“Vi giver jer tilbage..”

“Vi giver jer tilbage..”

Baggrund: Kina har i århundreder været et favorabelt marked for Europæere. Te var for Englænderne særlig lukrativt, men man skulle have noget at handle med og ædelmetaller, blev vekslet for enorme mængder te. Som lagrene af sølv blev udhulet fandt englænderne på at importere opium fra Indien som blev sejlet til Kina for at emballere befolkningen i de slavebundne stoffer.  

En kejser fik i begyndelsen af 1800 tallet sat en stopper for frihandlen med England, troede han, men Englænderne brød sig ikke om at blive truet og gik med sin enorme hær i land ved Guangzhou, hvor de vandaliserede sig gennem Kina. Kejseren i Kina blev tvunget til at underskrive en traktat, som blandt andet gjorde Hong Kong til britisk koloni. 156 år efter blev Hong Kong leveret tilbage til Kina (i 1997). Årsagerne skulle dels, være englændernes frygt for kinesisk udelukkelse af samhandel, men også angsten for, at Kina ville lukke for vandforsyningen (Hong Kong har ikke sin egen) og stoppe fødevareforsyninger (Hong Kong er ikke selvforsynende) 

“Et land, to systemer” har siden overgivelsen fra England til Kina, været under pres. Kina ønsker mere indflydelse på landet og demonstrationer eskalerede i juli, med forslag om, at mistænkte kriminelle kunne udleveres til Kina. I måneder har demonstranter været på gaden for at forsvare retten til demokrati og jeg har set dem i øjnene. 


Forgrund: En tilkaldevagt bliver afløst af fem dage i Hong Kong. Jeg har hørt historierne og lyttet til vores kinesiske værtinde, som taler om udgangsforbud, tåregas, mursten og drab. Vi er på vej til en krigs zone, men ikke til en kamp jeg ikke forstår – det ved man, når man selv er opvokset i et demokrati. Vi beslutter at holde os fra centrum og istedet udforske mere fredelige områder og blive i naturen, for min del ikke så meget af angst, mere i respekt.  Vi vandrer i bjerge med smukt anlagte stier og trapper. Her er forbavsende få, Hong Kongs 7 millioner indbyggere taget i betragtning. Vi besøger “The big Buddha” og går de ca. 15 km ned til fiskelandsbyen Tai O med huse bygget på pæle og hyrer en båd til at sejle os hjem, mens solen forsvinder i havets overflade Vi tager til Discovery Bay og går de ca. 20 km hjem gennem økologiske tibetansklignende samfund, de junglelignende bjerge og hele farveskalaens blå bugter. Vi taler i timer, tillids- og forventningsfulde, uvidende om næste top eller rundning på ruten.



Samme dag vi skal hjem tager vi alligevel til Hong Kong. Den offentlige trafik er delvist lammet, gitre er trukket ned foran butiksindgangene og der ligger glas og brosten fejet ind til kantstenen fra dagen før. Vi passerer en hovedvej hvor demonstranter strategisk har placeret brosten i lange rækker. Demonstranterne bærer masker for mund og næse, men det gør ikke demonstranter også. Vi ser til. Det gør de fleste. Om hjørnet lurer kampklædt politi. De er mange og strids pladsen synes ulig. Jeg trækker de andre mod toget. Jeg vil til hotellet, allerhelst vil jeg bare hjem, men i det mindste vil jeg tilbage … præcis som de unge demonstranter, men i en langt mere realistisk version.


Foran mig forudsigelighed. Den lange lige landevej. Det givne kig. Viderne, det horisontale, plane, parralelt med vandet land med konstitinuelt monarki, demokrati og medlemskab af både EU og Nato og Nordisk Råd. En domstol som værner om demokratiet, retssamfundet og den enkeltes retssikkerhed.

Jeg er kommet hjem og nogen spørger mig, om det har været en god tur. På nyhederne kan de se, at Universitetet i Hong Kong brænder. Jeg ved det godt, for det er kun få øjeblikke siden, at jeg så de unge mennesker i øjnene. Jeg lukker dem  og håber atter engang og igen, at Verden snart må blive et sted med mindelighed og medfølelse. En Verden for de unge mennesker at vokse op i, med håbet om og troen på….

