af talverdenop | dec 19, 2020 | MIG
Der er meninger og mere end en om netop denne dato, men uanset hvilken en af de mange man måtte have, kan de fleste blive enige om, at julen står for en tiltrængt pause. Et lunefuldt øjeblik hvor tiden bliver sat i bero og hvor man suspenderer, det man ellers så ofte og hele tiden er i gang med. Man drosler ned på aktivitet og produktivitet og spiser sig fra sund fornuft. Man giver slip og lader sig føre, undgår at skulle mere, være flere og bare lade aftenen passere. Julen er en kærkommen mulighed for afbrydelse af evigt åbne butikker og fristelser, for længst forudaftalte arrangementer, deadlines, indspark uden frispark, indstillinger, tilpasninger og til stadighed strabadserende prøvelser. Datoen for juleaften er for denne så særprægede tid, opsigtsvækkende uændret og det samme er dagene som følger i forlængelse af. Ingen behøver at bryde det momentum ved at gentage, at julen som vi kender den, ikke bliver som den plejer…. lad og istedet forsøge at fastholde pausen, i den velkendte del af fortællingen. Med pausen sættes nærværet ind og sanserne skærpes, det er det pausen kan hjælpe os med og det er helt legalt at stemple ud en stund.
Ufrivillig og uønsket alene juleaften og rekord stort antal mennesker søger julehjælp. Det er egentlig ikke det jeg lytter til, men det er alligevel det jeg hører. Det er julens disede og uigennemsigtige nuancer. En højtid hvor familier tager hinanden i hænderne og forærer hinanden gaver, men det kan man kun hvis man har nogen at holde, noget at give af. For flere er netop denne tid, disse dage, årets største udfordring, fuld af afsavn og bekymringer og med den viden, som ingen har kunnet undgå at høre om, oplevet eller kender til, er julen den tid på året, hvor vi skal minde hinanden om, at /:vi er her for andre end os selv/:……skal gentages.
Nu er det endelig december. Temperaturen er ca. 5 grader, luftfugtigheden er på 90% og vinden 1 ms. Solen står op kl. 8:31 og går ned igen 15:36, men solen har vi ikke set længe, faktisk mindre end en time denne måned. Langt de fleste naboer har tændt stjerner i vinduerne eller hængt guirlander af lys i træerne. Mine øjne ser fra mørke til lys, fra fortvivlelse til sjælefred. Om få dage vil jeg tage vores døtre i hænderne og spadsere sammen med min mand, over til mine forældre. Min mor vil tage imod os med julekuglekinder og en varm duft af nelliker, laurbærblade og brunede kartofler, vil sammen med det traditionsrige julestads, byde os velkommen ind i varmen. Min far vil sidde rank og stolt for bordenden og skænke vin fra flasker med hældetud og drypring og mandelgaven vil ligge klar på skænken med porcelæn og sølvtøj. Juletræet vil være endnu smukkere, pakkerne være endnu flere og på loftet sidder nissen med sin julegrød, sin julegrød, sin julegrød.
Jeg vil taknemmeligt tage imod det hele velvidende, at hjertet ved hvad julen betyder, for uden den viden eksisterer julen ikke. Jeg vil give mig hen og glemme det sørgerlige og sorgfulde for en stund, stemple ud og holde den sjældne pause. Jeg har selvsagt betænkt og skænket i håbet om, at de der mangler og de der savner, mærker at glæden er jordens gæst og hjerternes fest. “Ingen er nogensinde blevet fattige af at give lidt”. (Anne Frank)
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul. En jul hvor aktivitet for en periode bør ophøre og midlertidigt ligger stille. I den stilhed hører man tydeligt lyden af jul.
