af talverdenop | jul 19, 2020 | Danmark og Verden, Poesi og sproglige finurligheder
Kære medier, hvilket som helst.
Det var lige ved at lykkes. Det var lige før, at frøet med pårængende og grundlæggende angst, var ved at forplante sig, endog spire og slå dybe rødder. Angst, ikke kun for situationen som den er lige nu, men primært spekulationer for fremtiden, dagen i morgen, hvis den da eventuelt måtte komme. I ved, risikoen ved og sandsynligheden i forbindelse med eller den mulige, eventuelle fare for ….. bekymringer som trækker på den negative rente, bekymringer som tænkeligt ikke bliver, bekymringer som ikke føjer gode og gunstige dage til vores nuværende levede liv.
I opfører jer som bestandigt jagende rovdyr der for at overleve, må nedlægge skrækindjagende overskrifter, som skal vække eller snarere forskrække, det langsommelige livsnydende dovendyr, som samvittighedsfuldt hager sig frem ad livets snoede grene. Gennem generationer har vi bevæget os i livet med en afstemt ro, en anelse uro men altid med en evig og langvarig tiltro. Syns- og høresansen er successivt svækket, men føle- og reaktionsevnen vækket, navnlig hvis nogen lokker med lidt skræk og rædsel,
For at undgå at blive yderlige stækket, skal de daglige ruter evindeligt omlægges for ikke at bedrøves med andres KÆMPE fejl og konflikter, svagheder og tåbeligheder, dumheder, dårskab og livstab. Det føles som om, at skandale og sensations maddingen er krænget om click-bait kloen som man af og til nysgerrigt bider på, i den ellers så velfungerende, kedeligt tenderende hverdag, som mange til trods, befinder sig forbilledligt i.Men eftersmagen ved at gøre det, er er både modbydelig og mismodig.
Men forstår I kære medier, overfodring af indsigt i udelukkende nedadgående spiraler af svagheder og skrækscenarier fører til kvalme, men også til en intention om at ændre indtaget af netop den slags føde. Det er ikke fordi, at jeg ikke interesserer mig for, hvad der sker i Verden omkring mig, men mere om hvad der også sker, i Verden lige omkring mig. Fx er tallene for Covid-19 indlagte i Danmark faldet, til trods for at landet er åbnet, jordbærrene er lige nu søde og ærterne sprøde, man konstaterer, at selv om vi naturligvis har været humørpåvirket som enkeltpersoner og samfund, har vi en enestående evne til at overkomme forandringer. Den slags overskrifter skaber balance iblandt tilværelsens prøvelser og netop disse ville overstiger profetier, betænkeligheder og bange anelser som vi måske, måske ikke, behøver at have eller gøre os. Kun få tager noget for givet, ej heller meget på forskud. Hjælp os med at være her og nu, på både godt og ond. Der er hverken nærvær eller nutid i konstant at bekymre sig om fremtiden.
//Nan
af talverdenop | jun 21, 2020 | Poesi og sproglige finurligheder
“Wha`har do lyst te?, spørger pigen med det lange lige mørke hår og badesandaler.
Den lyshårede maskinklippede unge mand i og 3/4 bukser svarer, at “a ku godt drik et par bajere”.
Han ser over på Biergarten Søndervig, hvor servitricen klædt i hvid bomuldsskjorte med ballonærmer og stramt snøreliv, svinger store fadøl mellem bord- og bænkesættene i gårdhaven, på gågaden. Der bliver røget cigaretter og talt højt med hæse stemmer, hostet og grinet fra rødmossede ansigter, som solen de seneste dage har forkælet. På modsatte side sidder børnefamilier og spiser tricolore softice med tivoli hopping eller en gammeldaws (tre kugler med flødeskum og syltetøj) forstørret og forøget med lyserød guf og flødebolle. På den side af gaden taler ingen for de må koncentrere sig om at få herlighederne slikket i sig, inden al sødmen smelter og servietterne uden sugeevne, stadig ikke rækker.
