Når tankerne går tur – min indre dialog

Når tankerne går tur – min indre dialog

“Hun får den bedste version af mig selv frem” læser jeg i en kærlighedserklæring mellem to og så læser jeg ikke mere. Det er sådan det er med jeget, tænker jeg, at det har nuancer. At det er et kalejdoskop fyldt med farvede glasstykker. Smukke, nye, brogede, mindre pæne, komplimenterende, dem vi bedst kan lide og dem vi aldrig selv ville have valgt. Vi rummer dem alle, selv den farve som vi endnu ikke kender eller nogensinde har set.

Jeget kan være en ny erkendelse: “Det ligner slet ikke mig”, en tilståelse: “Jeg blev til noget jeg ikke ønskede at være, men også en ny opdagelse: “Jeg har set helt nye sider af mig selv”. I vesten ser vi os selv med egne øjne, mens man i østen ser sig selv gennem andres, siger nogen, men mon ikke jegets tonsvis af toner er tilnærmelsesvis ens? Mon ikke, at man kan både  miste, men også søge og finde sig selv, uanset ?

At være i stand til at indfange og udforske andres opfattelse af en, skaber i bedste fald et selv billede og en indre dialog. Gennem den og det,  må man øve sig i at a- eller reagere, holde sig selv lidt i hånden og øge selvbevidstheden – om ikke andet, så for en stund.  

Gennem livet, kan der indfinde sig en længsel efter at slippe for forklaringer og søge svar men en livslang nysgerrighed fuld af spørgsmål kan muligvis være den mest fredfyldte gave man kan byde sig selv. Det skaber muligvis den smukkeste sammenhæng mellem de værdier man ønsker sig og de egenskaber man besidder, eller de egenskaber man ønsker sig og de værdier man allerede indeholder. Det kræver mod at erkende, at ikke alle farverne i ens kalejdoskop er lyse eller gennemsigtige, men hvis man genkender de mørkere og mere uforklarlige men eksisterende, bliver det lettere at dreje symetrien og lade de små spejle finde nye mønstre. 

Og sådan gik mine tanker atter og engang en tur….fra kærlighedserklæringen i magasinet og hjem til mig selv. Jeg tror, at jeg forstår mig selv gennem de mennesker jeg omgiver mig med`s øjne. De mange øjne som færdes og opfatter Verden sammenfaldende, men også ganske anderledes end jeg. Det får mig til at reflektere og spekulere og mere end halvvejs gennem livet har jeg forsonet mig med, aldrig at lære mig selv helt og aldeles at kende. For at finde den bedste side af mig selv er jeg – helt i orden – afhængig af mine omgivelser….Jeg mærker med den største taknemmelighed, at jeg er blandt nogle af de aller fineste. 

Vær dig selv – alle andre er taget (Oscar Wilde)

//Nan 

Verden er et smukt sted. Santorini er et af dem.

Verden er et smukt sted. Santorini er et af dem.

Det er noget med farven sort fordi øen, som er en ældgammel udslukt vulkan, har strande med sorte sten, store som små, som ruller frem og tilbage når vinde fra middelhavet blander sig. 

Det er også noget med farven hvid, fordi de fleste huse er kalkede med kridt, blødt rundet af på alle kanter som små sandbygninger, man kunne have formet med hænderne.

Og så er det noget med farven blå. Himlen og havet naturligvis, men også malingen i metalbøtten man bruger på døre og vinduesrammer, på skodder og på stakit.

Santorini er Grækenlands mest fotograferede ø. Det er en af de sydligste i øgruppen Kykladerne og kendt for byerne Fira og Oia, med små hvide huse der klamrer sig op ad den flere hundrede meter lange klippeside, som stikker dybt i det grazioso azurblå hav.  I knap 20 år har min forældre haft sommerhus her og gennem årene har vi kunne følge udviklingen og mangel på samme, der sker noget og og der sker ingenting. Nogle ansigter forsvinder, mens generationer der ligner kommer til og fortsætter forretningen, livsførelsen, med næsten samme metoder og på næsten samme måde som man altid har gjort.

