“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

Kære unge mennesker: “Tillykke”. Tillykke med, at I netop er blevet færdige med en ungdomsuddannelse. Tillykke med huen, uanset hvilke tal der har udløst den, I er blevet studenter.  Tillykke med alle de erfaringer,  bekendtskaber og venskaber I har fået. Tillykke med, at I i går, i dag og de næste mange dage kan fejre friheden, flirte med hinanden og feste i fællesskab.

Tak fordi I har været så tapre og taget imod verbale opsange fra både Statsminister og Hendes Majestæt og udvist samfundssind. I har på forbilledlig vis vist os, at I insisterer på at være en del af fællesskabet. Undersøgelser viser, at I har været bekymrede, naturligvis, men de viser også, at det ikke var jer selv I var bekymrede for men overvejende,  risikoen for at smitte andre der optog jer. I har haft det svært ved at afskære jer fra alt det sociale, et ungt liv indebærer, men I er blevet hjemme fordi I har tænkt på næsten, sat samfundet og dets borgere højere end egne intolerante interesser.  Meget har I tålt. I er blevet kaldt generation MIG eller snarere generation MIG, MIG, MIG hvor I hver især har sat sig selv forrest, eller forældre har fremmanet eller forfremmet netop DIG og ikke dig, dig eller dig og senere generation Snowflake fordi i fremstod som sarte sjæle, der går i stykker, når nogen ånder på jer…..Ungdommen har ofte været udskældt men denne generation har taget ansvaret på og til sig og ikke kun det. I har løftet jer ud af alle de fordomme voksne som har glemt deres egen ungdom måtte have.

De næste dage kører studentervogne rundt med flag, fadøl og et farligt stort stereoanlæg. Knap et halvt døgns råben og skrigen, hujen og syngen kører kapgang mellem følelsesfulde forældre. De har de seneste måneder kunne følge jeres forbitrelse, jeres fortvivlelse.  I har   stået en urimelig svær periode igennem med usikkerhed og ventetid og selv om kun de færreste af jer ved, præcis hvad fremtiden skal indbefatte, så nyd netop det. Nyd, nu bare, at I igen kan være nærværende, at I kan være sammen og ikke hver for sig men sammen, i hinandens fysiske selskab.

De seneste par nætter har I holdt mig vågen nat efter nat med høj musik og glædesudbrud og jo, jeg har da en masse jeg skal passe og en masse jeg skal nå dagen derpå, men jeg afstår gerne fra et par nætters søvn for der er intet som kan måle sig med det I har i vente, alt det i skal indhente. “Det forsømte forår, vil aldrig blive glemt – I vil aldrig blive glemt. Tak fordi vi har jer og rigtig god fest.

//Nan

Det er let at skrive når man har noget på hjerte

Det er let at skrive når man har noget på hjerte

Kære Dagbog. Det undrer mig, at det sommetider er lettere at tale frem for at skrive og til andre, lettere at skrive frem for at tale. Med det talte følger   øjenkontakt og indlejrede kropsudtalte komponenter, men også (u)koordinerede konsonanter blandet med vokaler med en anden hastighed end det skrevne. Med det skrevne følger en præstation, en længerevarende konsultation med sætningsdannelser og termer, kommasætning, gennemlæsning for at være sikker på ægtheden i beretningen. Forskellen ligger også i tempoet. Der er et stykke vej fra tanke til ord, mens der er eftertænksomhed mellem refleksion og skrift.

Sådan kan jeg lide at tænke det.

 

Men forskellen mellem det talte og skrevne er blevet mindre. Sociale medier har opfundet en hybrid og tastaturet minimeret tiden mellem det man tænker og det man skriver. Den  større hastighed på tastaturet gør det sværere for hjernen at bearbejde og betænke det nedskrevne. Før i tide var man henført til pen og papir og kunne nå at overveje ordene og helt undlade, at lade modtageren vide besked. Desforuden skulle det skrevne leveres i et andet tempo, end blot et tryk på “send”.  Hvor der før var en hvis afstand mellem to der skrev til hinanden, er begge i dag tilnærmelsesvis til stede samtidig og samtalen skiftet stil, til tider helt skredet.

 

Sproget kan skabe og det kan skade, det kan være smukt og det kan være stygt, det er den største kontakt mellem mennesker. Tænk sig et samfund uden….