Eventyret begynder ca. en måned før Søndervig. Danmarks grænser er lukket, vores ferie udenlands er aflyst og en veninde tilbyder mig sin fars sommerhus: “Som I ikke kan leje – kun låne!”, siger hun. Det bliver besluttet og først i uge 25 kører vi til Tarm, en lille stationsby i Vestjylland. Efter noget mere end tre timers kørsel, for enden af en længere grusvej ligger så det lille hus, vi skal tilbringe den kommende uge i. Nøglen hænger nøjagtig som Hans, husets ejer har beskrevet. På spisebordet indenfor ligger en hilsen om at “alt må benyttes og at solbadning i bar røv kan anbefales”. I køleskabet har Hans sat en flaske Champagne og to glas. Gæstfriheden og generøsiteten fra en fremmed, er hjertegribende.
De næste dage går vi lange ture i natur der langt fra minder om de polerede parker eller skikkelige skove. Vi krydser bondens møjsommeligt anlagte kornfyldte marker og hedelandets lyngbeklædte bakker. Omkring os hopper harer og rådyr og farvestrålende fasaner, men idyllen smiler særligt da vi passerer et storkepar som side om side med vilde gæs, hiver orme op ad den fugtige jord. Vi lejer cykler til 50,- i døgnet i tillid og uden depositum og cykler langs fjorden fra Stauning gennem Skjern, fra Søndervig til Hvide Sande, til havnen i Bork og ud til Tipperne. Vi spiser luftige rundstykker med birkes og smør til morgenmad og køber rødspætter fra kutteren der netop har lagt til kaj og nyopgravede kartofler og jordbær fra boden på vejen.
En landmand i blå arbejdsbukser, ternet skjorte og kasket, ser ud over horisonten som syner endeløs. En landkone gelejder køerne over vejen, det er malketid. 
Nikolaj har trukket bord og stole helt ned til den stillestående sø i Hans` have. Pragtvandnymfer flagrer mellem sivene, Bukkeblad og Blåmunke, Kornblomst og Klokke kikker frem i frydhaven ……. Nå ja, der er møg og gylle, slid og slæb, arbejd – arbejd, forberedelser, overvejelser og bestemmelser, mange korte mørke kolde dage, måske for mange og uhensigtsmæssig vejrudsigt og håbløse strukturudviklingsoversigter ….men jeg mærker det ikke.
En Københavner er kommet til Jylland og jeg nøjes ikke med at male det
og hænge det op i en ramme
i en toværelseslejlighed på Nørrebro (Dan Turell)
men køber fuldt ud præmissen om, at: Der er så dejligt ude på landet.(selvsamme)
//Nan
af talverdenop | okt 30, 2019 | Den positive debat, Poesi og sproglige finurligheder
Nogen foretrækker at holde ferie og fri ved at vende tilbage til det de kender, genkendelsens glæde, siger man. Få gange er jeg vendt tilbage til steder jeg har været før, men primært er jeg rejst til byer eller lande, jeg ikke kender eller ved meget lidt om. En betjent på Christiansborg anbefalede os at tage til Slovenien, hans hjemland som han kaldte: “Den solrige side” eller “Europas gemte perle”, hvor naturen er overvældende og klimaet mildt, på denne tid af året. Omkring halvdelen af landet er dækket af skov, der er orienterings afmærkede stier i alperne, mad og vin ligger tæt op ad grænselandet Italiens og efterårsfarverne forbilledlige og forførende. Vi ankom derfor til Ljubljana i onsdags.
Slovenien er et storslået lilleput land med blot to millioner mennesker på et areal, halvt så stort som Danmark. At bevæge sig rundt der, er som at træde ind i et velordnet maleri fra romantikken. Toppen af Triglav toner frem som det højeste af de Julliske alper, en af de mange bjergkæder som omkranser landet. Der er bjerg- og skovsøer, kilder, vandfald og floder, grønne græsenge, dale og sletter og så er der mangfoldige marker og dyrefold i mindre flokke frit “bjældende omkring” i landskabet. I dalene ligger små velordnede hytter eller huse med Perlagoner i usete størrelser foran vinduerne og skodder med hjerter slået op. Foran husene er der træ-konstruktioner med plads til traktor og trillebør, arkitektbyggede brændestakke og vilkårligt anlagte nyttebede.
