegaer. To gange om året afholder vi stand-by af hver 14 dage af gangen. Det står på i 10 timer om dagen, hvor vi skal være tilgængelige hvis der skulle blive brug for os og i løbet af 80 minutter skal vi kunne stå i uniform i lufthavnen.
Min stand-by line begyndte her til morgen kl. 6.
De næste 14 dage har jeg ingenting kunne planlægge, intet kunne skrive i kalenderen. Jeg har ikke den fjerneste idè om, hvor jeg er hvornår. Det vil altid og hver gang, være en overvindelse, ikke at vide, hvor man skal hen, hvem man skal arbejde sammen med eller hvornår man er hjemme igen. To blanke uger som jeg ingen anelse har om, hvad vil bringe. Omvendt, er uforudsigelighed og impulsivitet vel en af livets største mangelvarer. Det vi ofte efterspørger og savner. Det vi har alt for lidt af i vores tit tilknappede og nystrøgne liv. Hvor ofte har vi ikke lyst til at stryge pressefolden ud og overlade tilværelsen til tilfældighederne? Bare lade sig rive med, gøre det der falder os ind og ikke på forhånd vide, hvad morgendagen bringer?
Sådan er det at have stand by. Man må overgiver sig. Lade sig føre og lægger hånden blidt på skulderen af den der indleder samtalen og lader sig invitere og involvere. Det er uvant og usædvanligt for det moderne menneske med både kontrol, kalender og kampklare programmer. Med mit arbejde lægger man det hele til side mens man venter på et opkald og ofte bliver uforudsigeligheden brudt, kort efter, at den er begyndt.
Denne morgen blev jeg budt op kl. 6:48 og bedt om at flyve til New York. Klokken er nu ved at være 19:30 lokal tid og jeg siger tak for en planløs dag.