Med det i mente og en accept af, at sproget har en væsentlig betydning, bør vi kontinuerligt gentænke hvordan og med hvilket formål vi anvender det. Når man eksempelvis udjævner det eller er fysisk til stede, bruger man tegn, emojis eller sætter capslock til, så modtageren forstå tonefald og stemning.

 Det er her kære dagbog, at du har en stor betydning.

 

Bevidstheden om, at der er en modtager. Det er de færreste der skriver til sig selv eller….i dette tilfælde hvor det blot er en lang række af betragtninger….tænker jeg alligevel en adressat ind. På den måde bliver jeg langt mere ansvars- og samvittighedsfuld inden jeg sender mine sindbilleder afsted. Lad os kalde det næstekærlighed eller omsorg for andre mennesker. Ikke blot i denne søde juletid, men til alle tider, at sætte sprogtempoet ned og tiltænke én – i visse tilfælde, dagbogen alene.

//Nan

Det nye år begynder ved enhvers fødselsdag

Det nye år begynder ved enhvers fødselsdag

 

Det var ikke særlig usædvanligt. Jeg blev 16 år og inviterede derfor mine veninder til en SU venlig gryde mad. Det usædvanlige ligger måske, måske ikke i, at jeg har gjort det hvert år lige siden. Grydens indhold varierer en smule, pigerne er blevet til damer og gennem årene er der kommet langt flere til. Det er dem dette indlæg skal handle om, vennerne og så om den daglige dybtfølte indre lykke følelse af at have makkere. Ikke blot bekendte, kollegaer eller virtuelle venner, men kumpaner eller bonkammerater man kan dele livet med. Venskab er en af livets graciøse gaver som man skal både byde på og tage rigtig godt imod.

 

Lykke er en bred og buttet tilstand. En uudtalt fornemmelse af at lykkes. Et øjebliks symetrisk samklang mellem harmoni og essentiel eksistens eller blot erkendelsen af at være til. Nå ja, måske lettere højstemt, men så flotte gloser må man af og til tage i brug for at beskrive en følelse. Følelsen er her, tilnærmelsesvis lykke i selskab med fred og tilfredshed, med et strejf af ømhed og velbehag som jeg genoplever på min fødselsdag. Ikke fordi at dagen handler om mig, men fordi at alle dem som dagligt drysser nærvær og tilstedevær er samlet, som en sonde der tilfører næring eller som et sugerør, jeg trækker vejret gennem. Det er kuldegysende varme og eksalteret, bevares, men når man nu har klemt sig op i lykkens hjørne….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

At fejre fødselsdag handler kke kun om én, men om flere. Det er en mulighed for at mødes og øjes – det bryder med dagligdagen og så giver det anledning til at venner møder venner, som på denne dag finder ud af, at de har så meget mere sammen end at kende fødselaren. Det handler om samhørighed og velvilligt slægtsskab og ikke så meget om flag og lagkage. Det handler om at samles, snakke og ses og med lidt held, støbe nye sammenhænge og frigive endnu mere forgodtbefindende.  At mødes er altid en mulighed for at frembringe nye venskabs fundamenter. Anledningen fødselsdag er en af dem.

//Nan

Denne morgen den 22. november, vågner jeg til hundredevis af lykønskninger. Der, midt på gulvet sidder jeg, mens hilsnerne daler ned og lægger sig tæt. Jeg havde ingen anelse om hvor meget disse livstegn betyder, men det ved jeg nu. Jeg har brugt timer på at glædes og gengælde det som nogen mener er lettere overfladisk…..Jeg må sige, at jeg føler mig elsket. 

 

Jeg bøjer mig ydmygt i livet

Jeg bøjer mig ydmygt i livet

 

Da jeg var barn var regelen, at vi skulle være udenfor og “få noget luft” som det hed sig,  mindst en halv time om dagen. Ofte blev det til mange timer, hvor vi legede skjul, gravede efter gamle potteskår, skød til måls eller opbyggede nye uudforskede universer. Der skulle sjældent meget til. “Hjælp”, råbte en, ” vi er strandet på en øde ø”, og så var legen i gang.  Alle årstider kunne bruges, alt kunne omsættes og anvendes på barndommens Mælkevej. 

Naturen var vores friheds felt.  