Slovenerne er afdæmpede, uprætentiøse, foretagsomme, religiøse og med stort hjerterum og et dybfølt ønske om at forstå og imødekomme. De svarer gerne på spørgsmål, er meget behjælpelige og kommer med forslag, men beslutningen om, hvad du vil spise, hvilken rute du vil tage eller om du vil gå højre eller venstre om, vil de ikke træffe for dig. Forståelsen for hvorfor, indfinder sig når man bevæger sig op i højderne (vi besteg ca. 2,5 km bjerge) eller ned, (vi roede kajak i en nedlagt mine i 700 m. dybde), Tanken bag er at, “naturen er lige her – brug den med omtanke. Hvorhen og hvordan? Valget er dit”.
Vi har været ude i en uge, i omgivelser hvor hvert sving, hver op- eller ned stingning har taget vejret fra os og ordet bjergtaget, fået bogstavelig mening. Slovenien er fortryllende og eventyrligt, magisk og mageløst og selv om plæner er anlagt og marker er dyrket er mestendels ikke menneskeskabt, men af moder natur selv. Vi så hende iklædt sin prægtigste kollektion.
//Nan
Solen kigger frem bag en alpetop. Bjergsøen er blank og alt omkring bliver spejlet. Vi sidder i en omsluttende stilhed og lytter til hinandens åndedræt “Hørte du det”, spørger jeg. “Der er noget der pusler”.
“I denne Verden er der kun os”, siger Nikolaj og “så det blad der faldt gennem grenene og lagde sig sammen med de andre”.
af talverdenop | sep 17, 2019 | Poesi og sproglige finurligheder
“Jeg undrer mig over, hvor du finder tiden til at være på de sociale medier”, siger han. Hun har gjort sig det klart og hun ved, at der forsvinder forsømmelig fordybelse, når hun bladrer igennem sine virtuelle venners, lykønskninger, letkøbte og dybtfølte, men svært opfyldte leveregler, personlige præstationer, pragtfulde planteverdner, succes og suppehøne, frydefulde aftner og smertefulde stunder, selvberoende stjerner og forstillede stilleben…. Hun sender likes og hjerter og forsvarer sig med at ville følge….med? og han spørger:
“Synes du, at der er noget jeg går glip af”.
Men hun kan lide idéen om, et tilgængeligt værested, et netværk af mennesker som står til rådighed for hinanden, muligheden for at samle sig og dele viden,velvilje og venskab. Hun bryder sig også om det forfinede, forskønnede foto af den ellers så genkendelige, gennemskuelige hverdag – HVER dag – set gennem andre øjne, fra et andet sted … en eller anden.
EN eller anden
gir dig et navn
drømmer med på din drøm
følger dig i sin hånd
lærer dig at gå
En eller anden
gir dig succes
sparker dig ned så ved du hvem du er
gir dig sit hjerte rødt
vil ha dig til du skal dø så ved vi hvem vi er
Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden
for mig er der kun dig
ku ikke erstatte dig så ved du hvem du er
Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden
for mig var der kun dig
ku ikke erstatte dig
(Lars Hug, “Vi er en stor familie”)
Han derimod læser tidsskrifter, interesserer sig for litteratur og holder trit med Verdens tidende. Han ved mangt om meget og meget lidt om andet. Han begår og forstår og som hun formår han at skabe relationer, ventilere og kommunikere og hun beundrer ham for at finde tiden – T I D E N. Naturens måde at undgå, at alting sker på samme tid (Wheeler) Det vi har tilfælles, men prioriterer så forskelligt. Måske er det ikke så afgørende, om det er det faktuelle eller virtuelle, snarere tiden vi bruger der og hvad og hvorfor vi deler noget med hinanden. Måske er det tanken om, at der er en afsender og en modtager, en vi ved hvem er og ikke og at meget af det vi gør,, er med henblik på noget andet. Måske … “Lad os ende med ordet “bevidsthed“”, siger han. “Det er et godt ord”, siger hun. “En velovervejet beslutning, styret af en tanke eller en vilje og ikke bare en bevidstløs beskæftigelse”.
