Det var ikke særlig usædvanligt. Jeg blev 16 år og inviterede derfor mine veninder til en SU venlig gryde mad. Det usædvanlige ligger måske, måske ikke i, at jeg har gjort det hvert år lige siden. Grydens indhold varierer en smule, pigerne er blevet til damer og gennem årene er der kommet langt flere til. Det er dem dette indlæg skal handle om, vennerne og så om den daglige dybtfølte indre lykke følelse af at have makkere. Ikke blot bekendte, kollegaer eller virtuelle venner, men kumpaner eller bonkammerater man kan dele livet med. Venskab er en af livets graciøse gaver som man skal både byde på og tage rigtig godt imod.
Lykke er en bred og buttet tilstand. En uudtalt fornemmelse af at lykkes. Et øjebliks symetrisk samklang mellem harmoni og essentiel eksistens eller blot erkendelsen af at være til. Nå ja, måske lettere højstemt, men så flotte gloser må man af og til tage i brug for at beskrive en følelse. Følelsen er her, tilnærmelsesvis lykke i selskab med fred og tilfredshed, med et strejf af ømhed og velbehag som jeg genoplever på min fødselsdag. Ikke fordi at dagen handler om mig, men fordi at alle dem som dagligt drysser nærvær og tilstedevær er samlet, som en sonde der tilfører næring eller som et sugerør, jeg trækker vejret gennem. Det er kuldegysende varme og eksalteret, bevares, men når man nu har klemt sig op i lykkens hjørne….
At fejre fødselsdag handler kke kun om én, men om flere. Det er en mulighed for at mødes og øjes – det bryder med dagligdagen og så giver det anledning til at venner møder venner, som på denne dag finder ud af, at de har så meget mere sammen end at kende fødselaren. Det handler om samhørighed og velvilligt slægtsskab og ikke så meget om flag og lagkage. Det handler om at samles, snakke og ses og med lidt held, støbe nye sammenhænge og frigive endnu mere forgodtbefindende. At mødes er altid en mulighed for at frembringe nye venskabs fundamenter. Anledningen fødselsdag er en af dem.
//Nan
Denne morgen den 22. november, vågner jeg til hundredevis af lykønskninger. Der, midt på gulvet sidder jeg, mens hilsnerne daler ned og lægger sig tæt. Jeg havde ingen anelse om hvor meget disse livstegn betyder, men det ved jeg nu. Jeg har brugt timer på at glædes og gengælde det som nogen mener er lettere overfladisk…..Jeg må sige, at jeg føler mig elsket.
