Måske ska`vi

Måske ska`vi

Måske er det fordi jeg altid blevet talt pænt til. Måske er det fordi, at jeg ikke altid hører ordentligt efter det der er bliver sagt.  Måske er det fordi mit selvværd er for stort eller måske er det fordi, at det er for lille. Måske er det fordi mit sind er for lyst eller fordi mine tanker om andre mennesker er for pæne. Måske har jeg lettere ved at tilgive eller bare give pokker i vold. Måske er det fordi jeg er vokset op i et hjem med en mor, som i næsten al den tid jeg kan huske, har været politiker også længe før, krænkelses fænomenet voksede sig stort, større, størst. …

måske.  

,Vi sidder i en bus og taler om køn eller snarere om dem/de eller hen,  som ikke definerer sig som et, men blot som et menneske. Vi taler for og imod – han for og jeg imod – at omstøde sproget så flere føler sig inkluderet. Han vil at vi skal huske på, at ikke alle føler sig som en kvinde eller som en mand, han vil undgå at nogen føler ubehag og det er vi indlysende enige om for jeg har ikke et ønske om ikke at inkludere, ikke at imøde- eller ihukomme og jeg har naturligvis ingen interesse i, at nogen føler ubehag. Det tror jeg at de færreste har og det er her, at det går op for mig, at  vi har svært ved at mødes. Vores blik på mennesker omkring os og os selv, er fundamentalt forskellig. Det handler i min muligvis naive optik, om den tilsigtede og den utilsigtede hensigt og så selvsagt om emotioner, følelser som kan komme i konflikt og være blandede, et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker….

For lidt mere end to år siden, da jeg i besluttede mig for at begynde bloggen her, var det i ærgrelse over, at måtte skærme mig igennem stikkende, sarkastiske og skånselsløse statements på (a)sociale medier. Når slusen først blev åbnet, var det som at blive bruset og blæst bagover af en hård stråle med iskoldt vand. Jeg blev både kold og klam og mine arme hang så latterligt lange, at man kunne tage dem og binde dem i en kraftesløs knude på ryggen. Som en våd klud sad jeg og iagttog en højlydt kamp mellem udråbstegn, caps-lock og et voldsomt vokabular, ikke skrevet uvidende om, men velvidende. Jeg oprettede dette modsat tænkende forum hvor grundformen er glad og tilliden til livet og de der er i det er uden robuste betænkeligheder og sjælekvaler. 

Der er plads til at være uenige, uafklarede, uerfarne, umiddelbare, og usikre, men ikke ubehagelige, ubønhørlige, ufejlbarlige, uforsonelige og underlødige. Jeg tror, at hvis vi efter bedste evne tilpasse sproget afhængig af situationen, så vi selv kan være i det og i mødet selvsagt omformulere os, hvis det skulle blive nødvendigt, er det vejen. At være i stand til at sige undskyld hvis man bliver gjort opmærksom på, at man har sagt noget, én ikke bryder sig om, snarere end at undskylde først og omformulere tiltaleforme, som endnu føles ukendte. Det stiller derimod krav til modtageren, som må føje kontekst, klarhjernethed og kasus til sine følelser og spørge sig selv, om det sagte var tilsigtet eller muligvis utilsigtet. Det indebærer en dialog. 

Vi blev ikke enige før turen i bussen var slut. Måske fordi vi var for stædige. Måske fordi vi ikke så Verden fra samme ståsted. Måske fordi jeg aldrig har prøvet at blive krænket eller måske fordi han har. Måske Verden er fuld af mennesker, man ikke kan få til at mene det samme og at det også er helt i orden. 

Måske.

Når tankerne går tur – min indre dialog

Når tankerne går tur – min indre dialog

“Hun får den bedste version af mig selv frem” læser jeg i en kærlighedserklæring mellem to og så læser jeg ikke mere. Det er sådan det er med jeget, tænker jeg, at det har nuancer. At det er et kalejdoskop fyldt med farvede glasstykker. Smukke, nye, brogede, mindre pæne, komplimenterende, dem vi bedst kan lide og dem vi aldrig selv ville have valgt. Vi rummer dem alle, selv den farve som vi endnu ikke kender eller nogensinde har set.

Jeget kan være en ny erkendelse: “Det ligner slet ikke mig”, en tilståelse: “Jeg blev til noget jeg ikke ønskede at være, men også en ny opdagelse: “Jeg har set helt nye sider af mig selv”. I vesten ser vi os selv med egne øjne, mens man i østen ser sig selv gennem andres, siger nogen, men mon ikke jegets tonsvis af toner er tilnærmelsesvis ens? Mon ikke, at man kan både  miste, men også søge og finde sig selv, uanset ?