 

Æsler bliver brugt til at transportere mennesker og varer og skal man længere end æslet kan trække, er det på en gennemtæret, støjende knallert hvor kun skumgummi udgør sædet, hjemmevant kørt af en græker uden hjelm. Taverna`erne kappes side om side om at kapre kunder til Moussaka, Souvlaki og Tsatziki. De ældre damer  i sorte kjoler og hævede ben sidder fortsat på små træstole med fletsæde i de små skygge gyder, mens børnene samles om noget plastiklegetøj eller løber om kap på promenaden. 

Santorini har form som en lille tykmavet dinosauer. Formen fik den efter et vulkanudbrud i ca. 1640 f.v.t og er i dag et stort krater med vand i og omkring. Man siger, at strandende er sorte, men i virkeligheden rummer netop disse strande alle farver som findes i ild og så pimpsten eller aske stykker. På en side er krateret rødt, på en anden helt hvid eller sort og flere sider ser man de mange lag, klipperne er formet af. Landskabet er bakker op og bakker ned og de skarpe sider giver anledning til både gys og glæde. Man kommer højt og udsigten fra hvert hjørne man kommer omkring er åndeløst betagende – hele dagen, men også og især ved solnedgang. 

Oia, Fira, Kamari og Perissa vil man oplagt have skrevet på sin liste over byer man skal se eller bo i hvis man besøger Santorini. Mine forældres hus ligger ikke i nogle af disse byer, men i en lidt hengemt perle i et traditionelt område, som der findes flere af på øen. Stræderne er små og tætte, landskabet kuperet og boligerne bygget ind i klipperne hvor der er svalt og skygge. Se, nu kommer skraldemanden gående med sin trillebør. Han har et langt skaft liggende til at hænge skraldeposer på. Det løse affald lægger han i børen. Naboen sætter endnu et fad frem med tomater som skal soltørres, en ældre dame sætter sig og pauser efter at have fejet Bourgonvilla blade. En nu voksen søn tager imod penge for to solsenge med parasol, mens en bonde høster druer, tomater eller meloner ved håndkraft. Han bukker sig, rejser sig, bukker sig igen. En lænkehund gør, et æsel skryder og strømmen forsvinder en stund da en tør og kølende nordenvind tager fat i vimpler og vasketøj.

 

Klokkeren har måske ringet for sidste gang i aften. Den sidste mumlen lægger sig og Santorinis mange katte bevæger sig ud i natten. Om få timer vil solen igen, uafladeligt og ustandseligt stikke sin gyldne snude over havoverfladen og dagene fortsætter, der skal ske noget og der skal ske ingenting.

Den påmindelse af livet bliver man aldrig træt af. 

//Nan 

Usandt om fordomme er at tro, at vi ikke selv har nogen…

Usandt om fordomme er at tro, at vi ikke selv har nogen…

Dette her indlæg handler ikke om mig, men om os. Det handler ikke om den enkelte, men om alle. Det handler både om det der var og det der er. Om det at betragte nogen udefra for at finde ud af og finde frem til … sig selv.  Det handler om de forskellige forestillinger vi gør os om hinanden som kan forandre, frem for at forsætte og fastslå. Dette her indlæg handler om om mennesket i al sit primordiale, geniale væsen.

Uanset hvor jeg befinder mig, registrerer og noterer jeg mig hvem jeg er i blandt, men hvis nogen spørger mig om jeg er fordomsfuld, vil jeg prompte svare, nej. Sandheden er nok snarere, at jeg dømmer på forhånd og har fordomme, et menneskeligt vilkår som er svært at sige sig fri for. Vigtigst er det dog, at de sjældent foringer, men sædvanligvis forbedrer. De umiddelbare Indtryk jeg får, bliver ikke fastholdt, men er for evigt foranderlige. Gennem livet har jeg øvet mig i at forblive videlysten og er vedvarende optaget af hvem vi og i sidste ende, hvem jeg selv er. For ved hjælp af min identificering af andre og særlig dem, jeg i min forestilling ikke ligner, får jeg en finere fornemmelse af mig selv. 

