“He is stupid” … stupid råber en ældre lettere overvægtig kvinde fra sin kørestol. Hendes svigersøn har parkeret bilen fejlagtigt på den anden/forkerte side af gaden og kvinden i kørestolens datter, antager jeg, må over og banke på ruden, pege og gøre opmærksom på, hvor svigersønnen skal hente den lille familie. Kvinden i kørestolen ryster på hovedet og fortsætter: “He is so stupid. Stupid! Off all the men in the world, how did you succeed finding such a stupid man?”. Og mens jeg passerer det mindre optrin tænker jeg: “Ja – hvordan lykkes det os egentlig at finde hinanden?”
På vej fra hotellet og ned mod Union Square hvor jeg skal spise med to kollegaer, møder jeg hundredevis af andre meningsfulde, men også tvivlsomme konstellationer. En Mand med tatoveringer og T-shirt som stumper, det grå tilpassede fuldskæg og de eneste, men bedste jeans og så cigaretten selvfølgelig, som han deler med sin barmfagre dame i den blomstrede top med kig og kuglerunde Creoler i flipperne. Den unge slanke pige med mørkt glattet hår og mesterligt malede læber med sin boyfriend i hånden; ham med de endnu længere tynde ben, de sorte solbrilleglas der kun lader det tæt klippede, veldresserede & velbarberede hår og kæbepartiet tilbage. Jeg passerer den hjemløse veteran med gadekrydset svøbt i et tæppe på skødet, og det husvilde par med kruset & luset hår som sidder og deler noget fra en dåse i hver sin sovepose, på pap stykker trådt flade i indgangspartiet til en butik. Jeg ser også to mænd med smilehuller & glimt i øjet og blik for hinanden. Barnet hvis hånd er forsvundet trygt i sin fars, den ældre dame hvis arm vanefast & sikkert holder i sin mands og fyren som har et fast greb om livet på sin kæreste. Store bløde krøller, superfede sneaks den smukke næse, den forvaskede hoodie, mellemrummet mellem fortænderne,snøresko, den mørke stemme, den usportslige krop, stritørerne – virvar, vendbar, weekendfar. Nogen falder.
Og ved bordet på Cheese Cake Factory, fortæller Charlotte om mødet med sin ægtemand som hun har kendt i over tyve år og Michael om mødet med sin helt nye kæreste, han har lært at kende efter sin sørgerlige skilsmisse fra sin første kone. Og jeg sidder med hovedet i hænderne og sukker:: “Al den kærlighed – hvor var der godt, at man finder hinanden”
Måske er det skæbne, måske en tilfældighed eller meningen, men den følgende morgenen ser jeg ud af vinduet, et lille lys tænde i huset overfor. Et par minutter og en mand svinger benene ud over sengekanten og sætter sig op. Han gnider begge hænder rundt i ansigtet, lægger dem på knæene og ser frem for sig i mørket. Han samler en T-shirt op fra gulvet og tager den over hovedet, løfter sig let fra sengekanten da underbukser og bukser skal på og bukker sig for at finde & binde sine sko. Han rejser sig, står & går hen til en stol, tager sin cap, sine hovedtelefoner og sin hætte trøje. Han vender sig om mod sengen ….. ser & står stille……..
Overkroppen falder en smule sammen, hættetrøjen og hovedtelefonerne lægger han tilbage på stolen, lister tilbage mod sengen og kravler forsigtigt i den igen.
Jeg ser ingen andre, men jeg ved, at han ser en i sengen som er helt speciel og da det lille lys igen bliver slukket, tændes et andet og jeg tænker: “Det er mirakuløst, at det lykkes for kun to – dig og mig og vi to, at finde hinanden”.
//Nan
