Der hvor himlen kysser jorden (del 2)

Der hvor himlen kysser jorden (del 2)

Det lille hjem med fire hjul, ruller videre gennem Danmark og holder i vejbane tre ved færgen Spodsbjerg – Tårs. Sidevinduerne er åbne og en mand med fire stjerner på skulderen går mod vores retning. Han spørger interesseret, mens han holder en talende walkie talkie i hånden og de øvrige passagerer begynder at køre ombord. Vi fortæller om vores betænkninger og vores betragtninger, men mest om vores begejstring, mens han lytter og beriger os med sine beretninger. Vi kører ombord som de sidste og på færgen finder han os igen, beder os komme til Vindeby Havn dagen efter hvor han er havnefoged. “Så giver jeg en femmer til et bad”, siger han og stikker hånden i lommen. Han hiver tre små engle frem og beder mig tage den ene. “Det er en skytsengel”, siger han. “Jeg er ikke så glad for at flyve, men disse her har hjulpet mig og du skal også have en til at beskytte dig” og i min hånd lægger han den fineste hvide engel.

Vi fortsætter mod Svendborg og Tved og finder vej til en æbleplantage hvor vi får lov til at parkere bilen for natten. Karl og Mai-Britt bor på Karls fødegård hvor han er opvokset med kvæg. “Det har vi også haft ind til for tre år siden, men det slider.Nu har vi æbler og passer kreaturer for andre landmænd – studehold eller kvie-hotel. De er her fra de er tre måneder gamle til de er to år og klar til at blive insemineret så de kan komme tilbage og blive malkekøer eller slagtet”. Bilen står på en lille plads ved siden af hønsehuset og vender fronten mod marker fulde af smukke brogede køer. Til højre ligger plantagen med 17000 træer og de mindste kalve samt en pædag-ko. Solen gar ned bag stubmarken, kreaturer, heste og høns er blevet lukket ind for natten og landlig idyl lever, fordi der findes ildsjæle. http://www.faarehavegaard.dk/SIDER/FAAREHAVEGAARD.html

 På 100 km2 bag flettede hegn står hvide vogne parkeret. I nat står vores der også. Vi har sat den ved siden af “Tina og Allan”, to fastliggere med både campingvogn og fortelt, flagstang, højryggede havemøbler, havenisser og haveparasol med logo fra FUN – Hele Danmarks læskedrik”. Allan og Tina er ikke den direkte årsag til at vi har valgt netop denne plads, for de er ikke hjemme. Det er derimod hullet i hækken som Allan har klippet, så man kan se og høre havet fra den lille skråning. Og vi veksler en tier til to kroner som man skal stoppe i en automat for at få et bad, vasker op ved langvask og husker at bestille rundstykker med birkes hos lejrchefens kone, som kan afhentes fra kl. 6:00. Mørket falder på og fra teltet på taget kan vi se de mange trådløse LED lamper med skumrings sensorer som lyser som små stjerner. Pladsen med de moderne faciliteter og afslapning for hele famllien er stille som reglementet påbyder, på slaget 22.

 

 

Ved hver dags begyndelse, skyller vi os i havet og lader vandet vaske natten af os. Lader bilen stå nogle timer for at cykle langs havet, fjorde eller inde i landet og måske sejler vi til en af de mange mindre øer. Vi besøger købstæder, flækker og forstæder, køber kartofler og kål ved en vej-bod og da vi kommer til nogle nedlagte jernbanespor, spørger vi en lokal om vi kan cykle ned ad skinnerne til venstre? “Deka jæ et svare på, svarer han. A går alti`den aan vei”. Og sådan passer nogen sit mens andre,  hvis mark vi har fået lov til at overnatte på, inviterer os til at spise med. I en lade med vidt åbne porte, sidder vi så uforudsigeligt med Søren og Hanne og spiser grillet mørksej med dilddressing  og nakkekoteletter fra slagteren i Kappendrup. Søren fortæller at han er med i Otterup senior band og kan spille på 12 strenget el guitar og det bliver lyden af netop denne, vi går ned gennem markerne med.