//Nan
https://bornetelefonen.dk, https://weshelter.dk/erhvervspartner/stoet-i-julen/ https://moedrehjaelpen.dk/jul , https://julehjaelpen.dk https://www.rodekors.dk/jul/julehjaelp https://kirkenskorshaer.dk/jul
af talverdenop | dec 6, 2020 | Den positive debat, MIG
Kære Dagbog
I dag, hvilken som helst dag på på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Vi er et par dage inde i december, den 3. eller d. 4. måske og året .. 2020 Måske betyder det ikke så meget, om det er onsdag eller torsdag, ikke lige nu i hvert fald, for jeg er i Shanghai i Kina, isoleret på et hotel. Det er sådan kineserne her ønsker det og så er det naturligvis sådan vi må gøre det. Og jeg har gjort det, selv om jeg har været mere end betænkelig. Betænkelig ived at skulle testes flere gange i samme døgn for Covid-19, betænkelig over at skulle isoleres i et døgn ude i Verden og betænkelig ved ikke at kunne formulere og forklare mig, hvis noget skulle gå galt undervejs, men nu har jeg gjort det. Stået med åben mund og sagt ahhh, mens en læge stak en vatpind i halsen på mig, ventede et par timer på svaret som var negativt og gik ombord på et fly på vej væk..Fløj sikkert og vist til Kina hvor plastikbeklædte mennesker eskorterede os rundt ad trapper, i sluser og labyrinter, fra terminaler til bussen hvor endnu en test skulle tages og jeg blev vred på damen hvis øjne jeg ikke kunne se, da hun stak to træpinde i halsen på mig samtidig og flere gange, uden ønsket resultat, til pas- og sikkerhedskontrol, til stempler og scanninger.
Jeg ser alt gennem bus ruden på vej til hotellet. De gammelkendte rødmossede ansigter på vej til og fra, på tæt-læssede knallertter. Huse der er ved at blive bygget op eller revet ned. De små anlagte køkkenhaver og vasketøj, altid vasketøj som hænger på små altaner bag gitter. Vejarbejderne, både dem der sparker til et par sten og dem der lige har lettet på hjelmen for at tørre en klud over panden. Jeg er sikker på, at der er en plan, men deres ansigtsudtryk signalerer, at de selv er lidt i tvivl. 
Kvinden som pusler lidt rundt foran sin lille butik med fremmede frugter og brændevin, lidt tørret og saltet fisk og noget på glas med skruelåg jeg ikke helt kan gennemskue. I vinduet hænger natursvampe , udenfor er gule pomegranter, gigantiske ingefær og sodavand i fremmede flasker, mens en plastikkat står bag ruden og vinker. Her er lidt af alt det man lige står og mangler eller noget af alt det, man godt kan undvære.
Hotellet er indrettet som de fleste med beige og brun marmor og smukke store kroner i loftet, men ellers er her intet andet, ingen andre. Kun statens plastikbeklædte folk, som skal sørge for, at vi er dem vi giver os ud for at være og hvis vi er… så skal sørge for at eskortere os til vores værelse. Det er her jeg er nu, bevist negativ og endnu engang konstateret, at jeg er mig, Vinduet står på klem og den søde duft af Kina, duftes i øjeblikke. Overfor hotellet spiller de badminton i en stor hal. Det er de menesker jeg kan se og så vagtbetjenten nogen har sat ved indgangen til hotellet. Han rejser sig af og til fra sit lille skillerhus og går en runde. Han er pligtopfyldende og gør hvad han bliver betalt for, men der kommer ikke nogen i alle mine vågne timer.
Nu banker det på døren og en plastikpose med knude, bliver sat på et lille bord uden for døren. Det er aftensmaden som stadig er næsten varm. Jeg sætter mig i sengen og ser på den gigantiske reklame skærm som tidligere har fristet med farvestrålende tilbud, afhængig af års- og taletid. Nu er den slukket og sort, som så meget andet.
