Et øjeblikkeligt venskab formet over 1000 år

Et øjeblikkeligt venskab formet over 1000 år

“Jeg har lige haft en længere snak med katten og fortalt hende, at vi er meget glade for hende”, skriver Nellie til mig. Jeg   ser for mig, hvordan hun har siddet foroverbøjet på en stol, mens hun har aet katten og bekendtgjort sin kærlighed. Katten uden navn, har set på hende, lagt hovedet lidt på skrå og tænkt: “Hvor er jeg heldig at jeg har dig … og du, mig“. Og det er sådan det er, det er, forholdet mellem mennesker og dyr. Glæden begynder ved en fugtig snude og ender ved halespidsen.

Men det følger også et ansvar og et øjebliks alvor somsniger sig ind, når dyret vigilant og velvilligt ser på en og man forstår, at man er dets skæbne.

 

Det er nu seks måneder siden, at vi kørte mod vest jylland for at hente Buddha, vores hundehvalp. En lille velduftende, blød, brun og lun klump, med lidt for store klodsede poter, grønne øjne og  flade flap ører. Kærligheden kom prompte og et tæt makkerskab af betingelsesløs omsorg og umiddelbar hengivenhed har udviklet sig siden. Ordløse samtaler på ture til vandet og gennem skoven. En åndeløs fornemmelse af nu, mens vi er. De lange langsomme kig, de overraskende raske rørelser over en fjer, en fugl eller vingetang. Fornøjelsen ved at kaste en pind, nysgerrigheden over at grave i jorden og tilfredsheden ved at finde det gemte og så naturligvis ej at forglemme; gensynsglæden….Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind ad hoveddøren eller er kommet hjem, men Buddha opfører sig hver gang døren går som om, at det aldrig er sket før. Hverdagsbegivenheder bliver omsat til festligheder, dagligdagen udebliver, momentet indtræffer og bliver åbenlyst.

 

Solen er netop stået op. Som alle andre morgener, er vi taget til stranden. Det er en uudtalt aftale, ikke bare mellem Buddha og mig, men med en mindre flok af hundeejere, som møder morgenen her. En ældre dame i rød slåbrok og ternede sutsko er på vej ud på badebroen og Buddha løber hen mod hende. Jeg forsøger at kalde ham til mig, men den ældre dame hilser og forsikrer, at det “er så dejligt at blive budt velkommen og at hun selv har haft hund”. Fællesskabet og den fælles forståelse er fuldkommen. Hundende er vores umiddelbare reference og jeg tænker, at  Verden med Buddha er blevet mere venlig. At alle de mange mennesker jeg ellers blot passerer, standser, tager sig tid og taler. At livet både inden- og udenfor hjemmet er blevet et langt livligere og mere givtigt. På stranden slentrer vi i et lille sluttet selskab. Et fiskeskrog bliver delt, måger letter og lander og bølgerne skubber forsigtigt vandet frem og tilbage.

Kære Nellie, Tak for din hilsen som inspirerede mig og jeg har derfor netop haft en længere snak med Buddha og fortalt ham, hvor glade vi er for ham”. 

//Nan

 

Den tid på året …hvilken?

Den tid på året …hvilken?


Vi er kollegaer, men ellers har vi ikke meget tilfælles. Vi har forskellige køn og alder, endog nationalitet. Rejemaden er generøs og øllet i glasset på stilk, berhesket men bekvem. Vi taler om Verdens uroligheder og den manglende evne til at lære af fortiden, om at undgå gentagelsen af historiens uheldige handlinger, men også om at fastholde forhold – gentagelsen – givet af netop historien. Traditioner som byder på forudsigelighed og tryghed og “vi ses igen samme tid, samme sted”. Det der giver værdi og skaber bånd til forrige generationer ved f.eks at spise det de gjorde eller udføre samme “ritualer”. Det skaber et kit at være fælles om noget, skabt af andre men videreført af os, deres mange x tipoldebørn.  “Jeg tror desværre” siger en, “ikke at mine børn ved hvorfor vi sætter lys i vinduerne d.4. maj … eller hvorfor vi spiser hveder eller har adventskrans”. 