Jeg savner intet og ønsker mig ikke mere. Fuldkommen og lykkelig bekræfter vi hinanden i, at vi bor i et dejligt land og at fremmede fortsat er venner man endnu ikke har mødt

//Nan

Glem ikke at dufte til de blomster du passerer

Glem ikke at dufte til de blomster du passerer

“Vil du se efter min plante mens jeg er ude at rejse?” spørger min ældre nabo og få dage efter, står hun foran vores hoveddør med et lille granatæbletræ.i favnen. I bunden af krukken ligger olivensten og blandt de kortstilkede blade, vokser røde blomster.Planten syner ikke prangende eller sjælden dekorativ, men fordi min nabo har fået den af floristen Tage Andersen, en af hendes gode venner, er den af største betydning.

Det er 15 år siden, at vi flyttede til Ole Olsens Alle. Jeg havde passeret huset hun bor i adskillige gange dog uden at se hende. Det er et smukt gammelt hvidkalket hus med tegltag og roser som blomstrer det meste af sommeren. Vi havde fået hund og da hun fik hund (igen) mødte vi ofte hinanden på de tidlige morgenture. Hun var meget privat og jeg forsøgte, ikke at trænge mig på, men gennem årene lærte vi hinanden langsomt bedre at kende. Særligt en morgentur, gjorde en forskel. Jeg fortalte, at jeg var stewardesse og hun fortalte, at hun havde fløjet en del, da hendes mand, som ikke længere lever, var en efterspurgt professor Verden over. Hun kunne godt lide at flyve, dog havde hun været lidt betænkelig én gang, engang de skulle lande på St. Thomas VI, hvor landingsbanen er meget kort. “Har du været der?”, spurgte hun.

Fra 1988-1989 arbejdede jeg som au-pair på St. Thomas VI og svarede derfor: “Ja, jeg har været der”. Hun glædede sig over svaret og spurgte, om jeg mon tilfældigvis havde mødt en familie ved navn Paiewansky? Også her kunne jeg svare, “Ja”, for deres barnebarn tilbragte jeg megen af min tid med mens jeg boede der. Vi smilede ad tilfældigheden og den kommende morgen havde hun medbragt en digtsamling, skrevet af Isodor Paiewansky, det ældste familiemedlem. I den havde han skrevet: “To Birgitte from Isidor”. Jeg spurgte om hun havde et øjeblik og hentede selvsamme digtsamling, den gamle Isodor havde skrevet og hvor han på føste side i min version havde skrevet:  “To Nan with best wishes /IP”. Fra da af, har vores naboskab været som et slægtsskab, et forbilledligt venskab.

Flere gange om året, kører min nu 75 årige nabo mod Frankrig. Hun kan godt lide at køre, for der er altid så meget hun ønsker sig og kan tage med sig og så kan hun lide friheden i at køre og “lægge til”, hvor hun synes. Hun overnatter gerne i bilen på vejen ned og hjem og medbringer altid, ud over franske fristelser, nye fortællinger om hvem hun har mødt og hvor hun har været. Mens hun rejser vander, passer og plejer jeg hendes højt skattede plante. I går blev forplejningen udvidet da hun inden ferieafgang bankede på døren.

“Vil du passe mine planter mens jeg er på ferie?” Udenfor står hun med planten jeg kender så godt og i den anden hånd står hun, med en  plante jeg forærede hende i maj til hendes fødselsdag. Jeg kunne ikke ønske mig nogen større kærlighedserklæring.

