Ikke alt der tæller kan tælles…

Ikke alt der tæller kan tælles…

“Jeg undrer mig over, hvor du finder tiden til at være på de sociale medier”, siger han. Hun har gjort sig det klart og  hun ved, at der forsvinder forsømmelig fordybelse, når hun bladrer igennem sine virtuelle venners, lykønskninger, letkøbte og dybtfølte, men svært opfyldte leveregler,  personlige præstationer, pragtfulde planteverdner, succes og suppehøne, frydefulde aftner og smertefulde stunder, selvberoende stjerner og forstillede stilleben…. Hun sender likes og hjerter og forsvarer sig med at ville følge….med? og han spørger:

“Synes du, at der  er noget jeg går glip af”. 

Men hun kan lide idéen om, et tilgængeligt værested, et netværk af mennesker som står til rådighed for hinanden, muligheden for at samle sig og dele viden,velvilje og venskab. Hun bryder sig også om det forfinede, forskønnede foto af den ellers så genkendelige, gennemskuelige hverdag – HVER dag – set gennem andre øjne, fra et andet sted … en eller anden.

EN eller anden

gir dig et navn
drømmer med på din drøm
følger dig i sin hånd
lærer dig at gå
En eller anden

gir dig succes
sparker dig ned så ved du hvem du er
gir dig sit hjerte rødt
vil ha dig til du skal dø så ved vi hvem vi er

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie

En eller anden

for mig er der kun dig
ku ikke erstatte dig så ved du hvem du er

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden

for mig var der kun dig
ku ikke erstatte dig

(Lars Hug, “Vi er en stor familie”)

 

Han derimod læser tidsskrifter, interesserer sig for  litteratur og holder trit med Verdens tidende. Han ved mangt om meget og meget lidt om andet. Han begår og forstår og som hun formår han at skabe relationer, ventilere og kommunikere og hun beundrer ham for at finde tiden – T I D E N. Naturens måde at undgå, at alting sker på samme tid (Wheeler) Det vi har tilfælles, men prioriterer så forskelligt. Måske er det ikke så afgørende, om det er det faktuelle eller virtuelle, snarere tiden vi bruger der og hvad og hvorfor vi deler noget med hinanden. Måske er det tanken om, at der er en afsender og en modtager, en vi ved hvem er og ikke og at meget af det vi gør,, er med henblik på noget andet. Måske …  “Lad os ende med ordet “bevidsthed“”, siger han. “Det er et godt ord”, siger hun. “En velovervejet beslutning, styret af en tanke eller en vilje og ikke bare en bevidstløs beskæftigelse”. 

 Det er der det ender. Hun fortsætter med at være på de sociale medier, mens han er foruden. Den uomgængelige tid forsvinder og forgår eller bare går, med samvær og selvværd som kan være lige meget værd …. især hvis man husker at skrive hvad man har på hjerte eller vedhæfter et foto som kan deles….

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden

//Nan

Tilbage til tonen

Tilbage til tonen

Det var ikke uventet, snarere tværtimod. Alligevel kom det som den største nyhed på dagen, at der skal afholdes Folketingsvalg. Mange havde da også set frem til netop den nyhed og glædede sig sammen over denne 170 år gamle mulighed og ret til at stemme på en kandidat, en repræsentant og medborger hvis meninger matcher ens egne.

 

Selv mærkede jeg en alt for tidlig udmattet overmæthed frem for en astronomisk appetit som over de kommende uger, let kunne blive stillet tilfreds. Morgen, middag og aften vil der frem til afholdelsen af FV19,  være rig mulighed for flokkevis af godbidder og løsrevne lunser. Der vil blive slået store brød op, bidt til bolle, gjort kål på og gået agurk. Der vil blive presset citroner, trådt i spinaten og hårde bananer vil høste frugten. 

 

Så mange andre aspekter af livet er styret af demokratiske udramatiske beslutninger. Hjemme som ude er man over tid blevet enige om hvordan og hvorledes, under hvilke og hvorfor, hvor mange og til hvem, hvorfra og hvorfor og en eller anden form for konsensus eller konvergens opstår og forfølges eller opleves og efterprøves.  Fælles er ønsket, om at få det til at fungere. …. Vi stiller tilbage til Folketingsvalget.De kommende uger vil der blive afsløret og afkrævet. Der vil blive anklaget og antændt en an- og højspændt sprængning af overfusninger, nedværdigelser og irettesættelser, Dernæst vil journalister analysere og evaluere, endog og gerne verificere og pointere. Upartiske men kritiske, værdineutrale men med ord som er ladet med….

Jeg vender tilbage til kødgryderne og drømmer om, at der kommer andre boller på suppen.

 

For, man bliver hurtigt træt og mæt og milevidt slidt når samtalen er primitiv og møg beskidt. Det bliver så uforståeligt og rodet, så påståeligt og pinligt og så mega meget imod. For hvorfor skal vi fremhæve uenigheder frem for ligheder, tilbagevise frem for at påskønne? Hvorfor skal vi vise mistro frem for tiltro, finde fejl frem for udfald …. sammenfald ….