Jeg kan godt lide tanken om at stå på skuldrene af dem der var, alle de millioner af mennesker, som byggede og boede, begik fejl og udbedrede dem, bedrog, beklagede og begyndte igen, beskyttede og beskrev det meste, så vi kan forholde og forstå, hvorfor, hvordan, hvem og hvad. Jeg kan lide idéen om, at vores forfædre ikke har levet resultatløst, men vidnefast. At vi bærer, viderebringer og bruger de beslutninger og begivenheder som har fundet sted. Det er det der bidrager til samhørigheds følelsen – alt det vi har sammen eller- at vi kommer fra noget, af noget …. af nogen. Tanken om styrker, ikke bare mig men fællesskabet især, når vi mødes i en meningsfuld ramme som udspringer af historien. 

Forudsætningen for at forstå, bryde eller bevare, afhænger også af os. At vi er dygtige nok til at fortælle, at det vi har, ikke kan tages for givet. At vi ikke må glemme men også at vi skal huske ikke at trivialisere traditioner, for hvis traditionerne udebliver, fordi vi ikke længere kender deres ophav, hvilke værdisæt skal vi så stadfæste fællesskabet under?  Sammenhold både styrker og stabiliserer, men det skal holdes ved lige, men først skal det læres. 

På tallerknerne ligger kun den kvarte citron og måske en dildkvist. Et øjebliks tom tavshed indfinder sig og vi forstår hvor vigtig en opgave vi hver især har, for at iklæde os og klæde hinanden på med historien for at forstå vores samtid. Og måske endnu vigtigere nu end før, med den opsigtsvækkende indsigt vi har adgang til om Verden. For ikke at forsvinde er behovet for at fortælle og dele måske så meget desto mere essentielt. Vi har brug for at være fælles om noget, noget andet end blot at bo i det samme land. 

 

Om et par dage er det Mortens aften, en oplagt mulighed for at mødes og fortælle, at: Morten oprindelig hed Martin og var biskop af Tours. Han blev født år 336 og som 15 årig meldte han sig til den romerske hær. Her blev han kendt som den hellige mand, da det siges at han kunne helbrede syge og vække de døde. Martin blev senere fordrevet fra Rom og levede længe i et kloster i Gallien. Her ville man gøre ham til Biskop, men Martin som ikke var interesseret i dette, gemte sig i en gåsesti. Gæssene skræppede og afslørede Martin som blev fundet og udnævnt Biskop og Martin besluttede, at der på den dag han blev fundet, hvert år skulle slagtes mindst en gås. Hans egen dødsdag blev en helgenfest og i Danmark blev denne dag til “Morten Bisp”. Man lagde den i november, da det var en af de få gange på året man spiste fersk kød som ellers blev nedsaltet. I danmark blev gåsen til and, da det var langt billigere.

Velbekomme.

//Nan

Lyden af et blad der falder

Lyden af et blad der falder

Nogen foretrækker at holde ferie og fri ved at vende tilbage til det de kender,  genkendelsens glæde, siger man. Få gange er jeg vendt tilbage til steder jeg har været før, men primært er jeg rejst til byer eller lande, jeg ikke kender eller ved meget lidt om. En betjent på Christiansborg anbefalede os at tage til Slovenien, hans hjemland som han kaldte: “Den solrige side” eller “Europas gemte perle”, hvor naturen er overvældende og klimaet mildt, på denne tid af året. Omkring halvdelen af landet er dækket af skov, der er orienterings afmærkede stier i alperne, mad og vin ligger tæt op ad grænselandet Italiens og efterårsfarverne forbilledlige og forførende.  Vi ankom derfor til Ljubljana i onsdags.

