Vi er midt imellem det der lige er sket og det vi endnu ikke kender

Vi er midt imellem det der lige er sket og det vi endnu ikke kender

Fortid, datid, fremtid, nutid, dengang, et par minutter, da, lige om lidt, om et år, i går, når, et minut, om en times tid, for lidt siden, 2020, ved solnedgang, præsens, i morgen, nu, klokken 18, næste år, forrige sommer, futurum, et sekund – igen og igen og igen

Tiden er et faktum, et menneskeskabt begreb som vi planerer og organiserer os efter. Det er uomgængeligt, det er uundgåeligt. På min dåbsattest står der hvad tid jeg kom til Verden og den dag jeg dør, vil de mennesker der er omkring mig, vide hvad klokken er slået og at tiden er rendt ud. Tiden går og den kommer. Man kan trække den og spilde den, man kan se den an og passe den, man kan have den for sig og få den til at gå. Jeg har til tider haft stunder i dette besynderlige år, hvor tiden blot skulle gå, hvor ventetiden skulle erstattes og den tabte tid indhentes, men så mødte jeg en hund og en ny aktivitet, “tidstankerejse” begyndte.

Vores forrige hund var en Schappendoes og hed Sally. Netop sådan en race mødte vores nuværende hund, Buddha og jeg den anden dag og mens de to hunde legede kom jeg til at tænke på, hvordan mødet mellem Sally og Buddha mon ville have været. Den ene døde år, før den anden blev født og tiden begyndte på en gang at fjerne og flette sig fra hinanden. Jeg tænkte på hvordan det ville have været, hvis jeg var ung sammen med mine egne forældre i 60`erne.Sidde der sammen med dem i det brune møblement eller den græsgrønne sofa med træ rammeog spise mørbradgryde, jævnaldrende, måske i en grafisk mønstret kjole uden ærmer, men med bindebælte i livet og en cardigan over skuldrene. Måske ville vi tale om provoerne og hippierne, måske ville lågerne i palisander skabet stå åbne så vi kunne se fjernsyn eller lytte til musik ("you dont have to say you love me”) På en anden rejse tilbage i tiden, ser jeg mig selv være til stede blandt gæsterne til et bryllup hos en for længst afdød onkel og på endnu en, køre sporvogn med en slægtning jeg kun har set foto af……

……….men alle disse rejser er jo kun en tids forestilling. En kollage af fragmenter fra nu- og datid.  En konstruktionen af en mulig verden, hvor jeg får realiseret fordrejede scenarier der ikke er mulige i det virkelige liv. Det virkelige lige så løjerlige nulevende liv, hvor ingen for blot et år siden med en klarsynet krystalkugle kunne spå om, hvor anderledes livet ville blive, være og er nu og som vi om føje tid forhåbentlig vil kunne se tilbage på. De fleste af os venter i uvished på svaret ingen rigtig kan give, for hvornår? Og mens menneskeheden venter på dagen, går månederne og året på sin uberørte og uforfalskede facon.

Solen står hver morgen smukt op over Øresund, tæt på hvor vi bor. Det er her dagen begynder for mig og Buddha. Jeg ved ikke meget før vi kommer ned til vandet, nærmest ingenting andet end at her fylder ventetid ingenting. vi har tiden for os. Hver morgen det samme og jeg glemmer i mere end en time, at meget lidt er som det var. Lige her og lige nu er alting som det altid har været …. det øjeblik forsøger jeg at fastholde så længe som muligt. 

//Nan

 

Vi bør skifte retning, før vi ender der hvor nogen tager os hen

Vi bør skifte retning, før vi ender der hvor nogen tager os hen

Den Danske Ordbog om: Billig: Betydning 1) som koster få penge i forhold til andet af samme slags eller samme kvalitet undertiden med antydning af dårlig kvalitet; om vare, tjenesteydelse el.lign. 1b) Overført: Som man er kommet påfaldende nemt til; med få omkostninger.

Det er nøjagtig sådan, at jeg opfatter ordet billig. Skiber er ladet med udelukkende negativitet og fører sjældent andet end kortvarig glæde med sig.  Billig spiritus (ifrem for spiritus af kvalitet) billige boliger (frem for boliger til rimelig pris), billig tøs ( …… findes “billig knøs?”) billig arbejdskraft (mennesker der bliver betalt langt under det vi i Danmark er blevet enige om), den billige ende (den ende, hvor den billige arbejdskraft har råd til at bo) Uagtet og uanset er ordet nok et af de mest søgte når man skal have udført et stykke håndværk, ud at rejse eller handle fødevarer. Jeg forsøger at forstå at det man foretrækker er økonomisk fordelagtighed, altså noget som koster malabarisk lidt  i forhold til andet af samme slags eller af samme kvalitet …. men tror man oprigtigt, at det kan lade sig gøre?