Opfattelsen af min identitet, bliver altså sat i forhold til hvem andre er eller rettere, mine evner til at forstå og fortolke dem jeg færdes i blandt. Dagligt udfordres disse dogmer eller doktriner og det er nok her at man  afkoder, om noget har givet grobund og/eller om andet giver anledning til at frafalde sine forbehold. Som oftest  samarbejde med imødekommenhed, indrømmelser og smidighed. Hvert øjeblik, skal man være i stand til at sige: “Undskyld, jeg tog fejl”. 

Fra måske urtiden har vi grupperet os, fundet sammen med andre, socialt anlagte som vi er. Hvor store eller hvor små grupper, bestemmer vi selv. Forrige fredag var jeg sammen med mennesker jeg har mødt forskellige steder i mit liv. Vores uligheder er umiddelbart slående: To har én dansk forældre, en har ikke og en har kun. Vi bærer grundstammen fra fire forskellige religioner, opdraget af fire uden tvivl, forskellige mødre. Tre er mørkhårede, en er bleget, en er fraskilt, tre  er gift,  tre har børn, en har ingen og så havde vi hvert vores virke…. men det er ikke ulighed der fjerner os fra hinanden – det er det der forsoner.

Jeg ser, at vi er forskellige. Jeg klassificerer, inspicerer, fejlplacerer, verificerer, specificerer, typificerer for at balance mig gennem livet, men de forestillinger om andre jeg gør mig, både justeres og reguleres. Det er en erkendtlighed med iboende tilgivelse. Ikke af andre, men af en selv.

 

Man er jo blot et menneske                                                                                  

  og under tøjet er vi alle nøgne

 

 

//Nan

Dør om dør

Dør om dør

Jeg ved nøjagtig hvad skal til for at åbne porten og selv om det kun er mig der skal ind og ingen ud og selv om det er 14 år siden, at vi flyttede derfra, stiller jeg mig lidt til venstre og læner mig lidt mod højre, før jeg giver porten et kraftigt skub. Jeg ved akkurat hvor længe den står åben, afhængig af hvor hårdt det er lykkedes mig at skubbe, hvor lang tid jeg har til at komme igennem. Jeg ved eksakt, hvornår jeg skal gribe den igen og skubbe for at nå ind med kassecyklen før den rammer det bagerste hjul og jeg må skubbe en tredje gang. Jeg ved det fordi jeg er kørt gennem den samme port med vores døtre en stor del af deres barndom på Østerbrogade. Jeg husker fortsat fornemmelsen af at gå ned ad de linoliumbeklædte trappe trin fra tredje med den ene datter i hånden og den anden på armen, hvordan vi gik gennem gården og hvordan jeg løftede dem op i Christiania kassen, med den skrædderskårede skummadras i bunden. Og så alså … kunsten at komme vellykket gennem porten.  

Sådan var det også, at åbne lågen på Knapstrupvej, i mit barndomshjem i Brønshøj. Der var to veje at gå dertil. Enten den trafikerede, hvor alle butiksvinduerne blev beundret eller ad bagvejen med murermestervillaerne. Uanset, var fornemmelsen at skubbe til den grå jernelåge med trådgitter, den samme. En lille fjeder knirkede klangfuldt en oktav op når lågen åbnede og istemte samme leje når den svingede tilbage igen og inden man var nået ca. fem skridt op ad havegangen, smældede den sin stille salut. Op og i, ud og ind. Jeg husker sikkert, den let skrånende stenbelagte sti, forbi stue- og køkkenvinduer, rundt om hjørnet og direkte ind ad hoveddøren. Afhængig af om min mor var hjemme, ville den være åben eller låst. Var hun ude, skulle vi videre rundt om et andet hjørne og finde nøglen undrer en urtepotte, men som regel når man tog i dør håndtaget, ville det åbne og en på den anden side, ville tage imod.

