Kære Dagbog. Det undrer mig, at det sommetider er lettere at tale frem for at skrive og til andre, lettere at skrive frem for at tale. Med det talte følger øjenkontakt og indlejrede kropsudtalte komponenter, men også (u)koordinerede konsonanter blandet med vokaler med en anden hastighed end det skrevne. Med det skrevne følger en præstation, en længerevarende konsultation med sætningsdannelser og termer, kommasætning, gennemlæsning for at være sikker på ægtheden i beretningen. Forskellen ligger også i tempoet. Der er et stykke vej fra tanke til ord, mens der er eftertænksomhed mellem refleksion og skrift.
Sådan kan jeg lide at tænke det.
Men forskellen mellem det talte og skrevne er blevet mindre. Sociale medier har opfundet en hybrid og tastaturet minimeret tiden mellem det man tænker og det man skriver. Den større hastighed på tastaturet gør det sværere for hjernen at bearbejde og betænke det nedskrevne. Før i tide var man henført til pen og papir og kunne nå at overveje ordene og helt undlade, at lade modtageren vide besked. Desforuden skulle det skrevne leveres i et andet tempo, end blot et tryk på “send”. Hvor der før var en hvis afstand mellem to der skrev til hinanden, er begge i dag tilnærmelsesvis til stede samtidig og samtalen skiftet stil, til tider helt skredet.
Sproget kan skabe og det kan skade, det kan være smukt og det kan være stygt, det er den største kontakt mellem mennesker. Tænk sig et samfund uden….
Med det i mente og en accept af, at sproget har en væsentlig betydning, bør vi kontinuerligt gentænke hvordan og med hvilket formål vi anvender det. Når man eksempelvis udjævner det eller er fysisk til stede, bruger man tegn, emojis eller sætter capslock til, så modtageren forstå tonefald og stemning.
Det er her kære dagbog, at du har en stor betydning.
Bevidstheden om, at der er en modtager. Det er de færreste der skriver til sig selv eller….i dette tilfælde hvor det blot er en lang række af betragtninger….tænker jeg alligevel en adressat ind. På den måde bliver jeg langt mere ansvars- og samvittighedsfuld inden jeg sender mine sindbilleder afsted. Lad os kalde det næstekærlighed eller omsorg for andre mennesker. Ikke blot i denne søde juletid, men til alle tider, at sætte sprogtempoet ned og tiltænke én – i visse tilfælde, dagbogen alene.
//Nan