Min mand er håndværker eller retligt, udlært snedker. Han har været i mesterlære på Finsensvej og gået i skole på Rebslagervej. I dag har han et lille værksted i indre København og er selvstændig mester. På værkstedet har han tre ansatte. To svende hvoraf den ene er i flexjob,  og så har han taget en lærling. Det koster noget at få min mand til at udføre et stykke arbejde. Det er ikke fordi han ønsker at snyde nogen, men fordi han skal betale husleje, både hjemme og på værkstedet. Derudover skal han betale ca. halvdelen af det han tjener i skat og så skal han naturligvis investere i udsugningsanlæg og sikkerhedssko og andet der forbedrer arbejdsmiljøet, betale ferie- og barselspenge og give voksenlærlingen løn. De penge han har tilbage, bruger han mestendels i Danmark. Jeg er noget så anderledes som ansat i et luftfartsselskab. Jeg er stewardesse og arbejder i et selskab som betaler deres ansatte en løn så vi kan betale skat i det land vi bor i. Selskabet er ydermere i gang med en bæredygtig rejse blandt andet ved at indføre energieffektive fly, benytte bæredygtigt design og overgå til langt flere økologiske fødevarer. Det koster penge at investere, tage sin del af ansvaret og derfor også med god samvittighed, gøre brug af statens hjælpepakker når virksomheden er truet på sin eksistens. Kvalitet og bæredygtighed er forsøg på at opfylde nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare …. det kommer man ikke billigt til.

Hvert år i juni måned, tilføjer Det Danske Sprog- og Litteraturselskab nye ord og ordbetydninger til Den Danske Ordbog. Det kunne være podepind og værnemidler som vi alle blev bekendt med i løbet af foråret. Måske fjerner man også ord og ord-forståelser fordi bevidstheden  omkring sprogets betydning for vores måde at forstå verden på er blevet større. Jeg forstår med min, at ordet billig må ud. Der er ingen hverken livsnydelse eller livsforlængelse i at spise en billig ribbensteg når man nu ved, at grise, der bliver taget fra søerne, bliver behandlet med mere end 20 gange så meget antibiotika, når de vokser op i konventionel produktion. Derimod er nydelsen så meget desto større ved at skillinge sammen, spare op elle vente med at købe stegen velvidende, at dyret man senere skal sætte tænderne i er kommet til verden i en hytte på friland, at den har adgang til udeareal og at det foder den spiser er uden GMO og 95% økologisk. Det koster, men det er helt i orden for prisen alene (og særlig hvis den er billigt) har haft eller får konsekvens som vi bør tænke med.

Så kære Danske Ordbog. Jeg skriver til Dem fordi, jeg gerne vil bede Dem genoverveje om hvorvidt det er muligt at udelade ordet “billig”  På samme måde som De hvert år tilføjer ord, mener jeg at andre bør fjernes da de har mistet deres værdi. Således må ordet samfundssind være kommet til og alene ud fra det ord, bør “billig” afmønstres. Jeg føler mig overbevist om, at tiden til at gøre det er rigtig da vi i netop dette forsømte forår har genovervejet livet, ydet det plads til om- og eftertanke og tilvalgt den gode kvalitet.

//Nan

 

 

Der hvor jorden kysser himlen (mellem del)

Der hvor jorden kysser himlen (mellem del)

“Lasse er død”, står der i en sms. Lasse er min svigermors ældste klassekammerat og keramiker af profession.  Han havde et stort og flot gråt hår og en lille fletning som han lod vokse længere end det andet. Han havde ofte en stribet murer skjorte på, en rullet klud om halsen og svaj i bukserne. Han forlod på en måde aldrig den generation han holdt mest af, nu har han forladt os forevigt. Måske kom det ikke bag på mange, at Lasse skulle dø, men da det skete, var selvsamme så uforberedte.

Der dufter af dug og mosekonens bryg på dagens lille løbe tur,. Jeg må ilte systemet og finde tilbage til livet, mærke puls og hjerte efter morgenens sms. Benene finder vej til søen og mosen et par kilometer fra min bopæl. Jeg løber ikke hurtigt for jeg har ingen rekorder jeg skal slå, kun egne aftaler jeg skal nå og  jeg vil  have tid til at stoppe op, for at se hvor store de seks svaneunger er blevet, snige mig en bue uden om ænderne som har lagt næbbet under vingen eller glædes over hængepilens genspejling i søen. Jeg trækker vejret gennem næsen, puster ud gennem munden, strikt og slavisk, et par hjerteslag på en indånding, et par på en udånding, regelmæssigt og roligt.