Lysindfald

finde det sted hvor stemmerne gerne må være mangeartede, men konstruktive og forbilledlig kammeratlige eller kollegiale? Det sted hvor man Ikke sætte andre i dårligt lys, eller forklejner, men tænde sit eget og istedet forklarer. 

Vores yngste datter skal stemme til Folketingsvalget for første gang på Grundlovsdag d. 5. juni. Jeg har et ønske om, at der bliver talt til hende og alle os andre, i et sprog vi vil lytte til på alle plausible platforme. Jeg har et ønske om at give indtryk af, at ikke alle er bindegale, men også helt normale og kan føre en ganske almindelig samtale. Jeg har et ønske om at vi, selv om vi har forskellige opfattelser, kan tale sammen i håbet om at skabe sammen.

Optimisme er en livsstil.  

//Nan

Lyttefrihed

Lyttefrihed

Mens helikopteren fortsat roterer

bruger vi dagene til at diskutere

Kan man tie nogen ihjel

Kan man lykkes med at ignorere

Kan man distancere ved at blokere

Lade passere uden at reagere

Det er jo ikke værd at memorere

fra en der insisterer

på at provokere

Overbærenhed vil jeg tatovere

i panden mens jeg reciterer

at vi sagtens kan isolere

den der vil manipulere

 

Af og til

Skal man dele og debattere

andre  …

pacificere og persiflere

 

Det gør livet til et bedre sted at være

 

//Nan

Værdighed udspringer ikke af tilfældigheder

Værdighed udspringer ikke af tilfældigheder

 »Dignity always wins«, siger dr. Donald Shirtey i filmen Green Book, instrueret af Peter Farrely. Scenen er 1962 hvor pianisten dr. Shirley hyrer en chauffør til at transportere sig rundt og være bodyguard for sig, på en turne i sydstaternes endnu stærkt raceprægede USA. Chaufføren Tony ”The Lip” Vallelonga er af italiensk-amerikansk afstamning, mens den berømte pianist er af afro-amerikansk. Filmen viser det fine venskab og den gensidige respekt, som udvikles mellem de to som er fra hver sin sociale klasse, hver sin race og hver sin seksuelle overbevisning. Filmen viser også hvordan dr. Shirley på sin rejse ydmyges både fysisk og psykisk, men især, hvordan han  ”overlever” fordi værdighed altid vinder. Modsat sin chauffør lægger han aldrig hånd på, men udnytter evnen til at udtrykke sig, hvordan han undgår at bruge sproget, når han vurderer det unødvendigt, og når han gør, altid ytrer sig velovervejet og velartikuleret. 

Det er vel en form for værktøj, sproget. Vi er født med det, men bruger det på hver vores måde og som så mange andre håndværk findes der faglærte og autodidakte, kompetente og mindre kompetente, de imponerende og flatterende, de velformulerende og selvsupplerende, men også de møgirriterende, insisterende og ord reducerende … hvem der tilhører hvilken kategori, er selvfølgelig individuelt afhængig, af modtagerens adressefelt, men de fleste genkender den der gør sig umage – uden selvsagt at selvsmage.

Man kan begynde med værdighed som indeholder ordene værdig hed, men også værdi og ed. For mig, et udtryk for at være til, men også at behandle andre, på en værdig måde. Ord-delen hed, har oprindeligt vær et et ord man kunne udtrykke alene og betød, ”måden” blev senere sat bag et adjektiv og her blev det til ”måden at være”, i ovenstående tilfælde, måden at være værdig på. Ed er muligvis lidt højtideligt, men i udgangspunkt er det blot en bekræftelse af et løfte eller, et udsagns rigtighed, altså en bestræbelse på at holde det man lover, ikke mindst over for sig selv. En kvalitet af største betydning, måske i livet, den største værdi.

Mange mener, at sproget skaber Verden andre, at ”I begyndelsen var ordet”. Uanset om det kom først eller bliver det sidste, er det svært at komme uden om, at vi selv er med til at forme og skabe, så hvorfor ikke, gøre os umage? Hvorfor ikke forsøge, at tale Verden op i både stridsomme, fornuftsstridige og skammelige øjeblikke og insistere på at blive der, i de smukke, og sødmefyldte alt imens, vi bevarer værdigheden.

‘You never win with violence. You only win when you maintain your dignity.‘ – dr. Don Shirley

 

 

//Nan

It is quiet shhh shhh

It is quiet shhh shhh

“Ja, ja….jeg er lige landet. Jeg troede, at vi havde en aftale om, at du skulle hente mig? Istedet måtte jeg halte afsted med to kufferter og fire papirsposer. Ingen kunne komme forbi mig på rulletrappen…. bla bla …. Du må i det mindste kunne komme og hente mig på stationen? Jeg skal jo videre til lægen … bla bla…. Fik en tid lidt akut….det er jo ikke noget man skal gå for længe med….” 

Nogen, læser op af et postkort som ikke er til mig. Nogen, har skubbet mig ind i et soveværelse hvor jeg ikke kender de to som ligger i sengen. Nogen, har inddraget mig i forhold jeg ikke kender til, konsekvenser jeg ikke ønsker at være en del af, en privat fortælling i et lukket, men offentligt rum.  