//Nan

Det betydningsfulde i at byde

Det betydningsfulde i at byde

Jeg spiller fodbold om søndagen. Vi er et lille hold af jævnaldrende damer, som samles om denne holdsport og, taler taktik, sparker, spiller kamp og straffes med push-ups hvis man siger “undskyld”. Det er både underholdende, inspirerende og strabadserende, men det er faktisk ikke det, at vi spiller fodbold jeg vil fortælle om; det er min medspiller Mette. For når vi andre “bare” møder op til træning, har Mette altid husket bolde, kegler, sikkerhedsveste så vi kan se forskel på holdene, myntete og en hjemmegjort godbid efter spillet og så naturligvis en regnfrakke eller flere, så vi har noget at sidde på, hvis underlaget skulle være fugtigt. Vi mangler aldrig noget når Mette kommer og hun kan til enhver tid dykke ned i den medbragt “hvad nu hvis”, taske og afhjælpe det uforudsete. Det er både fascinerende og inspirerende med den forberedte, fantasifulde og fotografiske hjerne, Mettes hjerne, som må være på arbejde uafladeligt, i både nu- og fremtid.

Mette er havekonsulent og det er netop denne egenskab, dette indlæg skal handle om.

Første gang Mette kom på besøg i min have var i februar. Siden har hun været her flere gange, gerne om morgenen for der er jo en have der skal studeres og om-arrangeres. Hun ankommer altid professionelt klædt på i kamæleon klæder, som passer en passioneret og dedikeret, bæredygtig botaniker. Hun har hat der skærmer og et læderbælte med rosensaks i skeden som hun, som den skarpeste cowboy retter mod vildtfarne skud eller segnefærdige kviste. Fra bagagerummet i bilen trækker hun stiklinger og gennemvædede rødder som hun rundhåndet fordeler i min have. Tanke og tale toner frem som den endelige kassebon fra dagens omsætning, men selv om det efter første møde kan virke en anelse overvældende, er der ingen grund til bekymring. Mettes mission er at haveejeren forstår og får et forhold til de flytte-forslag hun kommer med, for langt det meste af det man allerede har, skal blot om- eller fordeles, hun er der for at inspirere til at ny-komponere det der allerede eksisterer. Mette ved hvad hun taler om og pludseligt virker det der før var håbløst, åbenlyst og ligetil at reetablere og omorganisere.

Men dette her indlæg skal også handle om gavmildhed og generøsitet. At videregive viden, visdom og eksisterende færdigheder (i dette tilfælde bogstaveligste forstand) hvordan det, at se noget blomstre hos andre end en selv, bærer lønnen i sig selv.  I alle de år jeg har arbejdet frivilligt for forskellige organisationer kom spørgsmålet ofte, om balancen mellem frivilligt og lønnet arbejde og mit svar vil altid være, at ikke at spørge sig selv, men i stedet tænker på den man gør noget for, så har man svaret. Der er noget næsten overjordisk, men også meget grund menneskeligt over det at kunne dele. Det er ikke enslydende med, at alt arbejde skal være ulønnet, det er her balancen bliver bragt tilbage.

Mette tager naturligvis et honorar for at besøge netop din have, men alle tips og tricks fra hendes egen, deler hun dagligt på sociale medier – uden reklamer.

Der er en raffineret lethed, ved at være i selskab med mennesker som byder uden bagtanke, man får uværgerligt lyst til at byde tilbage, byde igen.  Flere af Mettes blomster vokser nu i min have og et par af mine, i hendes og ud over symbolikken i at sætte frø i hinandens haver, er glæden ved at se noget gro, en daglig åbenbaring.

//Nan

Man kan hilse på Mette her: https://www.facebook.com/metteaarseth https://www.instagram.com/baeredygtighave/

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

Kære unge mennesker: “Tillykke”. Tillykke med, at I netop er blevet færdige med en ungdomsuddannelse. Tillykke med huen, uanset hvilke tal der har udløst den, I er blevet studenter.  Tillykke med alle de erfaringer,  bekendtskaber og venskaber I har fået. Tillykke med, at I i går, i dag og de næste mange dage kan fejre friheden, flirte med hinanden og feste i fællesskab.