Ved den tredje bro over Brobækken, kommer en skoleklasse med net og glas med låg for at fange, inspicere og observere, mikroorganismer, smådyr og insekter. Det kunne være døgnfluenymfe, rygsvømmere og skøjteløbere som skal lægges i vand, se på planteliv under forstørrelsesglas som små vandhulsdetektiver. Ved et af elletræerne har en mand sat sin cykel. Han sidder på bænken med en kikkert for øjnene og venter tålmodigt,  måske på en flagspætte, måske på en halemejse, måske på noget jeg ikke ved hvad er. To polske lystfiskere har taget ophold på hængebroen. Små plastikbøtter med kroge og bly ligger på græsset mens de to står ved bredden og spejder efter forbipasserende, som snart vil spørge dem om de ved, at det er forbudt at fiske der? En som sikkert ved det, er den ældre dame med bøllehat og rygsæk. Hun står på den modsatte side og fodrer gæs og ænder med brød hun samvittighedsfuldt har skåret i små tern, små firkantede stykker så der er nok til de fleste.

Mine fødder rører skiftevis gruset. De betræder, sætter af og små bitte sten flytter sig og lægger sig som rytmisk baggrunds mosaik i mine ører. Jeg løber uden høretelefoner, uden ur, uden sigte. Flere gange bliver jeg løbet uden om af andre, med præcis det modsatte. Jeg ved ikke hvad de kan høre, men jeg hører lyden af fødder der flytter sig er langt mere kraftfuldt, langt hastigere, langt mere målsat. Hver gang en anden løber passerer mig, løfter de venstre arm for at checke uret, pulsen, hastigheden? Tre ungtyre drøvtygger uinteresseret på eng- arealet, mens et hold frivillige slår det uønskede siv langs kanterne med le. De fortæller, at det skaber bedre vilkår for en særlig type af tagrør, som en avisudgiver efter sigende, skulle have bragt til søen fra Egypten fordi han var blevet fortalt, at det var netop denne plante, der blev brugt til Moses’ sivkurv. Det passer måske, men ellers passer det det meste sig selv.. Træer som vinden har væltet bliver liggende, skaber nyt liv for fugle, insekter og svampe.Noget forgår, men skaber liv for andet, for andre  ….liv …..

Skyformationer samler sig. Jeg ved ikke hvor langt jeg har løbet eller hvor længe, Istedet blev jeg mindet om hvor vidunderligt det er at være uden denne viden – hvor langt og hvor længe – ikke blot i løb, men også i livet. Det er nu og det er her, ikke det givne liv alene, men alt det vi lægger i det, det vi får ud af at være i det. Desværre er det ofte bedrøvelige begivenheder der minder os om det.

Alt oplevet er levet.

//Nan

(Foto af søen er taget senere samme eftermiddag)

 

 

Der hvor himlen kysser jorden (del 1)

Der hvor himlen kysser jorden (del 1)

“Jeg har en drøm”, siger Nikolaj. “Det handler om frihed og planløshed, det simple og spontane – vilkårlige indskydelser og pludselige påhit … en drøm der tager os med på nye eventyr, væk fra det forsættelige, byde det velkomment når det er kærkomment …. livets lunefuldheder. Jeg drømmer om at sove tættere på stjernerne og på havet, om at flytte mig, mens jeg er tæt på noget genkendeligt.”

Nu er vi midt i i den, drømmen. Blandt fold sammen kasser og kurve, besindigt pakkede kufferter og tænkbare eventuelle behov.  Drømmen hedder California og er en folkevogn med soveplads på taget. Nikolaj har taget sin stråhat på og mens den milde sommervind stryger gennem vinduerne, ruller vi forbi bugter og bondens marker, spiser frokost på en kro og beslutter os for at overnatte i Bisserup, Holsteinborg sogn ved Smålandsfarvandet og Karrebæksminde Bugt, fem kilometer syd for Rude. Bilen parkerer vi langs stranden i skumringen, tæt på skoven. Vi brygger kaffe i vandkanten og ser solen gå ned, lægger os under dynerne på taget af bilen, lidt tættere på stjernerne blinker os i søvn.