 

 


Slovenien er et storslået lilleput land med blot to millioner mennesker på et areal, halvt så stort som Danmark. At bevæge sig rundt der, er som at træde ind i et velordnet maleri fra romantikken. Toppen af Triglav toner frem som det højeste af de Julliske alper, en af de mange bjergkæder som omkranser landet. Der er bjerg- og skovsøer, kilder, vandfald og floder, grønne græsenge, dale og sletter og så er der mangfoldige marker og dyrefold i mindre flokke frit “bjældende omkring” i landskabet.  I dalene ligger små velordnede hytter eller huse med Perlagoner i usete størrelser foran vinduerne og skodder med hjerter slået op. Foran husene er der træ-konstruktioner med plads til traktor og trillebør, arkitektbyggede brændestakke og vilkårligt anlagte nyttebede. 

Slovenerne er afdæmpede, uprætentiøse, foretagsomme, religiøse og med stort hjerterum og et dybfølt ønske om at forstå og imødekomme. De svarer gerne på spørgsmål, er meget behjælpelige og kommer med forslag, men beslutningen om, hvad du vil spise, hvilken rute du vil tage eller om du vil gå højre eller venstre om, vil de ikke træffe for dig.  Forståelsen for hvorfor, indfinder sig når man bevæger sig op i højderne (vi besteg ca. 2,5 km bjerge) eller ned,  (vi roede kajak i en nedlagt mine i 700 m. dybde), Tanken bag er at, “naturen er lige her – brug den med omtanke. Hvorhen og hvordan? Valget er dit”.

 



 

Vi har været ude i en uge, i omgivelser hvor hvert sving, hver op- eller ned stingning har taget vejret fra os og ordet bjergtaget, fået bogstavelig mening. Slovenien er fortryllende og eventyrligt, magisk og mageløst og selv om plæner er anlagt og marker er dyrket er mestendels ikke menneskeskabt, men af moder natur selv. Vi så hende iklædt sin prægtigste kollektion. 

 

 

//Nan

 

Solen kigger frem bag en alpetop. Bjergsøen er blank og alt omkring bliver spejlet. Vi sidder i en omsluttende stilhed og lytter til hinandens åndedræt “Hørte du det”, spørger jeg. “Der er noget der pusler”.

“I denne Verden er der kun os”, siger Nikolaj og “så det blad der faldt gennem grenene og lagde sig sammen med de andre”.

 

Jeg bøjer mig ydmygt i livet

Jeg bøjer mig ydmygt i livet

 

Da jeg var barn var regelen, at vi skulle være udenfor og “få noget luft” som det hed sig,  mindst en halv time om dagen. Ofte blev det til mange timer, hvor vi legede skjul, gravede efter gamle potteskår, skød til måls eller opbyggede nye uudforskede universer. Der skulle sjældent meget til. “Hjælp”, råbte en, ” vi er strandet på en øde ø”, og så var legen i gang.  Alle årstider kunne bruges, alt kunne omsættes og anvendes på barndommens Mælkevej. 

Naturen var vores friheds felt.  

Om efteråret samlede vi brogede brune blade som vi trak på snor, konstruerede kastanje dyr, spejdede efter vandpytter i gummistøvler eller lå på maven ved mosen og fangede haletudser. Om foråret såede vi ærter og spirede kartofler, vi plukkede blomster og bandt kranse eller lå i græsset og søgte efter insekter og firkløvere. Om sommeren  samlede vi hul sten eller bare sten og malede på dem og muslingeskaller vi fandt på stranden. Om vinteren drømte vi om at lave igloer, men som regel blev det kun til en skramlet snemand og så skøjtede og kælkede vi naturligvis til og fra og op og ned.

Fra naturen både både fik og brugte vi energi. 