“Når en dør lukkes, åbnes en anden” siges der og det er sikket sandt. Man siger også, at man ikke må smække med døren” og altid “lade døren stå på klem”. I dag skal jeg hverken passere eller forcere porte eller låger, men op ad fire trin hvoraf det ene vipper. Vores hoveddør er malet sort og i den et vindue med vores navn indgraveret. Vi har ingen klokke så man må selv driste sig ind og det gør de fleste for den er sjældent hverken låst, lukket eller smækket, men står som oftest på klem. Håndtaget er en smule stramt så man skal trykke til, men så går døren behændigt op. Den dør som er blevet åbnet af så mange hænder og naturligvis også mange gange af mine.

Man træder ind og ud, åbner og lukker, byder velkommen og siger på gensyn. Man venter foran eller bag fuld af forventning eller bare bestandigt banalt. Det er jo bare en dum og kedelig og fuldstændig …. som jeg nu sidder her og ser på, filosoferer og spekulerer. “Ikke give ved dørene”, “gå stille med døren”, “holde fra døren”, “rende nogen på døren” og “står for døren”, men også “hvis mulighederne ikke banker på, så byg en dør” …. Jeg har sat mig på den lille hollandske bænk på som Nikolaj har snedkereret …

Og mit ellers så planlagte liv går i stå

og erstattes af tanke bude

som får den spildte tid til at gå

når nu jeg har lukket mig ude

//Nan

Men først var mødet

Men først var mødet

Oprindeligt, skulle det bare have været os to, men så møder vi en god ven og det der ret beset, kun skulle have været de to. Vi hilser på hinanden og præsenterer vores venner i det der i første færd, kan kaldes høflighed. Vi taler om det der vedkommer os, men også lidt om det der involverer dem og med lidt tid og frisind regner vi den ud, sætter to i datid og fire i nutid og finder sammen alle sammen. Formlen lyder: ”Dette her er” eller ”Du skal møde” og er lig med en af livets fornemmeste fortællinger; at møde hinandens venner.

Venner er værdifulde. De er liv- lyst- og lunefulde. De byder på det man længes efter eller med held, genkender. Det er ærligt og kærligt og naturnødvendig næring. ”Man skal have en ven i alle aldre”, siger hun. ”Ja, en ven må man have – uanset hvilken alder man har” siger han. Venner er uundværlige, helt specielle og ganske særlige. De indstiller udsigten og udvider indsigten. Hvordan, hvorfor og hvornår er knap så betydningsfuldt som ordet, derfor. Ikke alt skal forklares eller forsvares – blot modtages og med- og videre gives.

Det er år siden nu, at en kvinde i det der vel kaldes ”farvelseance” ( der hvor man siger tak for nu, inden man går hjem ) sagde til mig: ”Jeg vil gerne have lov til at tilbyde dig mit venskab” Det er en meget smuk kærlighedserklæring som i alle dets farver indeholder essensen af friheden til at takke enten det ene, men hvis det andet, den forbilledlige forpligtelse det er at modtage og ledsage en ven.

Venskab er ikke et ejerskab, nok nærmere, et følelsens slægtsskab med ord som empati, forståelse og sympati som ligger implicit, men lige for og ukompliceret, mens solidaritet og tolerance er kommaerne der ud- og afgør hele forståelsen for. Så store og smukke værdier, må vi dele med hinanden og det gør vi bedst ved at lade vores venner møde vores venner. Herigennem kan vi opnå større og mere, røre flere. Vi kan byde på det fineste vi har: Hinanden. At møde en god vens ven giver muligheden for at lære din gode ven endnu bedre at kende, men i bedste fald, et nyt venskab.