 

Havbrise og blide bølgeskvulp vækker os og vi kravler ned og åbner sidedøren. Her sidder vi længe og forsøger at fange og fatte hver eneste følelse der farer gennem os. Vi hopper i havet fuld af vitaminer og mineraler og sætter os mellem stenene og brækker brød og spiser tomater med purløg fra vej-boden vi passerede aftenen forinden. Vi slår tag-teltet ned mens kurve og kasser bliver kategoriseret og systematiseret før vi kører mod Lolland.

Vi cykler fra Bandholm til Kragenæs og tager færgen til den 11,38 km2 lille ø Femø. Vi cykler øen rundt og drikker afkølet æblemost og taler tilfældigt med en af de 121 øboer …. “Vi fryder os tit over alt det, vi er fri for.” siger hun og vi mærker med både krop og sind, hvad hun tænker på. På vejen tilbage til Bandholm, stopper vi hos købmanden (den der er) Et lille hjøjrnehus, som Jan har overtaget efter Mogens og Bodil i 1994. I den lille pavillon udenfor finder vi grøntsager fra de lokale og æggene bliver hentet i hønsehuset. Jan fortæller, at han er ved at gøre klar til Fødevarestyrelsens andet besøg: “De mente, at fuglene er lidt for tæt på de smørstegte kyllingelår”. Vi snitter grøntsagerne og spiser ratatouille fra den lille gryde på primusanlægget. Udsigten er mod vest og solen forsvinder i horisonten. Vi lader dørene bag bilen stå åbne og ligger lunt under dynerne mens de gloende røde farver, flyder over i douche.

Drømmen fortsætter over Falster til Langeland, mens bindingsværk, bondegårde og stubmarker, bakker og åbne vidder, er vores loyale ledsager. Vi kører i udkanten af Danmark og jo, vi har også set den affolkede del, de tilgroede tomter, de afsondrede og afsidesliggende huse   som muligvis, muligvis ikke, er blevt forladt. Vi har set flere ældre end børn, flere til salg – end solgt skilte og langt flere elkørestole end cykler, men det ændrer ikke ved naturens eksuberante skønhed, stilhed og sindsro. Flere vi har mødt siger, at de muligvis bor isoleret, men at de har meget sammen socialt. “Vi se og hør det meste. Se`om det e noe nyt i kram- eller vej bod eller stikker næsen forbi æ kirk eller æ købmand”.

Bag forsatsvinduet i den røde bungalow, med de gennemsigtige gardiner med blonde, sidder en ældre dame ved det knapt oplyste spisebord. Hun bor i svinget og vores billygter lyser rummet op. Hun sidder måske og spiser, måske løser hun kryds og tværs eller også sidder hun bare. Der er dug på bordet, måske en hun selv har broderet. Den ene pære i lysekronen er gået og det øvrige lys i huset er slukket. En automatiseret pære tænder, da vi passerer hoveddøren med blyindfattede ruder. En hare hopper gennem majs markens lange aks, måske den ældre dames mark. Vi beslutter at parkere på en skrænt for enden af netop denne mark.

//Nan

 

 

Midnats afgørende overgang

Midnats afgørende overgang

She only smiles
He only tells her
That she’s the flowers, the wind and spring
In all her splendor sweetly surrendering
The love that innocence brings

Ikke alle tirsdage er ens. Sommetider kender man morgendagen allerede aftenen inden, andre gange sniger den sig ind, langt hen ad selvsamme eftermiddag. I dag tirsdag, den tredje dag hvis man som i Portugal regner dagene fra søndag, i Danmark nok blot den anden dag i ugen. Tirsdag – Tyrs dag eller Tiwaz opkaldt efter en germansk gud, ikke en krigsgud, men mere en gud for retfærdighed og forhandling. Mange har set frem til netop denne tirsdag hvor det handler mindre om retfærdighed og slet ikke om forhandling, men om afklaring. Grænselandet, som ligger et sted mellem 23:59 og 00:01. Her tynger eller trækker lodderne og præcis på slaget, balancerer de mellem færdigheder og formåen. 94.599 trisser frem og tilbage, nogen krydser den her og nu altafgørende grænse, andre bliver stående lidt endnu. Fremtidens nu er om et øjeblik –  nu er det passeret.