Om efteråret samlede vi brogede brune blade som vi trak på snor, konstruerede kastanje dyr, spejdede efter vandpytter i gummistøvler eller lå på maven ved mosen og fangede haletudser. Om foråret såede vi ærter og spirede kartofler, vi plukkede blomster og bandt kranse eller lå i græsset og søgte efter insekter og firkløvere. Om sommeren  samlede vi hul sten eller bare sten og malede på dem og muslingeskaller vi fandt på stranden. Om vinteren drømte vi om at lave igloer, men som regel blev det kun til en skramlet snemand og så skøjtede og kælkede vi naturligvis til og fra og op og ned.

Fra naturen både både fik og brugte vi energi. 

 

Jeg har været stewardesse i 30 år og fungerer fortsat som sådan. Mindst en gang om ugen flyver jeg til en ny hovedstad og bliver bjergtaget, betaget og beæret over at se solen stå op over Manhattan eller se den gå ned over Bund i Shanghai. Køre med fløibanen i Bergen eller på cykel blandt millioner af kinesere gennem Peking. Vandre gennem Gamla Stan i Stokholm eller ad Verdens længste rullende fortov i Hong Kong. Klemme mig ind i Shinkansen i Japan eller gennem de små gyder i Amsterdam. Jeg ønsker ikke at være noget af det foruden, men vel hjemme igen er jeg både sulten og tørstig efter det oprindelige. Det som ikke er bearbejdet af menneskehånd eller præget af nogens kultur. Det virkelige eller måske i virkeligheden, virkeligheden? Det helt og aldeles grunlæggende, fundamentale fundament, det uforstyrrede. 

 

 

 

 

 

Måske er det barndommens erindringer, måske er det arbejdslivets spektakel og ståhej, men der er en voksende længsel efter at være tættere på duften af bark og bondens mark, bladenes raslen og elvens rislen, den gyldne muld og den mørke himmel fuld af stjerner, man kan drømme om at løbe efter.  Jeg er på vej til Slovenien, kaldet Europas grønne hjerte hvor jeg skal mindes om hvor godt det er at blive mæt, når man har været sulten, hvor godt det er at få varmen, når man har været kold og hvor godt det er at få hvile, når man er rigtig træt.

Ydmyghed og taknemmelighed…taknemmelighed.

jeg glæder mig, giver mig hen og bøjer mig dybt Moder Natur.

 

//Nan

Måske ska`vi

Måske ska`vi

 

Måske er det fordi jeg altid er blevet talt pænt til. Måske er det fordi, at jeg ikke altid hører ordentligt efter det der bliver sagt.  Måske er det fordi mit selvværd er for stort eller måske er det fordi, at det er for lille. Måske er det fordi mit sind er for lyst eller fordi mine tanker om andre mennesker er for pæne. Måske har jeg lettere ved at tilgive eller bare give pokker i vold. Måske er det fordi jeg er vokset op i et hjem med en mor, som i næsten al den tid jeg kan huske, har været politiker også længe før, krænkelses fænomenet voksede sig stort, større, størst. …

måske.

 

Vi sidder i en bus og taler om køn eller snarere om dem/de eller hen,  som ikke definerer sig som et, men blot som et menneske. Vi taler for og imod – han for og jeg imod – at omstøde sproget så flere føler sig inkluderet. Han vil at vi skal huske på, at ikke alle føler sig som en kvinde eller som en mand, han vil undgå at nogen føler ubehag og det er vi indlysende enige om, for jeg har ikke et ønske om ikke at inkludere, ikke at imøde- eller ihukomme og jeg har naturligvis ingen interesse i, at nogen føler ubehag. Det tror jeg at de færreste har og det er her, at det går op for mig, at  vi har svært ved at mødes. Vores blik på mennesker omkring os og os selv, er fundamentalt forskellige. Det handler, i min muligvis naive optik, om den tilsigtede og den utilsigtede hensigt og så selvsagt om emotioner. Følelser som kan komme i konflikt og være blandede, et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker….

For lidt mere end to år siden, da jeg i besluttede mig for at begynde bloggen her, var det i ærgrelse over, at måtte skærme mig igennem stikkende, sarkastiske og skånselsløse statements på (a)sociale medier. Når slusen først blev åbnet, var det som at blive bruset og blæst bagover af en hård stråle med iskoldt vand. Jeg blev både kold og klam og mine arme hang så latterligt lange, at man kunne tage dem og binde dem i en kraftesløs knude på ryggen. Som en våd klud sad jeg og iagttog en højlydt kamp mellem udråbstegn, caps-lock og et voldsomt vokabular, ikke skrevet uvidende om, men velvidende. Jeg oprettede dette modsat tænkende forum hvor grundformen er glad og tilliden til livet og de der er i det.