“Undskyld”, siger jeg, mens jeg smiler forlegent, men dette er en stillekupe. Jeg peger hen på skiltet med en finger som holder for de spidsede læber og fra sekundet inden, til sekundet efter jeg har sagt undskyld, hører jeg selv, at jeg er blevet ældre. 

 

Ikke mange steder er der stilhed, men stadig stigende støj skabt af os selv. Mennesker og maskiner dominerer og regerer, der rasles, krattes og skrattes, skrues højt –  højere – højst op for højtalere og høretelefoner for til sidst at ende med høreapparater som skal hjælpe os med at høre igen. Der bliver puffet og skubbet, aset og maset i rummet hvor høj støj, er brudt gennem lydmuren og hvor stilhed og samfundssind forskrækker, i form af fravær. 

Telefonsamtalen drejer sig nu om mig, mens øjne og hænder beskriver, hvor besværligt det er, at forlade kupéen. Rullekufferter og papirsposer bliver trukket gennem den smalle dør, vrissent og voldsomt, højlydt og fortørnet over den manglende forståelse….

Jeg ser mig forsigtigt omkring og en ældre herre – måske vi er jævnaldrende – nikker, smiler og siger: “Hun kunne i det mindste have sat medhør på, så vi kunne have haft glæde af at høre den anden version af historien”.

 

And so peacefull untill……

//Nan

Træd et skridt til side, før du selv træder ind

Træd et skridt til side, før du selv træder ind

“Kan vi komme tættere på hinanden?” spurgte hun. “Skal vi?” svarede han.

Hun havde kendt ham siden folkeskolen og genkaldte nu et rørende øjeblik, for mere end 30 år siden. Han havde grædt og fortrudt og  fortalt, at lige netop den del, den intimitet, det øjeblik, ville han gerne have gemt og kun haft, med sin kommende kone. Tårerne var kommet uventet og han følte sig afklædt og glasklar. Hun og han var ellers bedste venner, tæt besjælet, personlige og private, men hvor der for hende ikke var nogen grænser for, hvad hun ville dele med ham, nærede hun stor respekt for, at han havde ville beholde en lille flig af sig selv, hun aldrig skulle have set. Når hun tænkte efter, var det måske netop de mennesker hun havde mødt i livet, hun nærede den allerstørste respekt for; De, der lod lidt tilbage, de der kontinuerligt overraskede, ved at lade lidt til gode. Det både udfordrede, nærede og motiverede hele livet at bevæge sig langsomt, for hvert møde komme lidt tættere på, men muligvis, eller højst sandsynligt, aldrig helt ind under.

Den lille episode fandt sted, en nytårsaften for mere end 35 år siden. Tider skifter, nye generationer sætter tonen og det at holde noget for sig selv, være privat, er for mange for evigt forandret. Døren er blevet sparket ind og gardinerne flået ned fra vinduerne. Vi har givet hinanden lov til at kigge med, kigge ind og nyde udsigte fra første række. Alle får mulighed for at tage del i alting og ikke et øjeblik, skal holdes inden for de få. For når regnbuen er smukkest eller græsplænen er nyslået, når børn og hunde har fødselsdag eller forældrene, bryllupsdag skal det deles. En nyindkøbt blomstret kjole eller en strandkant hvor bare ben er ude for at sole,  tips til rejsedestinationer eller links til nyhedsinformationer….. Vi poster når vi magter og når vi mister. Vi involverer og inkluderer og reserverer kun lidt – om noget – til de få og sjældent kun til den eneste ene.

De sociale medier giver os muligheden for at dele og netop det ord,  er jo både sympatisk og tillokkende  Tænk sig, at venskaber foldes ud i fællesskaber med adgang til klæde- og kundskaber og vi deler …  deler ud, deler meninger, momenter og løsrevne komponenter med hinanden. Døgnet rundt er tæppet trukket og forestillingen, transparent og let tilgængelig. Hvis man kan lide det man ser, kan man betale med den sociale valuta, kvittere og “like” så oxytocin, endorfin og serotonin breder sig hos aktørerne. Man kan gå til og fra, logge ind og ud ad den 3. virkelighed, blive chokeret, indigneret, intimideret og provokeret, men også flatteret, interesseret og smigret. Det er et tilbud og man kan bruge det om og som man vil, være stjerne, statist eller seer. Showet er for alle og holdes i gang af os selv – nogen transmitterer, andre kommenterer – fra man logger til man blokker.

Der er langt imellem et glimt, af et uventet øjeblik. Alting sker for en eller anden, et eller andet sted. Den medfødte motivation, nysgerrigheden på og efter, er blevet svækket og erstattet af en bladren gennem gentagelser af informationer, som ligner dem fra dagen før.  Ligegyldige vinde blæser gennem det åbne vindue til det hudløst ærlige, det uden filter og det ublu. Scenen er sat, spot, lys og lyd: Vi er på.

“Kan vi komme tættere på hinanden?” spurgte hun. “Skal vi?” svarede han.

 

//Nan