Lyden af et blad der falder

Lyden af et blad der falder

Nogen foretrækker at holde ferie og fri ved at vende tilbage til det de kender,  genkendelsens glæde, siger man. Få gange er jeg vendt tilbage til steder jeg har været før, men primært er jeg rejst til byer eller lande, jeg ikke kender eller ved meget lidt om. En betjent på Christiansborg anbefalede os at tage til Slovenien, hans hjemland som han kaldte: “Den solrige side” eller “Europas gemte perle”, hvor naturen er overvældende og klimaet mildt, på denne tid af året. Omkring halvdelen af landet er dækket af skov, der er orienterings afmærkede stier i alperne, mad og vin ligger tæt op ad grænselandet Italiens og efterårsfarverne forbilledlige og forførende.  Vi ankom derfor til Ljubljana i onsdags.

 

 


Slovenien er et storslået lilleput land med blot to millioner mennesker på et areal, halvt så stort som Danmark. At bevæge sig rundt der, er som at træde ind i et velordnet maleri fra romantikken. Toppen af Triglav toner frem som det højeste af de Julliske alper, en af de mange bjergkæder som omkranser landet. Der er bjerg- og skovsøer, kilder, vandfald og floder, grønne græsenge, dale og sletter og så er der mangfoldige marker og dyrefold i mindre flokke frit “bjældende omkring” i landskabet.  I dalene ligger små velordnede hytter eller huse med Perlagoner i usete størrelser foran vinduerne og skodder med hjerter slået op. Foran husene er der træ-konstruktioner med plads til traktor og trillebør, arkitektbyggede brændestakke og vilkårligt anlagte nyttebede. 

Slovenerne er afdæmpede, uprætentiøse, foretagsomme, religiøse og med stort hjerterum og et dybfølt ønske om at forstå og imødekomme. De svarer gerne på spørgsmål, er meget behjælpelige og kommer med forslag, men beslutningen om, hvad du vil spise, hvilken rute du vil tage eller om du vil gå højre eller venstre om, vil de ikke træffe for dig.  Forståelsen for hvorfor, indfinder sig når man bevæger sig op i højderne (vi besteg ca. 2,5 km bjerge) eller ned,  (vi roede kajak i en nedlagt mine i 700 m. dybde), Tanken bag er at, “naturen er lige her – brug den med omtanke. Hvorhen og hvordan? Valget er dit”.

 



 

Vi har været ude i en uge, i omgivelser hvor hvert sving, hver op- eller ned stingning har taget vejret fra os og ordet bjergtaget, fået bogstavelig mening. Slovenien er fortryllende og eventyrligt, magisk og mageløst og selv om plæner er anlagt og marker er dyrket er mestendels ikke menneskeskabt, men af moder natur selv. Vi så hende iklædt sin prægtigste kollektion. 

 

 

//Nan

 

Solen kigger frem bag en alpetop. Bjergsøen er blank og alt omkring bliver spejlet. Vi sidder i en omsluttende stilhed og lytter til hinandens åndedræt “Hørte du det”, spørger jeg. “Der er noget der pusler”.

“I denne Verden er der kun os”, siger Nikolaj og “så det blad der faldt gennem grenene og lagde sig sammen med de andre”.

 

Ikke alt der tæller kan tælles…

Ikke alt der tæller kan tælles…

“Jeg undrer mig over, hvor du finder tiden til at være på de sociale medier”, siger han. Hun har gjort sig det klart og  hun ved, at der forsvinder forsømmelig fordybelse, når hun bladrer igennem sine virtuelle venners, lykønskninger, letkøbte og dybtfølte, men svært opfyldte leveregler,  personlige præstationer, pragtfulde planteverdner, succes og suppehøne, frydefulde aftner og smertefulde stunder, selvberoende stjerner og forstillede stilleben…. Hun sender likes og hjerter og forsvarer sig med at ville følge….med? og han spørger:

“Synes du, at der  er noget jeg går glip af”. 

 



 

Men hun kan lide idéen om, et tilgængeligt værested, et netværk af mennesker som står til rådighed for hinanden, muligheden for at samle sig og dele viden,velvilje og venskab. Hun bryder sig også om det forfinede, forskønnede foto af den ellers så genkendelige, gennemskuelige hverdag – HVER dag – set gennem andre øjne, fra et andet sted … en eller anden.