 

Der er plads til at være uenige, uafklarede, uerfarne, umiddelbare, og usikre, men ikke ubehagelige, ubønhørlige, ufejlbarlige, uforsonelige og underlødige. Jeg tror, at hvis vi efter bedste evne tilpasse sproget afhængig af situationen, så vi selv kan være i det og i mødet med andre og selvsagt omformulere os, hvis det skulle blive nødvendigt.  At være i stand til at sige undskyld hvis man bliver gjort opmærksom på, at man har sagt noget, én ikke bryder sig om, snarere end at undskylde først og omformulere tiltaleformer som endnu føles ukendte. Det stiller krav til modtageren, som må føje kontekst, klarhjernethed og kasus til sine følelser og spørge sig selv, om det sagte var tilsigtet eller muligvis utilsigtet. Det indebærer en dialog.

Vi blev ikke enige før turen i bussen var slut. Måske fordi vi var for stædige. Måske fordi vi ikke så Verden fra samme ståsted. Måske fordi jeg aldrig har prøvet at blive krænket eller måske fordi han har. Måske Verden er fuld af mennesker, man ikke kan få til at mene det samme og at det også er helt i orden.

Måske.

 

Når tankerne går tur – min indre dialog

Når tankerne går tur – min indre dialog

 

“Hun får den bedste version af mig selv frem” læser jeg i en kærlighedserklæring mellem to og så læser jeg ikke mere. Det er sådan det er med jeget, tænker jeg, at det har nuancer. At det er et kalejdoskop fyldt med farvede glasstykker. Smukke, nye, brogede, mindre pæne, komplimenterende, dem vi bedst kan lide og dem vi aldrig selv ville have valgt. Vi rummer dem alle, selv den farve som vi endnu ikke kender eller nogensinde har set.

Jeget kan være en ny erkendelse: “Det ligner slet ikke mig”, en tilståelse: “Jeg blev til noget jeg ikke ønskede at være, men også en ny opdagelse: “Jeg har set helt nye sider af mig selv”. I vesten ser vi os selv med egne øjne, mens man i østen ser sig selv gennem andres, siger nogen, men mon ikke jegets tonsvis af toner er tilnærmelsesvis ens? Mon ikke, at man kan både  miste, men også søge og finde sig selv, uanset ?

At være i stand til at indfange og udforske andres opfattelse af en, skaber i bedste fald et selv billede og en indre dialog. Gennem den og det,  må man øve sig i at a- eller reagere, holde sig selv lidt i hånden og øge selvbevidstheden – om ikke andet, så for en stund.

Gennem livet, kan der indfinde sig en længsel efter at slippe for forklaringer og søge svar men en livslang nysgerrighed fuld af spørgsmål kan muligvis være den mest fredfyldte gave man kan byde sig selv. Det skaber muligvis den smukkeste sammenhæng mellem de værdier man ønsker sig og de egenskaber man besidder, eller de egenskaber man ønsker sig og de værdier man allerede indeholder. Det kræver mod at erkende, at ikke alle farverne i ens kalejdoskop er lyse eller gennemsigtige, men hvis man genkender de mørkere og mere uforklarlige men eksisterende, bliver det lettere at dreje symetrien og lade de små spejle finde nye mønstre. 

Og sådan gik mine tanker atter og engang en tur….fra kærlighedserklæringen i magasinet og hjem til mig selv. Jeg tror, at jeg forstår mig selv gennem de mennesker jeg omgiver mig med`s øjne. De mange øjne som færdes og opfatter Verden sammenfaldende, men også ganske anderledes end jeg. Det får mig til at reflektere og spekulere og mere end halvvejs gennem livet har jeg forsonet mig med, aldrig at lære mig selv helt og aldeles at kende. For at finde den bedste side af mig selv er jeg – helt i orden – afhængig af mine omgivelser….Jeg mærker med den største taknemmelighed, at jeg er blandt nogle af de aller fineste.

 

Vær dig selv – alle andre er taget (Oscar Wilde)

 

//Nan