Det er det vi kan, når Verden går os imod og der er så meget, man ikke forstår eller kan gøre noget ved eller lave om. Vi kan mødes, finde alt det vi har sammen og dele det. Binde den fineste buket af de sjæle der udgør ens liv, præsentere og introducere et indblik i de mennesker der bidrager og støber det sikre fundament for at turde træde trygt.  Forbinde de mange vener og lade dem løbe sammen , heale og helbrede ….. det begynder med lidt kemi og kærlighed mellem to…..

”Du skal møde mine venner/det`de bedste som jeg har”.

//Nan

Min søndags stemme

Min søndags stemme

Prolog

Regler, rytme og rutiner, skikke og sædvaner samt traditioner er svære at bi- op- eller bare beholde når man har skiftende arbejdstider. Det er et vilkår som nogen mestrer, mens andre aldrig lærer at balancere det der ligner, bare på en helt ny og anden måde. Som stewardesse, er det hver morgens opgave at genkalde sig genkendelighed i en ikke eksisterende hverdag. Vi sover og står op forskellige steder Verden. Vi spiser på alle døgnets tidspunkter, afhængig af hvad klokken er der hvor vi er og så er vi hele tiden i nye konstalationer. Hver gang vi er på arbejde er der nye mennesker og andre måder at opfatte tilværelsen på end den vi kendte, fra for et øjeblik siden. Med tiden lærer man at tage det på og til sig. Man stiller om, trækker sig op og falder fint i hak med det omskiftelige ur.

Video fra Pippilottis udstilling på Louisiana

Når de faste holdepunkter er få eller jævnligt fraværende, griber man og holder fast i dem der byder sig.  De konstante valg og fravalg lægges til side for at skabe blot en smule kontinuitet og det man fanger, bliver dagens (hvilken som helst dags) begyndelse. For mig, er søndag den dag, altså ikke den de fleste kender som søndag, men den dag jeg beslutter, er søndag.  Den dag, er af stor betydning for ugen der kommer. Det er her jeg bliver mindet om, at livet er en gave og til for at blive brugt. Brugt til at læse, sanse og i høj grad for at elske…..

Sidste kapitel

Nogen stemmer lejrer sig i kroppen. De er varme, venlige, vedkommende og vederkvægende. De er runde, rolige, frivole og franske. Særligt om søndagen, når gårsdagen knap har givet slip på aftenen forinden eller taget den, om lidt ankomne i brug,, har samme stemme, på samme tid og på helt samme måde lirket sig ind for at ønske: ”Af hjertet godmorgen”.  Stemmen har mindet os om, at netop denne morgen er særegen og speciel og bedt os strække os langsomt, mens vi vænner os til livet. Stemmen har bedt os svøbe os i vores smukke silkekimonoer og om at tage plads i de store afrikanske kurvestol og lytte, mens stemmen saligt forsøder vores intellekt og vores hjerter.

 Denne ufatteligt tidlige morgen sidder vi så der, med benene trukket op under os, ved det sprudlende langbord med masser af gæster og hundredevis af retter, ophidsende samtaler og ingen bagkant. Vi taler om, at noget af det smukke ved livet er at man kan ønske sig og håbe på noget og at vi, når vi åbner øjnene om morgenen, ser ind i vores eget liv. Vores elskede, garderobeskabet og døren ind til stuen og om, at det er op til os selv, hvordan vi ser på det hele – om det behager os. I løbet af formiddagen åbner vi en masse små døre, ind til livet vel at mærke og i vores uafladelige søgen, ramler vi ind i det på alle mulige måder.

 Af hjertet tak Croque Monsieur, min trofaste søndags stemme som mindede os om at gå i for store sko, leve et så spændende liv fra søndag til søndag som muligt og for at sige ordne: ”Om lidt er der nyheder, men bagefter bliver alt godt igen”.

 Mine søndage skal til at tænkes om, men ikke mere end at jeg aldrig vil glemme de sidste ord om, at livet er en gave og at det skal leves lige nu.

 

//Nan