Almaz, pure and simple
Born in a world where love survives
Now men will want her
‘Cause life don’t haunt her
Almaz, You lucky lucky thing

Hvordan havde jeg det? Hvad gjorde jeg? Hvorfor blev jeg det jeg er? Tiden dengang var ikke uden fremtid, vi talte bare ikke meget om den. Vi handlede nok lidt mere spontant, tog udgangspunkt i dagen og gik ligesom bare i gang, prøvede det af, sprang til og fra. Nuet var langt mere nærværende, livet lidt mere tilfældigt. Vi bekymrede os måske mindre og berusede os nok mere i udsigt, frem for indsigt, i praktik frem for taktik …. bekymrede vi os overhovedet? Måske var det netop det, at de færreste bekymrede sig? Vi troede på det og fik at vide, at det nok skulle gå. Det stolede vi på, kastede os ud i hvad som helst, men mest af alt, i livet. 

Now I watch closely
And I watch wholly

I can’t imagine love so rare
She’s young and tender
But will life bend her
I look around is she everywhere

I dag, netop denne tirsdag, har mange unge arbejdet sig frem til og hen imod. Det har de gjort siden de begyndte i børnehaveklassen, vi har forberedt dem på at tage en uddannelse. Vi har skærpet deres nysgerrighed og skolen og samfundet, styrket deres evner. En beslutning er truffet, valget er taget, To af de 69.526 af dem er blevet optaget er vores døtre. Først her til morgen forstår jeg hvor meget et sekund skiller et fra et andet, hvor dybt et lettelsens suk og hvor højt en indre euforisk glæde kan være. 

Et lille nyfødt menneske – beundret og elsket. Et lille mirakel som man for altid vil støtte og drømme sammen med. I den bedste af alle Verdner, bliver de født med mange muligheder. I den bedste af alle Verdner, tager vi aldrig de muligheder fra dem. I den bedste af alle Verdner går én eller flere af de muligheder i opfyldelse. I den bedste af alle Verdner …..

He throws her kisses
She shares his wishes
I’m sure he’s keen without a doubt
With love so captive
So solely captive
I ask if I could play the part

//Nan

Randy Crawford skrev Almaz som betyder “diamant” på flere sprog i 1988. Verden er fuld af unge diamanter … looking for a world where love survive…..

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

Kære unge mennesker: “Tillykke”. Tillykke med, at I netop er blevet færdige med en ungdomsuddannelse. Tillykke med huen, uanset hvilke tal der har udløst den, I er blevet studenter.  Tillykke med alle de erfaringer,  bekendtskaber og venskaber I har fået. Tillykke med, at I i går, i dag og de næste mange dage kan fejre friheden, flirte med hinanden og feste i fællesskab.

Tak fordi I har været så tapre og taget imod verbale opsange fra både Statsminister og Hendes Majestæt og udvist samfundssind. I har på forbilledlig vis vist os, at I insisterer på at være en del af fællesskabet. Undersøgelser viser, at I har været bekymrede, naturligvis, men de viser også, at det ikke var jer selv I var bekymrede for men overvejende,  risikoen for at smitte andre der optog jer. I har haft det svært ved at afskære jer fra alt det sociale, et ungt liv indebærer, men I er blevet hjemme fordi I har tænkt på næsten, sat samfundet og dets borgere højere end egne intolerante interesser.  Meget har I tålt. I er blevet kaldt generation MIG eller snarere generation MIG, MIG, MIG hvor I hver især har sat sig selv forrest, eller forældre har fremmanet eller forfremmet netop DIG og ikke dig, dig eller dig og senere generation Snowflake fordi i fremstod som sarte sjæle, der går i stykker, når nogen ånder på jer…..Ungdommen har ofte været udskældt men denne generation har taget ansvaret på og til sig og ikke kun det. I har løftet jer ud af alle de fordomme voksne som har glemt deres egen ungdom måtte have.

De næste dage kører studentervogne rundt med flag, fadøl og et farligt stort stereoanlæg. Knap et halvt døgns råben og skrigen, hujen og syngen kører kapgang mellem følelsesfulde forældre. De har de seneste måneder kunne følge jeres forbitrelse, jeres fortvivlelse.  I har   stået en urimelig svær periode igennem med usikkerhed og ventetid og selv om kun de færreste af jer ved, præcis hvad fremtiden skal indbefatte, så nyd netop det. Nyd, nu bare, at I igen kan være nærværende, at I kan være sammen og ikke hver for sig men sammen, i hinandens fysiske selskab.

De seneste par nætter har I holdt mig vågen nat efter nat med høj musik og glædesudbrud og jo, jeg har da en masse jeg skal passe og en masse jeg skal nå dagen derpå, men jeg afstår gerne fra et par nætters søvn for der er intet som kan måle sig med det I har i vente, alt det i skal indhente. “Det forsømte forår, vil aldrig blive glemt – I vil aldrig blive glemt. Tak fordi vi har jer og rigtig god fest.

//Nan