Mulig fremtid: “Vi giver jer tilbage” og beder til, at det lykkes jer at komme frem eller i det mindste blive …fri for det megalomane diktatur og bevare retten til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det er der, de unges idéer residerer og spirer.

//Nan

Når lyset bliver blødt

Når lyset bliver blødt

 

Når dagene om lidt bliver korte og lyset bliver blødt, når træets grene bliver synliggjorte og bladene falder i brunt og rødt Når det sidste æble er plukket og brændekurven er fyldt op, når isbutikken holder ferielukket og håndvasken huser en edderkop Når man møder morgentåge og når sokkerne skal på, når rimen topper min havelåge og græsset ikke længere skal slås Når fuglene får den sidste krumme og varm chokolade er bedst ved man, at sommeren er omme og solen en sjælden gæst  Når lygterne skal tændes, og uld bliver ens bedste ven, vil jeg mindes og længes, men huske at være før det hele vender igen.

 

 

Livet er, hvad vores tanker skaber og dem skaber vi selv…

Livet er, hvad vores tanker skaber og dem skaber vi selv…

 

She only smiles
He only tells her
That she’s the flowers, the wind and spring
In all her splendor sweetly surrendering
The love that innocence brings

Ikke alle fredage er ens. Sommetider ved man det alt for godt allerede aftenen inden andre gange, sniger det sig ind langt hen på selvsamme eftermiddag. Den femte dag fredag, opkaldt efter Frigg, Odins hustru og mor til Balder som af mange anses, som retfærdighedens Gud….Retfærdighed…..straf og beløning, sat i system. Grænselandet som på netop denne fredag ligger mellem 23:59 og 00:01. Tynger eller trækker  lodderne eller er det lykkedes at placere ligevægt mellem metalformat, færdigheder og formåen? Små 89.000 står bag stregen. Nogen krydser den, andre bliver stående. Nuet bliver om et øjeblik, til fremtidens grund-enhed…. eller? 

Almaz, pure and simple
Born in a world where love survives
Now men will want her
‘Cause life don’t haunt her
Almaz, You lucky lucky thing

Hvordan havde jeg det? Hvad gjorde jeg? Hvorfor blev jeg det jeg er? Tiden dengang var ikke uden fremtid, vi talte bare ikke meget om den. Vi handlede nok lidt mere spontant, tog udgangspunkt i dagen og gik ligesom bare i gang, prøvede det af, sprang til og fra. Nuet var langt mere nærværende, livet lidt mere tilfældigt. Vi bekymrede os måske mindre og berusede os nok mere i udsigt, frem for indsigt, i praktik frem for taktik …. bekymrede vi os overhovedet? Måske var det netop det, at de færreste bekymrede sig? Vi troede på “det” og fik at vide, at det nok skulle gå. Det stolede vi på, kastede os ud i hvad som helst, men mest af alt, i livet. 

Now I watch closely
And I watch wholly
I can’t imagine love so rare
She’s young and tender
But will life bend her
I look around is she everywhere

Et lille nyfødt menneske – beundret og elsket og som vi med ét ved, at vi for altid vil støtte og drømme med. I den bedste af alle Verdner, bliver de født med mange muligheder. I den bedste af alle Verdner, tager vi aldrig de muligheder fra dem. I den bedste af alle Verdner går en eller flere af de muligheder i opfyldelse.  

Vores yngste datter blev optaget på Professionsskolen som sygeplejerske i fredags. “Det er dette her øjeblik man har ønsket, at vi arbejdede os hen imod. Det har vi gjort siden vi begyndte i børnehaveklasse, at få en uddannelse. Man har skærpet vores nysgerrighed og styrket vores evner. Jeg er voksen nu og forstår, at valget alene afhænger af mig … men lige nu mor, er min største frihed, at være i tvivl.”

Jeg nikker stiltiende.