Jeg er hverken ensom eller trist mens jeg ligger her og venter på at tiden skal gå, underligt nok, når man bliver lukket inde på et værelse uden nøglekort I det lille døgn jeg skal være her, finder jeg tværtimod ro og glæde i alle dem jeg har og alt det der venter. Friheden til at tænke og gøre (stort set) som jeg vil, min mands varme hånd, duften fra havet sammen med Buddha (min hund) alt for tidligt om morgenen, december lys i stager og på facader, smileyfyldte beskeder fra vores døtre, timers dagslys i min stue, god nybrygget kaffe, en cykeltur, uvist hvorhen, nærheden med mine venner, at spille fodbold om søndagen, forventningen ved at gå i gang med min nye bog, taknemmeligheden over at skulle til min svigerfars 80 års fødselsdag og at vi har alle vores “gamle”, friske blomster i vaser ….
I dag, hvilken som helst dag på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Jeg er på vej hjem.
//Nan
af talverdenop | nov 16, 2020 | MIG
I dag er der gået måneder, der er gået uger og der er gået dage. Langt de fleste af dem har været fyldt med usikkerhed, uvished og uforudsigelighed, siden Verden vente. Den vante, velkendte og alligevel ubekendte tid hvor planlægning af fritid, friluftsliv og frihed blev tilrettelagt efter mit arbejde som stewardesse gennem snart 31, er intet som det var og meget lidt, som det burde. Jo, jeg har nok vidst, at det er det der sker når man bliver ramt af pludselig opstået sygdom – ovenikøbet af en Verdens omspændt en af slagsen, at hverdagen med ét bliver forandret og at langt flere forfjamskede og forstyrrende spørgsmål end svar, melder sig. Hvordan mon…Hvem mon ….Hvilken mon …..Hvornår mon …Hvorfra mon ….Ingen ved ved det, men mumler at “Vi må lade tiden arbejde og håbe på en bedre behandling, i bedste fald en vaccine.” Imens ligger vi der, nogle af os, som raske patioenter og modtager medicin som får os til at kontinuere, perserverre – holde fast, holde ud og blive ved.
God promised you never days without pain
Laughter without sorrow
Sun without rain
De velmenende vitaminer af nyopfundne præparater som Den Danske Ordbog dette Herrens år, har tilføjet. hjemsendelse, hjælpepakke, lønkompensation, trepartsaftale om arbejdsfordeling, lindrer lidt. Blot er det kun øjebliks symptom behandling og bekymringen og nye spørsmål som: “Hvad nu hvis” og “mon” er ikke sådan at slippe af med. Dén hjerne aktivitet er svær at slå fra og fortidens bekymringsløse storslåethed er afløst af en bævende nedslåethed. Det lille bogstav “u” skifter plads foran efterledet (prøv selv med “ro” og “bekymring”) og en kontinuerlig kamp om at få det til at skifte plads eller forsvinde begynder. Efter ni måneder er mange ved at være gået over tid, løbet ud af sidste anvendelsesdato og stemplet “Bedst før”. Men mens jeg ligger der på hylden og bliver vendt og drejet, sker der over tid noget mirakuløst ….
What you call a problem / call lessons of love
En samling af spredte stemmer spørger: “Måske kunne`vi?”, “Har du ikke lyst til?”, “Lad os hjælpes ad” og en hær af hænder rækker ud. Venner og bekendte og mennesker jeg har kun lige har mødt, trækker mig op og holder mig tæt, til jeg igen står sikkert. Der har været dage hvor jeg har været rastløs, modløs og løsrevet, men den indre worrier vækkede den iboende warrior og en ny energi er ved at tage form. Hvilken vej den fører ved jeg ikke helt endnu, men en revolutionerende fornemmelse af ejerskab over eget liv, har med hjælp fra venner og alle dem jeg kender, fundet vej. Jeg har haft hjerte uro, hjerte stille stunder og hjertebanken, men er blevet mødt med så usigelig meget hjertevarme. I går med mig i mørke, jeg går aldrig uden jer i lyset.