Det er der det ender. Hun fortsætter med at være på de sociale medier, mens han er foruden. Den uomgængelige tid forsvinder og forgår eller bare går, med samvær og selvværd som kan være lige meget værd …. især hvis man husker at skrive hvad man har på hjerte eller vedhæfter et foto som kan deles….
Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden
//Nan
af talverdenop | maj 14, 2019 | Poesi og sproglige finurligheder
Det var ikke uventet, snarere tværtimod. Alligevel kom det som den største nyhed på dagen, at der skal afholdes Folketingsvalg. Mange havde da også set frem til netop den nyhed og glædede sig sammen over denne 170 år gamle mulighed og ret til at stemme på en kandidat, en repræsentant og medborger hvis meninger matcher ens egne.
Selv mærkede jeg en alt for tidlig udmattet overmæthed frem for en astronomisk appetit som over de kommende uger, let kunne blive stillet tilfreds. Morgen, middag og aften vil der frem til afholdelsen af FV19, være rig mulighed for flokkevis af godbidder og løsrevne lunser. Der vil blive slået store brød op, bidt til bolle, gjort kål på og gået agurk. Der vil blive presset citroner, trådt i spinaten og hårde bananer vil høste frugten.
Så mange andre aspekter af livet er styret af demokratiske udramatiske beslutninger. Hjemme som ude er man over tid blevet enige om hvordan og hvorledes, under hvilke og hvorfor, hvor mange og til hvem, hvorfra og hvorfor og en eller anden form for konsensus eller konvergens opstår og forfølges eller opleves og efterprøves. Fælles er ønsket, om at få det til at fungere. …. Vi stiller tilbage til Folketingsvalget.De kommende uger vil der blive afsløret og afkrævet. Der vil blive anklaget og antændt en an- og højspændt sprængning af overfusninger, nedværdigelser og irettesættelser, Dernæst vil journalister analysere og evaluere, endog og gerne verificere og pointere. Upartiske men kritiske, værdineutrale men med ord som er ladet med….
Jeg vender tilbage til kødgryderne og drømmer om, at der kommer andre boller på suppen.
For, man bliver hurtigt træt og mæt og milevidt slidt når samtalen er primitiv og møg beskidt. Det bliver så uforståeligt og rodet, så påståeligt og pinligt og så mega meget imod. For hvorfor skal vi fremhæve uenigheder frem for ligheder, tilbagevise frem for at påskønne? Hvorfor skal vi vise mistro frem for tiltro, finde fejl frem for udfald …. sammenfald ….
Lysindfald …
finde det sted hvor stemmerne gerne må være mangeartede, men konstruktive og forbilledlig kammeratlige eller kollegiale? Det sted hvor man Ikke sætte andre i dårligt lys, eller forklejner, men tænde sit eget og istedet forklarer.
Vores yngste datter skal stemme til Folketingsvalget for første gang på Grundlovsdag d. 5. juni. Jeg har et ønske om, at der bliver talt til hende og alle os andre, i et sprog vi vil lytte til på alle plausible platforme. Jeg har et ønske om at give indtryk af, at ikke alle er bindegale, men også helt normale og kan føre en ganske almindelig samtale. Jeg har et ønske om at vi, selv om vi har forskellige opfattelser, kan tale sammen i håbet om at skabe sammen.
Optimisme er en livsstil.
//Nan
af talverdenop | apr 18, 2019 | Poesi og sproglige finurligheder
Mens helikopteren fortsat roterer
bruger vi dagene til at diskutere
Kan man tie nogen ihjel
Kan man lykkes med at ignorere
Kan man distancere ved at blokere
Lade passere uden at reagere
Det er jo ikke værd at memorere
fra en der insisterer
på at provokere
Overbærenhed vil jeg tatovere
i panden mens jeg reciterer
at vi sagtens kan isolere
den der vil manipulere
Af og til
Skal man dele og debattere
andre …
pacificere og persiflere
Det gør livet til et bedre sted at være
//Nan
Side 1 af 612345...»Sidste »