Tak fordi I har været så tapre og taget imod verbale opsange fra både Statsminister og Hendes Majestæt og udvist samfundssind. I har på forbilledlig vis vist os, at I insisterer på at være en del af fællesskabet. Undersøgelser viser, at I har været bekymrede, naturligvis, men de viser også, at det ikke var jer selv I var bekymrede for men overvejende,  risikoen for at smitte andre der optog jer. I har haft det svært ved at afskære jer fra alt det sociale, et ungt liv indebærer, men I er blevet hjemme fordi I har tænkt på næsten, sat samfundet og dets borgere højere end egne intolerante interesser.  Meget har I tålt. I er blevet kaldt generation MIG eller snarere generation MIG, MIG, MIG hvor I hver især har sat sig selv forrest, eller forældre har fremmanet eller forfremmet netop DIG og ikke dig, dig eller dig og senere generation Snowflake fordi i fremstod som sarte sjæle, der går i stykker, når nogen ånder på jer…..Ungdommen har ofte været udskældt men denne generation har taget ansvaret på og til sig og ikke kun det. I har løftet jer ud af alle de fordomme voksne som har glemt deres egen ungdom måtte have.

De næste dage kører studentervogne rundt med flag, fadøl og et farligt stort stereoanlæg. Knap et halvt døgns råben og skrigen, hujen og syngen kører kapgang mellem følelsesfulde forældre. De har de seneste måneder kunne følge jeres forbitrelse, jeres fortvivlelse.  I har   stået en urimelig svær periode igennem med usikkerhed og ventetid og selv om kun de færreste af jer ved, præcis hvad fremtiden skal indbefatte, så nyd netop det. Nyd, nu bare, at I igen kan være nærværende, at I kan være sammen og ikke hver for sig men sammen, i hinandens fysiske selskab.

De seneste par nætter har I holdt mig vågen nat efter nat med høj musik og glædesudbrud og jo, jeg har da en masse jeg skal passe og en masse jeg skal nå dagen derpå, men jeg afstår gerne fra et par nætters søvn for der er intet som kan måle sig med det I har i vente, alt det i skal indhente. “Det forsømte forår, vil aldrig blive glemt – I vil aldrig blive glemt. Tak fordi vi har jer og rigtig god fest.

//Nan

En kulørt honnør – farvel til en farvet

En kulørt honnør – farvel til en farvet

“Hvad er din yndlingsfarve?” Hmmmm…..Det er helt uladesiggørligt, kun at vælge én, eller én frem for en anden. Jeg kender ikke til en farve, som jeg ville foretrække mere end andre. Endnu smukkere bliver de synes jeg, at at blande dem. Jeg kan godt lide at se farverne finde sammen. Jeg kan godt lide når det støvede rosa lægge sig tæt op ad det saftiggrønne, men også når det  petroleums blå finder sammen med purpur polkaprikker eller pepitatern. Jeg kan lide komplementær farver,  primær og sekundær farver, Jeg kan lide de lyse og de mørke, de kolde og de varme og jeg drømmer stadig om, at træffe farver ingen endnu har set.

“Hvad tænker du om en HVID politimand som slår en SORT mand ihjel?

Ingen farver er undværlige eller ubetyderlige, ej heller usynlige. Verden er i farver, vores vidunderlige verden. Alle liv i Verden er væsentlige og har et værd. Ingen bør ingensinde diskutere, om et  menneskes hudfarve er afgørende for et værdifuldt liv eller et liv af betydning. Det er fornuftsstridigt, forhenværende og forrykt. Vi burde være langt forbi den skamfulde tid, hvor marginaliserede mennesker opfattede mennesker med en anden hudfarve end dem selv, som andet end det det de er, et medmennesker. Det viser den historie vi må vedkende os, lære af og undskylde for, men fuldstændig utilgiveligt at gentage.