Never is to late/that it`s always possible to start out again
//Nan
(Linjerne er lånt fra Outlandish Warrior)
af talverdenop | sep 24, 2020 | MIG
Fortid, datid, fremtid, nutid, dengang, et par minutter, da, lige om lidt, om et år, i går, når, et minut, om en times tid, for lidt siden, 2020, ved solnedgang, præsens, i morgen, nu, klokken 18, næste år, forrige sommer, futurum, et sekund – igen og igen og igen
Tiden er et faktum, et menneskeskabt begreb som vi planerer og organiserer os efter. Det er uomgængeligt, det er uundgåeligt. På min dåbsattest står der hvad tid jeg kom til Verden og den dag jeg dør, vil de mennesker der er omkring mig, vide hvad klokken er slået og at tiden er rendt ud. Tiden går og den kommer. Man kan trække den og spilde den, man kan se den an og passe den, man kan have den for sig og få den til at gå. Jeg har til tider haft stunder i dette besynderlige år, hvor tiden blot skulle gå, hvor ventetiden skulle erstattes og den tabte tid indhentes, men så mødte jeg en hund og en ny aktivitet, “tidstankerejse” begyndte.
Vores forrige hund var en Schappendoes og hed Sally. Netop sådan en race mødte vores nuværende hund, Buddha og jeg den anden dag og mens de to hunde legede kom jeg til at tænke på, hvordan mødet mellem Sally og Buddha mon ville have været. Den ene døde år, før den anden blev født og tiden begyndte på en gang at fjerne og flette sig fra hinanden. Jeg tænkte på hvordan det ville have været, hvis jeg var ung sammen med mine egne forældre i 60`erne.Sidde der sammen med dem i det brune møblement eller den græsgrønne sofa med træ rammeog spise mørbradgryde, jævnaldrende, måske i en grafisk mønstret kjole uden ærmer, men med bindebælte i livet og en cardigan over skuldrene. Måske ville vi tale om provoerne og hippierne, måske ville lågerne i palisander skabet stå åbne så vi kunne se fjernsyn eller lytte til musik ("you dont have to say you love me”) På en anden rejse tilbage i tiden, ser jeg mig selv være til stede blandt gæsterne til et bryllup hos en for længst afdød onkel og på endnu en, køre sporvogn med en slægtning jeg kun har set foto af……
……….men alle disse rejser er jo kun en tids forestilling. En kollage af fragmenter fra nu- og datid. En konstruktionen af en mulig verden, hvor jeg får realiseret fordrejede scenarier der ikke er mulige i det virkelige liv. Det virkelige lige så løjerlige nulevende liv, hvor ingen for blot et år siden med en klarsynet krystalkugle kunne spå om, hvor anderledes livet ville blive, være og er nu og som vi om føje tid forhåbentlig vil kunne se tilbage på. De fleste af os venter i uvished på svaret ingen rigtig kan give, for hvornår? Og mens menneskeheden venter på dagen, går månederne og året på sin uberørte og uforfalskede facon.
Solen står hver morgen smukt op over Øresund, tæt på hvor vi bor. Det er her dagen begynder for mig og Buddha. Jeg ved ikke meget før vi kommer ned til vandet, nærmest ingenting andet end at her fylder ventetid ingenting. vi har tiden for os. Hver morgen det samme og jeg glemmer i mere end en time, at meget lidt er som det var. Lige her og lige nu er alting som det altid har været …. det øjeblik forsøger jeg at fastholde så længe som muligt.
//Nan
af talverdenop | sep 12, 2020 | Hverdagstanker og drømme, MIG
Den Danske Ordbog om: Billig: Betydning 1) som koster få penge i forhold til andet af samme slags eller samme kvalitet undertiden med antydning af dårlig kvalitet; om vare, tjenesteydelse el.lign. 1b) Overført: Som man er kommet påfaldende nemt til; med få omkostninger.