 

He throws her kisses
She shares his wishes
I’m sure he’s keen without a doubt
With love so captive
So solely captive
I ask if I could play the part

//Nan

 

Randy Crawford skrev Almaz som betyder “diamant” på flere sprog i 1988. Verden er fuld af unge diamanter … looking for a world where love survive…..

Sommer…Den bedste dag på året

 

Med buttede bare ben i en barnevogn

sover babyen svalt i skyggen

mens hunden varm og doven

har vendt bold og bamser ryggen

To tjekkede teenagere med mulesække

nok sprælle- og spillemanden

langlemmede, legende og kække

dasker drillende til hinanden

Cyklende kommer en aldrende kvinde

på min velkendte villavej

passerer liguster og småbladede linde

løfter hånden og siger: “Hej”

 

Vinduer og døre på haspe og klem 

skoene smidt på den nyslåede plæne

 regler for keglespillet sat i system

kul på grillen som om lidt skal tændes

 

Nabobørn springer på trampolin

venter på at gæsterne kommer

Moder sol sørger sødt for D vitamin

fuglene fløjter – Det er blevet sommer 

Jeg er på egentlig bare på vej ned efter en liter mælk da jeg mærker, genkalder og erklærer, at nu er den her, den danske sommer. Følelsen, de få minutter, ja det øjeblik som kun sker en gang om året og som, selv om man forsøger at genkalde sig det flere gange i dagene efter, ikke helt er den samme.

Det er den pludselige opdagelse af nu!

Som når man om foråret første gang opdager, at der er kommet knopper på træerne eller når man finder den første kastanje på jorden om efteråret eller når man må lægge den første brændeknude i bekkasinen om vintereen. Følelsen af første gang – igen – kommer kun én gang og man bestemmer ikke selv hvornår. ;Men den er varm, vidunderlig og velkommen

 

 

//Nan

“Mennesker uden fantasi har ingen vinger”

“Mennesker uden fantasi har ingen vinger”

Hun har den fineste violblå kjole på.  Enkel og ærmeløs og kun med to små margeritter lige under nakken, der hvor nogen har knappet kjolen. De små hvide ankelstrømper har en let bølget kant og de blanke laksko med ankel rem er lukket tæt omkring. Hendes hår er sort og klippet i pertentlig page, men vigtigst af alt er hårbøjlen som holder håret. På hver side af det lille ansigt, sidder to sorte runde ører, med hver en lille rød og hvidprikket sløjfe. Med den, er den lille pige fløjet ind i det eventyrlige himmelrum på den finurlige mælkevej, kun et barn kan være.

Midt i den travle lobby, hvor mennesker fra hele Verden er på vej til eller fra, chekker ud eller ind, er den lille pige rejst til det sted hvor voksne ikke længere har visum. Hun sidder på en bænk, alene og læner sig mod et enormt spejl mens hun bedægtigt bukker nakken og kigger væk, men kun for hurtigt at kigge op igen og se sig selv, atter engang komme til syne. Hun sætter sig med siden til spejlet, retter ryggen og kjolen, lægger benene over kors og sætter hænderne på knæene, sender et kys til universet. Hun sætter sig på knæ, med hovedet lidt på skrå og strækker de buttede arme, som ville hun give øjeblikket et kram eller favne sine fantastiske fantasi.

Ikke så langt derfra sidder jeg og betragter barndommen som om lidt vil blive afbrudt af et kald , et knips eller en kommando fra en voksen. En voksen som har en plan med indlagt mangel på tid og som har fortrængt at barndommen er så kort og hvor alt for hurtigt de selv, blev mindet om det. I generarationer har man oplært og opdraget, uddannet og udvidet, men også frataget børn fraværet og formåen til at forsvinde. Vedvarende vækket dem for at få dem sat i skema, istedet for at dvæle og beundre deres fortsatte formåen ved at opdage Verden indefra.