 

Jeg har været stewardesse i 30 år og fungerer fortsat som sådan. Mindst en gang om ugen flyver jeg til en ny hovedstad og bliver bjergtaget, betaget og beæret over at se solen stå op over Manhattan eller se den gå ned over Bund i Shanghai. Køre med fløibanen i Bergen eller på cykel blandt millioner af kinesere gennem Peking. Vandre gennem Gamla Stan i Stokholm eller ad Verdens længste rullende fortov i Hong Kong. Klemme mig ind i Shinkansen i Japan eller gennem de små gyder i Amsterdam. Jeg ønsker ikke at være noget af det foruden, men vel hjemme igen er jeg både sulten og tørstig efter det oprindelige. Det som ikke er bearbejdet af menneskehånd eller præget af nogens kultur. Det virkelige eller måske i virkeligheden, virkeligheden? Det helt og aldeles grunlæggende, fundamentale fundament, det uforstyrrede. 

 

 

 

 

 

Måske er det barndommens erindringer, måske er det arbejdslivets spektakel og ståhej, men der er en voksende længsel efter at være tættere på duften af bark og bondens mark, bladenes raslen og elvens rislen, den gyldne muld og den mørke himmel fuld af stjerner, man kan drømme om at løbe efter.  Jeg er på vej til Slovenien, kaldet Europas grønne hjerte hvor jeg skal mindes om hvor godt det er at blive mæt, når man har været sulten, hvor godt det er at få varmen, når man har været kold og hvor godt det er at få hvile, når man er rigtig træt.

Ydmyghed og taknemmelighed…taknemmelighed.

jeg glæder mig, giver mig hen og bøjer mig dybt Moder Natur.

 

//Nan

Når tankerne går tur – min indre dialog

Når tankerne går tur – min indre dialog

 

“Hun får den bedste version af mig selv frem” læser jeg i en kærlighedserklæring mellem to og så læser jeg ikke mere. Det er sådan det er med jeget, tænker jeg, at det har nuancer. At det er et kalejdoskop fyldt med farvede glasstykker. Smukke, nye, brogede, mindre pæne, komplimenterende, dem vi bedst kan lide og dem vi aldrig selv ville have valgt. Vi rummer dem alle, selv den farve som vi endnu ikke kender eller nogensinde har set.

Jeget kan være en ny erkendelse: “Det ligner slet ikke mig”, en tilståelse: “Jeg blev til noget jeg ikke ønskede at være, men også en ny opdagelse: “Jeg har set helt nye sider af mig selv”. I vesten ser vi os selv med egne øjne, mens man i østen ser sig selv gennem andres, siger nogen, men mon ikke jegets tonsvis af toner er tilnærmelsesvis ens? Mon ikke, at man kan både  miste, men også søge og finde sig selv, uanset ?

At være i stand til at indfange og udforske andres opfattelse af en, skaber i bedste fald et selv billede og en indre dialog. Gennem den og det,  må man øve sig i at a- eller reagere, holde sig selv lidt i hånden og øge selvbevidstheden – om ikke andet, så for en stund.

Gennem livet, kan der indfinde sig en længsel efter at slippe for forklaringer og søge svar men en livslang nysgerrighed fuld af spørgsmål kan muligvis være den mest fredfyldte gave man kan byde sig selv. Det skaber muligvis den smukkeste sammenhæng mellem de værdier man ønsker sig og de egenskaber man besidder, eller de egenskaber man ønsker sig og de værdier man allerede indeholder. Det kræver mod at erkende, at ikke alle farverne i ens kalejdoskop er lyse eller gennemsigtige, men hvis man genkender de mørkere og mere uforklarlige men eksisterende, bliver det lettere at dreje symetrien og lade de små spejle finde nye mønstre. 

Og sådan gik mine tanker atter og engang en tur….fra kærlighedserklæringen i magasinet og hjem til mig selv. Jeg tror, at jeg forstår mig selv gennem de mennesker jeg omgiver mig med`s øjne. De mange øjne som færdes og opfatter Verden sammenfaldende, men også ganske anderledes end jeg. Det får mig til at reflektere og spekulere og mere end halvvejs gennem livet har jeg forsonet mig med, aldrig at lære mig selv helt og aldeles at kende. For at finde den bedste side af mig selv er jeg – helt i orden – afhængig af mine omgivelser….Jeg mærker med den største taknemmelighed, at jeg er blandt nogle af de aller fineste.