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd. (FN`s verdenserklæring om menneskerettigheder artikel 1)

Intet begynder med en farve, det er noget nogen giver hinanden. Det betyder ikke, at vi ikke allerede har en farve, det kan man se med det blotte øje blot må det aldrig gå forud for nysgerrighed, lydhørhed eller ydmyghed. Det er sådan Verden blomstrer, Ved at vi får øje på hinanden som den vi er. Ikke som en ensrettet, ensidig masse, men som en begavet og bredtfavnende befolkning som forstår at indgå og afstå fra forskelsbehandling, og farveindblanding. Verden er ikke farveblind ej heller os der bebor den, men det er jo det fine ved den. Verden er fuld af farver vi kan betragte, beundre og tage til os. Vi må kontinuerligt a- og fungere så ingen bør føle sig som hverken en minoritet eller en majoritet, men som en homogenitet og magt skal konstant og uden afladelse, håndteres med største mindelighed. At nogen mennesker har mere kulør end andre, kan man kun misunde, aldrig misbruge.

Ufatteligt og utilgiveligt, har et menneske mistet livet af sidstnævnte årsag, mens han gentagne gange i ni inhumane minutter.gentog “I can`t breathe” …..En farvet har mistet livet, men er genopstået Verden over og jeg håber at de der kæmper mod uretfærdighed og ulighed hører, at Verden er på jeres side.

//Nan

 

 

 

 

 

 

 

Et øjeblikkeligt venskab formet over 1000 år

Et øjeblikkeligt venskab formet over 1000 år

“Jeg har lige haft en længere snak med katten og fortalt hende, at vi er meget glade for hende”, skriver Nellie til mig. Jeg   ser for mig, hvordan hun har siddet foroverbøjet på en stol, mens hun har aet katten og bekendtgjort sin kærlighed. Katten uden navn, har set på hende, lagt hovedet lidt på skrå og tænkt: “Hvor er jeg heldig at jeg har dig … og du, mig“. Og det er sådan det er, det er, forholdet mellem mennesker og dyr. Glæden begynder ved en fugtig snude og ender ved halespidsen.

Men det følger også et ansvar og et øjebliks alvor somsniger sig ind, når dyret vigilant og velvilligt ser på en og man forstår, at man er dets skæbne.

 

Det er nu seks måneder siden, at vi kørte mod vest jylland for at hente Buddha, vores hundehvalp. En lille velduftende, blød, brun og lun klump, med lidt for store klodsede poter, grønne øjne og  flade flap ører. Kærligheden kom prompte og et tæt makkerskab af betingelsesløs omsorg og umiddelbar hengivenhed har udviklet sig siden. Ordløse samtaler på ture til vandet og gennem skoven. En åndeløs fornemmelse af nu, mens vi er. De lange langsomme kig, de overraskende raske rørelser over en fjer, en fugl eller vingetang. Fornøjelsen ved at kaste en pind, nysgerrigheden over at grave i jorden og tilfredsheden ved at finde det gemte og så naturligvis ej at forglemme; gensynsglæden….Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind ad hoveddøren eller er kommet hjem, men Buddha opfører sig hver gang døren går som om, at det aldrig er sket før. Hverdagsbegivenheder bliver omsat til festligheder, dagligdagen udebliver, momentet indtræffer og bliver åbenlyst.

 

Solen er netop stået op. Som alle andre morgener, er vi taget til stranden. Det er en uudtalt aftale, ikke bare mellem Buddha og mig, men med en mindre flok af hundeejere, som møder morgenen her. En ældre dame i rød slåbrok og ternede sutsko er på vej ud på badebroen og Buddha løber hen mod hende. Jeg forsøger at kalde ham til mig, men den ældre dame hilser og forsikrer, at det “er så dejligt at blive budt velkommen og at hun selv har haft hund”. Fællesskabet og den fælles forståelse er fuldkommen. Hundende er vores umiddelbare reference og jeg tænker, at  Verden med Buddha er blevet mere venlig. At alle de mange mennesker jeg ellers blot passerer, standser, tager sig tid og taler. At livet både inden- og udenfor hjemmet er blevet et langt livligere og mere givtigt. På stranden slentrer vi i et lille sluttet selskab. Et fiskeskrog bliver delt, måger letter og lander og bølgerne skubber forsigtigt vandet frem og tilbage.

Kære Nellie, Tak for din hilsen som inspirerede mig og jeg har derfor netop haft en længere snak med Buddha og fortalt ham, hvor glade vi er for ham”. 

//Nan