Det er nøjagtig sådan, at jeg opfatter ordet billig. Skiber er ladet med udelukkende negativitet og fører sjældent andet end kortvarig glæde med sig. Billig spiritus (ifrem for spiritus af kvalitet) billige boliger (frem for boliger til rimelig pris), billig tøs ( …… findes “billig knøs?”) billig arbejdskraft (mennesker der bliver betalt langt under det vi i Danmark er blevet enige om), den billige ende (den ende, hvor den billige arbejdskraft har råd til at bo) Uagtet og uanset er ordet nok et af de mest søgte når man skal have udført et stykke håndværk, ud at rejse eller handle fødevarer. Jeg forsøger at forstå at det man foretrækker er økonomisk fordelagtighed, altså noget som koster malabarisk lidt i forhold til andet af samme slags eller af samme kvalitet …. men tror man oprigtigt, at det kan lade sig gøre?
Min mand er håndværker eller retligt, udlært snedker. Han har været i mesterlære på Finsensvej og gået i skole på Rebslagervej. I dag har han et lille værksted i indre København og er selvstændig mester. På værkstedet har han tre ansatte. To svende hvoraf den ene er i flexjob, og så har han taget en lærling. Det koster noget at få min mand til at udføre et stykke arbejde. Det er ikke fordi han ønsker at snyde nogen, men fordi han skal betale husleje, både hjemme og på værkstedet. Derudover skal han betale ca. halvdelen af det han tjener i skat og så skal han naturligvis investere i udsugningsanlæg og sikkerhedssko og andet der forbedrer arbejdsmiljøet, betale ferie- og barselspenge og give voksenlærlingen løn. De penge han har tilbage, bruger han mestendels i Danmark. Jeg er noget så anderledes som ansat i et luftfartsselskab. Jeg er stewardesse og arbejder i et selskab som betaler deres ansatte en løn så vi kan betale skat i det land vi bor i. Selskabet er ydermere i gang med en bæredygtig rejse blandt andet ved at indføre energieffektive fly, benytte bæredygtigt design og overgå til langt flere økologiske fødevarer. Det koster penge at investere, tage sin del af ansvaret og derfor også med god samvittighed, gøre brug af statens hjælpepakker når virksomheden er truet på sin eksistens. Kvalitet og bæredygtighed er forsøg på at opfylde nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare …. det kommer man ikke billigt til.
Hvert år i juni måned, tilføjer Det Danske Sprog- og Litteraturselskab nye ord og ordbetydninger til Den Danske Ordbog. Det kunne være podepind og værnemidler som vi alle blev bekendt med i løbet af foråret. Måske fjerner man også ord og ord-forståelser fordi bevidstheden omkring sprogets betydning for vores måde at forstå verden på er blevet større. Jeg forstår med min, at ordet billig må ud. Der er ingen hverken livsnydelse eller livsforlængelse i at spise en billig ribbensteg når man nu ved, at grise, der bliver taget fra søerne, bliver behandlet med mere end 20 gange så meget antibiotika, når de vokser op i konventionel produktion. Derimod er nydelsen så meget desto større ved at skillinge sammen, spare op elle vente med at købe stegen velvidende, at dyret man senere skal sætte tænderne i er kommet til verden i en hytte på friland, at den har adgang til udeareal og at det foder den spiser er uden GMO og 95% økologisk. Det koster, men det er helt i orden for prisen alene (og særlig hvis den er billigt) har haft eller får konsekvens som vi bør tænke med.
Så kære Danske Ordbog. Jeg skriver til Dem fordi, jeg gerne vil bede Dem genoverveje om hvorvidt det er muligt at udelade ordet “billig” På samme måde som De hvert år tilføjer ord, mener jeg at andre bør fjernes da de har mistet deres værdi. Således må ordet samfundssind være kommet til og alene ud fra det ord, bør “billig” afmønstres. Jeg føler mig overbevist om, at tiden til at gøre det er rigtig da vi i netop dette forsømte forår har genovervejet livet, ydet det plads til om- og eftertanke og tilvalgt den gode kvalitet.