EN eller anden

gir dig et navn
drømmer med på din drøm
følger dig i sin hånd
lærer dig at gå
En eller anden

gir dig succes
sparker dig ned så ved du hvem du er
gir dig sit hjerte rødt
vil ha dig til du skal dø så ved vi hvem vi er

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie

En eller anden

for mig er der kun dig
ku ikke erstatte dig så ved du hvem du er

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden

for mig var der kun dig
ku ikke erstatte dig

(Lars Hug, “Vi er en stor familie”)

 



  

Han derimod læser tidsskrifter, interesserer sig for  litteratur og holder trit med Verdens tidende. Han ved mangt om meget og meget lidt om andet. Han begår og forstår og som hun formår han at skabe relationer, ventilere og kommunikere og hun beundrer ham for at finde tiden – T I D E N. Naturens måde at undgå, at alting sker på samme tid (Wheeler) Det vi har tilfælles, men prioriterer så forskelligt. Måske er det ikke så afgørende, om det er det faktuelle eller virtuelle, snarere tiden vi bruger der og hvad og hvorfor vi deler noget med hinanden. Måske er det tanken om, at der er en afsender og en modtager, en vi ved hvem er og ikke og at meget af det vi gør,, er med henblik på noget andet. Måske …  “Lad os ende med ordet “bevidsthed“”, siger han. “Det er et godt ord”, siger hun. “En velovervejet beslutning, styret af en tanke eller en vilje og ikke bare en bevidstløs beskæftigelse”. 

 Det er der det ender. Hun fortsætter med at være på de sociale medier, mens han er foruden. Den uomgængelige tid forsvinder og forgår eller bare går, med samvær og selvværd som kan være lige meget værd …. især hvis man husker at skrive hvad man har på hjerte eller vedhæfter et foto som kan deles….

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden

//Nan

 

Tilbage til tonen

Tilbage til tonen

Det var ikke uventet, snarere tværtimod. Alligevel kom det som den største nyhed på dagen, at der skal afholdes Folketingsvalg. Mange havde da også set frem til netop den nyhed og glædede sig sammen over denne 170 år gamle mulighed og ret til at stemme på en kandidat, en repræsentant og medborger hvis meninger matcher ens egne.

Selv mærkede jeg en alt for tidlig udmattet overmæthed frem for en astronomisk appetit som over de kommende uger, let kunne blive stillet tilfreds. Morgen, middag og aften vil der frem til afholdelsen af FV19,  være rig mulighed for flokkevis af godbidder og løsrevne lunser. Der vil blive slået store brød op, bidt til bolle, gjort kål på og gået agurk. Der vil blive presset citroner, trådt i spinaten og hårde bananer vil høste frugten.

Så mange andre aspekter af livet er styret af demokratiske udramatiske beslutninger. Hjemme som ude er man over tid blevet enige om hvordan og hvorledes, under hvilke og hvorfor, hvor mange og til hvem, hvorfra og hvorfor og en eller anden form for konsensus eller konvergens opstår og forfølges eller opleves og efterprøves.  Fælles er ønsket, om at få det til at fungere. …. Vi stiller tilbage til Folketingsvalget.De kommende uger vil der blive afsløret og afkrævet. Der vil blive anklaget og antændt en an- og højspændt sprængning af overfusninger, nedværdigelser og irettesættelser, Dernæst vil journalister analysere og evaluere, endog og gerne verificere og pointere. Upartiske men kritiske, værdineutrale men med ord som er ladet med….

Jeg vender tilbage til kødgryderne og drømmer om, at der kommer andre boller på suppen.

For, man bliver hurtigt træt og mæt og milevidt slidt når samtalen er primitiv og møg beskidt. Det bliver så uforståeligt og rodet, så påståeligt og pinligt og så mega meget imod. For hvorfor skal vi fremhæve uenigheder frem for ligheder, tilbagevise frem for at påskønne? Hvorfor skal vi vise mistro frem for tiltro, finde fejl frem for udfald …. sammenfald ….

Lysindfald

finde det sted hvor stemmerne gerne må være mangeartede, men konstruktive og forbilledlig kammeratlige eller kollegiale? Det sted hvor man Ikke sætte andre i dårligt lys, eller forklejner, men tænde sit eget og istedet forklarer.

Vores yngste datter skal stemme til Folketingsvalget for første gang på Grundlovsdag d. 5. juni. Jeg har et ønske om, at der bliver talt til hende og alle os andre, i et sprog vi vil lytte til på alle plausible platforme. Jeg har et ønske om at give indtryk af, at ikke alle er bindegale, men også helt normale og kan føre en ganske almindelig samtale. Jeg har et ønske om at vi, selv om vi har forskellige opfattelser, kan tale sammen i håbet om at skabe sammen.

Optimisme er en livsstil.

 

//Nan

 

Lyttefrihed

Lyttefrihed

Mens helikopteren fortsat roterer

bruger vi dagene til at diskutere

Kan man tie nogen ihjel

Kan man lykkes med at ignorere

Kan man distancere ved at blokere

Lade passere uden at reagere

Det er jo ikke værd at memorere

fra en der insisterer

på at provokere

Overbærenhed vil jeg tatovere

i panden mens jeg reciterer

at vi sagtens kan isolere

den der vil manipulere

Af og til

Skal man dele og debattere

andre  …

pacificere og persiflere

Det gør livet til et bedre sted at være

 

//Nan

 