For mens vi blinker og forsøger at fiske og fange forestilingen om, det gode liv, skal vi måske forsøge, ikke at afbryde, men trække vejret med dem der evner. Ikke blot fylde på for at få dem til at følge med, men turde tøve et øjeblik. Lade dem rejse i det imaginære og idéernes virkelighed. Lade dem beundre og begejstres over gensynet med sig selv og ikke trække en pind gennem vandspejlet for derefter selv at hoppe i. Evnen til at trække sig, tage en pause, rejse og opleve Verden uden for praktikken er en efterspurgt vare.

Kære unge mennesker som for et øjeblik siden var børn: “Der er ingen forskel på virkelighed og fantasi ….. ikke i fantasien i hvert fald”.

 

//Nan

 

Skandinaviske lottovindere

Skandinaviske lottovindere

Her bor ca. 7 millioner mennesket.

Arealet de bor på, er ikke større end Lolland, som kun huser ca. 100.000 mennesker og som har gennemsnitligt 73 kvm pr. person. Kvadratmeterne i København til sammenligning, byder byboerne på gennemsnitligt 40 kvm pr. person, mens man i metropolen Hongkong fordeler 40 kvm blandt de mange føromtalte millioner mennesker ganske anderledes. Her bor man temmelig tæt, titanisk tæt… nogle steder så tæt, at en 40 kvm lejlighed er inddelt i 20 kasser på hver 170×75 til “beboelse”. Disse kasser eller kister som de også bliver kaldt,  bliver beboet af de allermest fattige i Hongkong og dem skønner man, at der er 200.000 af. Hver femte indbygger lever under fattigdomsgrænsen.

Mange af disse mennesker står i kø til en almenbolig og mens de venter og ikke har noget andet sted at være, kan de leje sig ind i enten en kasse eller eventuelt søge plads i et af de ledige stablede stålbure med bundplade. Alternativt kan de, hvis kræfterne rækker og heldet smiler en smule, ved egen hjælp opføre et ulovligt shelter på toppen af en af de skyhøje skrabere. Uanset hvad de vælger, er det mod betaling. Al uudnyttet plads koster, for der er trangt og dyrt selv for de umenneskelige, uhygiejniske og uanseelige boligformer og er man en af dem, der får tilbudt en lejlighed i et alment boligbyggeri til sig selv og sin familie, skal man ikke forvente mere end 8 kvm tilsammen.

Og jeg går i denne fremmede verdensdel, og tænker på, hvad mennesker står ud med. Hvordan overlevelse vinder over den manglende lyst til selv det mest kummerlige liv. Hvordan hver finder sin vej i livet og jeg tænker på, om det er håbet om og troen på forandring, som af og til rækker hånden frem. Jeg tænker på, om der mon, når det er allermest mørkt og klaustrofobisk bliver tændt et lille lys og om de, hvis og i fald, tænker på hvem der tændte det. At én, nogen eller noget holder et vågent øje med dem og ser, om de lever det liv de er blevet givet, alle uhyrligheder til trods. At de, dem, det der har budt på livet, bliver dem de læner sig op ad, agter og anerkender.

I Hong Kong er størstedelen af befolkningen troende. De er vokset op med at tro på nogen eller noget. Det kan være en Gud, men det kan også være en filosofi, noget spirituelt eller enkelte enkle lærersætninger. Fælles for dem er, at det skaber en vis form for orden. En kosmisk forbindelse mellem det nuværende, men også med de foregående. de mange generationer af generationer af….før os. At være, ikke blot for sig selv, men i åndelig samhørighed med dem eller det, gør mange sig umage med og måske er det netop det, der skaber en form for balance, pligt eller lyst. At (over)leve med den naturlige dynamik i Verden og ikke stille sig i vejen for den. Jeg tænker ikke længere, men

I et land godt styret, er fattigdommen noget at skamme sig over.
I et land dårligt styret, er rigdom noget at skamme sig over.
-Confucius

da jeg kommer tilbage til hotellet, folder jeg hænderne ovenpå den hvide dyne i en af de to senge jeg har fået stillet til rådighed. Puden under mit hovede er blød og fuld af dun, og det er ikke første gang, at jeg beder.

 

//Nan