//Nan
af talverdenop | aug 31, 2020 | MIG
“Lasse er død”, står der i en sms. Lasse er min svigermors ældste klassekammerat og keramiker af profession. Han havde et stort og flot gråt hår og en lille fletning som han lod vokse længere end det andet. Han havde ofte en stribet murer skjorte på, en rullet klud om halsen og svaj i bukserne. Han forlod på en måde aldrig den generation han holdt mest af, nu har han forladt os forevigt. Måske kom det ikke bag på mange, at Lasse skulle dø, men da det skete, var selvsamme så uforberedte.
Der dufter af dug og mosekonens bryg på dagens lille løbe tur,. Jeg må ilte systemet og finde tilbage til livet, mærke puls og hjerte efter morgenens sms. Benene finder vej til søen og mosen et par kilometer fra min bopæl. Jeg løber ikke hurtigt for jeg har ingen rekorder jeg skal slå, kun egne aftaler jeg skal nå og jeg vil have tid til at stoppe op, for at se hvor store de seks svaneunger er blevet, snige mig en bue uden om ænderne som har lagt næbbet under vingen eller glædes over hængepilens genspejling i søen. Jeg trækker vejret gennem næsen, puster ud gennem munden, strikt og slavisk, et par hjerteslag på en indånding, et par på en udånding, regelmæssigt og roligt.
Ved den tredje bro over Brobækken, kommer en skoleklasse med net og glas med låg for at fange, inspicere og observere, mikroorganismer, smådyr og insekter. Det kunne være døgnfluenymfe, rygsvømmere og skøjteløbere som skal lægges i vand, se på planteliv under forstørrelsesglas som små vandhulsdetektiver. Ved et af elletræerne har en mand sat sin cykel. Han sidder på bænken med en kikkert for øjnene og venter tålmodigt, måske på en flagspætte, måske på en halemejse, måske på noget jeg ikke ved hvad er. To polske lystfiskere har taget ophold på hængebroen. Små plastikbøtter med kroge og bly ligger på græsset mens de to står ved bredden og spejder efter forbipasserende, som snart vil spørge dem om de ved, at det er forbudt at fiske der? En som sikkert ved det, er den ældre dame med bøllehat og rygsæk. Hun står på den modsatte side og fodrer gæs og ænder med brød hun samvittighedsfuldt har skåret i små tern, små firkantede stykker så der er nok til de fleste.
Mine fødder rører skiftevis gruset. De betræder, sætter af og små bitte sten flytter sig og lægger sig som rytmisk baggrunds mosaik i mine ører. Jeg løber uden høretelefoner, uden ur, uden sigte. Flere gange bliver jeg løbet uden om af andre, med præcis det modsatte. Jeg ved ikke hvad de kan høre, men jeg hører lyden af fødder der flytter sig er langt mere kraftfuldt, langt hastigere, langt mere målsat. Hver gang en anden løber passerer mig, løfter de venstre arm for at checke uret, pulsen, hastigheden? Tre ungtyre drøvtygger uinteresseret på eng- arealet, mens et hold frivillige slår det uønskede siv langs kanterne med le. De fortæller, at det skaber bedre vilkår for en særlig type af tagrør, som en avisudgiver efter sigende, skulle have bragt til søen fra Egypten fordi han var blevet fortalt, at det var netop denne plante, der blev brugt til Moses’ sivkurv. Det passer måske, men ellers passer det det meste sig selv.. Træer som vinden har væltet bliver liggende, skaber nyt liv for fugle, insekter og svampe.Noget forgår, men skaber liv for andet, for andre ….liv …..
Skyformationer samler sig. Jeg ved ikke hvor langt jeg har løbet eller hvor længe, Istedet blev jeg mindet om hvor vidunderligt det er at være uden denne viden – hvor langt og hvor længe – ikke blot i løb, men også i livet. Det er nu og det er her, ikke det givne liv alene, men alt det vi lægger i det, det vi får ud af at være i det. Desværre er det ofte bedrøvelige begivenheder der minder os om det.
Alt oplevet er levet.
//Nan
(Foto af søen er taget senere samme eftermiddag)
Side 1 af 1412345...10...»Sidste »