Værdighed udspringer ikke af tilfældigheder

Værdighed udspringer ikke af tilfældigheder

 »Dignity always wins«, siger dr. Donald Shirtey i filmen Green Book, instrueret af Peter Farrely. Scenen er 1962 hvor pianisten dr. Shirley hyrer en chauffør til at transportere sig rundt og være bodyguard for sig, på en turne i sydstaternes endnu stærkt raceprægede USA. Chaufføren Tony ”The Lip” Vallelonga er af italiensk-amerikansk afstamning, mens den berømte pianist er af afro-amerikansk. Filmen viser det fine venskab og den gensidige respekt, som udvikles mellem de to som er fra hver sin sociale klasse, hver sin race og hver sin seksuelle overbevisning. Filmen viser også hvordan dr. Shirley på sin rejse ydmyges både fysisk og psykisk, men især, hvordan han  ”overlever” fordi værdighed altid vinder. Modsat sin chauffør lægger han aldrig hånd på, men udnytter evnen til at udtrykke sig, hvordan han undgår at bruge sproget, når han vurderer det unødvendigt, og når han gør, altid ytrer sig velovervejet og velartikuleret. 

Det er vel en form for værktøj, sproget. Vi er født med det, men bruger det på hver vores måde og som så mange andre håndværk findes der faglærte og autodidakte, kompetente og mindre kompetente, de imponerende og flatterende, de velformulerende og selvsupplerende, men også de møgirriterende, insisterende og ord reducerende … hvem der tilhører hvilken kategori, er selvfølgelig individuelt afhængig, af modtagerens adressefelt, men de fleste genkender den der gør sig umage – uden selvsagt at selvsmage.

 

 

Man kan begynde med værdighed som indeholder ordene vær– dig – hed, men også værdi og ed. For mig, et udtryk for at være til, men også at behandle andre, på en værdig måde. Ord-delen hed, har oprindeligt vær et et ord man kunne udtrykke alene og betød, ”måden” blev senere sat bag et adjektiv og her blev det til ”måden at være”, i ovenstående tilfælde, måden at være værdig på. Ed er muligvis lidt højtideligt, men i udgangspunkt er det blot en bekræftelse af et løfte eller, et udsagns rigtighed, altså en bestræbelse på at holde det man lover, ikke mindst over for sig selv. En kvalitet af største betydning, måske i livet, den største værdi.

Mange mener, at sproget skaber Verden andre, at ”I begyndelsen var ordet”. Uanset om det kom først eller bliver det sidste, er det svært at komme uden om, at vi selv er med til at forme og skabe, så hvorfor ikke, gøre os umage? Hvorfor ikke forsøge, at tale Verden op i både stridsomme, fornuftsstridige og skammelige øjeblikke og insistere på at blive der, i de smukke, og sødmefyldte alt imens, vi bevarer værdigheden.

‘You never win with violence. You only win when you maintain your dignity.‘ – dr. Don Shirley

 

//Nan

It is quiet shhh shhh

It is quiet shhh shhh

“Ja, ja….jeg er lige landet. Jeg troede, at vi havde en aftale om, at du skulle hente mig? Istedet måtte jeg halte afsted med to kufferter og fire papirsposer. Ingen kunne komme forbi mig på rulletrappen…. bla bla …. Du må i det mindste kunne komme og hente mig på stationen? Jeg skal jo videre til lægen … bla bla…. Fik en tid lidt akut….det er jo ikke noget man skal gå for længe med….” 

Nogen, læser op af et postkort som ikke er til mig. Nogen, har skubbet mig ind i et soveværelse hvor jeg ikke kender de to som ligger i sengen. Nogen, har inddraget mig i forhold jeg ikke kender til, konsekvenser jeg ikke ønsker at være en del af, en privat fortælling i et lukket, men offentligt rum.  

“Undskyld”, siger jeg, mens jeg smiler forlegent, men dette er en stillekupe. Jeg peger hen på skiltet med en finger som holder for de spidsede læber og fra sekundet inden, til sekundet efter jeg har sagt undskyld, hører jeg selv, at jeg er blevet ældre. 

 

Ikke mange steder er der stilhed, men stadig stigende støj skabt af os selv. Mennesker og maskiner dominerer og regerer, der rasles, krattes og skrattes, skrues højt –  højere – højst op for højtalere og høretelefoner for til sidst at ende med høreapparater som skal hjælpe os med at høre igen. Der bliver puffet og skubbet, aset og maset i rummet hvor høj støj, er brudt gennem lydmuren og hvor stilhed og samfundssind forskrækker, i form af fravær.

 

Telefonsamtalen drejer sig nu om mig, mens øjne og hænder beskriver, hvor besværligt det er, at forlade kupéen. Rullekufferter og papirsposer bliver trukket gennem den smalle dør, vrissent og voldsomt, højlydt og fortørnet over den manglende forståelse….

Jeg ser mig forsigtigt omkring og en ældre herre – måske vi er jævnaldrende – nikker, smiler og siger: “Hun kunne i det mindste have sat medhør på, så vi kunne have haft glæde af at høre den anden version af historien”.

 

And so peacefull untill……

//Nan