 

Vær dig selv – alle andre er taget (Oscar Wilde)

 

//Nan

 

Verden er et smukt sted. Santorini er et af dem.

Verden er et smukt sted. Santorini er et af dem.

Det er noget med farven sort fordi øen, som er en ældgammel udslukt vulkan, har strande med sorte sten, store som små, som ruller frem og tilbage når vinde fra middelhavet blander sig. 

Det er også noget med farven hvid, fordi de fleste huse er kalkede med kridt, blødt rundet af på alle kanter som små sandbygninger, man kunne have formet med hænderne.

Og så er det noget med farven blå. Himlen og havet naturligvis, men også malingen i metalbøtten man bruger på døre og vinduesrammer, på skodder og på stakit.

Santorini er Grækenlands mest fotograferede ø. Det er en af de sydligste i øgruppen Kykladerne og kendt for byerne Fira og Oia, med små hvide huse der klamrer sig op ad den flere hundrede meter lange klippeside, som stikker dybt i det grazioso azurblå hav.  I knap 20 år har min forældre haft sommerhus her og gennem årene har vi kunne følge udviklingen og mangel på samme, der sker noget og og der sker ingenting. Nogle ansigter forsvinder, mens generationer der ligner kommer til og fortsætter forretningen, livsførelsen, med næsten samme metoder og på næsten samme måde som man altid har gjort.

 

Æsler bliver brugt til at transportere mennesker og varer og skal man længere end æslet kan trække, er det på en gennemtæret, støjende knallert hvor kun skumgummi udgør sædet, hjemmevant kørt af en græker uden hjelm. Taverna`erne kappes side om side om at kapre kunder til Moussaka, Souvlaki og Tsatziki. De ældre damer  i sorte kjoler og hævede ben sidder fortsat på små træstole med fletsæde i de små skygge gyder, mens børnene samles om noget plastiklegetøj eller løber om kap på promenaden. 

Santorini har form som en lille tykmavet dinosauer. Formen fik den efter et vulkanudbrud i ca. 1640 f.v.t og er i dag et stort krater med vand i og omkring. Man siger, at strandende er sorte, men i virkeligheden rummer netop disse strande alle farver som findes i ild og så pimpsten eller aske stykker. På en side er krateret rødt, på en anden helt hvid eller sort og flere sider ser man de mange lag, klipperne er formet af. Landskabet er bakker op og bakker ned og de skarpe sider giver anledning til både gys og glæde. Man kommer højt og udsigten fra hvert hjørne man kommer omkring er åndeløst betagende – hele dagen, men også og især ved solnedgang. 

Oia, Fira, Kamari og Perissa vil man oplagt have skrevet på sin liste over byer man skal se eller bo i hvis man besøger Santorini. Mine forældres hus ligger ikke i nogle af disse byer, men i en lidt hengemt perle i et traditionelt område, som der findes flere af på øen. Stræderne er små og tætte, landskabet kuperet og boligerne bygget ind i klipperne hvor der er svalt og skygge. Se, nu kommer skraldemanden gående med sin trillebør. Han har et langt skaft liggende til at hænge skraldeposer på. Det løse affald lægger han i børen. Naboen sætter endnu et fad frem med tomater som skal soltørres, en ældre dame sætter sig og pauser efter at have fejet Bourgonvilla blade. En nu voksen søn tager imod penge for to solsenge med parasol, mens en bonde høster druer, tomater eller meloner ved håndkraft. Han bukker sig, rejser sig, bukker sig igen. En lænkehund gør, et æsel skryder og strømmen forsvinder en stund da en tør og kølende nordenvind tager fat i vimpler og vasketøj.

 

Klokkeren har måske ringet for sidste gang i aften. Den sidste mumlen lægger sig og Santorinis mange katte bevæger sig ud i natten. Om få timer vil solen igen, uafladeligt og ustandseligt stikke sin gyldne snude over havoverfladen og dagene fortsætter, der skal ske noget og der skal ske ingenting.

Den påmindelse af livet bliver man aldrig træt af. 

//Nan