At være i stand til at indfange og udforske andres opfattelse af en, skaber i bedste fald et selv billede og en indre dialog. Gennem den og det,  må man øve sig i at a- eller reagere, holde sig selv lidt i hånden og øge selvbevidstheden – om ikke andet, så for en stund.  

Gennem livet, kan der indfinde sig en længsel efter at slippe for forklaringer og søge svar men en livslang nysgerrighed fuld af spørgsmål kan muligvis være den mest fredfyldte gave man kan byde sig selv. Det skaber muligvis den smukkeste sammenhæng mellem de værdier man ønsker sig og de egenskaber man besidder, eller de egenskaber man ønsker sig og de værdier man allerede indeholder. Det kræver mod at erkende, at ikke alle farverne i ens kalejdoskop er lyse eller gennemsigtige, men hvis man genkender de mørkere og mere uforklarlige men eksisterende, bliver det lettere at dreje symetrien og lade de små spejle finde nye mønstre. 

Og sådan gik mine tanker atter og engang en tur….fra kærlighedserklæringen i magasinet og hjem til mig selv. Jeg tror, at jeg forstår mig selv gennem de mennesker jeg omgiver mig med`s øjne. De mange øjne som færdes og opfatter Verden sammenfaldende, men også ganske anderledes end jeg. Det får mig til at reflektere og spekulere og mere end halvvejs gennem livet har jeg forsonet mig med, aldrig at lære mig selv helt og aldeles at kende. For at finde den bedste side af mig selv er jeg – helt i orden – afhængig af mine omgivelser….Jeg mærker med den største taknemmelighed, at jeg er blandt nogle af de aller fineste. 

Vær dig selv – alle andre er taget (Oscar Wilde)

//Nan 

Hvad du end er, så gør det af et godt hjerte

Hvad du end er, så gør det af et godt hjerte

Det er ikke så ofte, at jeg er alene med min far. Vi ses i sammenhænge, men i aftes spiste han middag med mig alene. Det var improviseret, usorteret og ukompliceret og samtalen faldt på mangt, men mest på det at give, uden vision. På det at byde uden at modtage. Alle som har prøvet det ved, at det kan være en af de største lykkefølelser at forære, forventningsfrit. 

“Når nu det er givet og sikkert og vidst, hvorfor indtræder skuffelsen så? Hvorfor undrer vi os over, ikke at få noget retur, når  vi inviterer,  kurtiserer, hekser og broderer, forærer, servicerer? Når vi kører den lille omvej, ihukommer, overrasker, lægger ud og om  – egenhændigt, uden lumske hensigter eller skjulte motiver”, sidder jeg og tænker.

Vi giver gode eksempler og bekræfter hinanden i, at vi begge har den bedste erfaring med at nyde at byde og forsøger at finde forklaringen på hvorfor vi blot holder der. Måske når vi frem til, at følelsen af velbehag er genereret af den der modtager og, at det som modtager er lettere at tage imod ubehæftet. I de mange år jeg har arbejdet i frivillige organisationer, husker jeg det evigt gældende argument om, at det er lettere at få fint besøg for en adressant, hvis afsender er ulønnet. 

“Det kan du ikke være bekendt”, siger nogen. Jeg må have været en lille pige. Måske blev det sagt fordi  jeg har været skuffet eller utilfreds. Jeg husker det ikke længere, men spørgsmålet om, som jeg må have stillet mig selv dengang, stiller jeg mig stadig.  Kan jeg være det bekendt eller ikke? Det har taget plads og har længe været en del af min identitet. Hvad kan jeg forvente? Vi gør jo alle ting på hver vores måde og måske ved  kun få hvad jeg … og er kan man overhovedet ….suk…

“Det vender tilbage til os selv”, siger min far, og så  livs sætningen om, “at være mod andre, som man ønsker de skal være mod en”.

Det er med den sætning, jeg er vokset op og jeg øver mig fortsat. Byder ind,, byder op og på, men jeg øver mig også i ikke at forvente meget … andet end velbehag og så viden om, at man gør en forskel for andre, men også og måske og især for en selv.

//Nan

Livet er fuld af overgange

Livet er fuld af overgange

Vi var vel halvvejs gennem 1. g på GHG eller måske var jeg lige begyndt på OG fordi jeg måtte gå 1. g om. Jeg besluttede det selv. Jeg besluttede også at uniformere mig med mohair sweatre jeg selv strikkede, min fars lange underbukser, All Star gummisko og karseklippet hår. Og så besluttede jeg, at jeg ville flytte hjemmefra. Til en fest i Hellerup sad jeg på gulvet og forsøgte at identificere mig med mit hippie image ved at ryge cigaretter uden filter. Nogen trådte hen over mig mens musikken spillede, men ikke Jesper. Han satte sig istedet ned til mig og talte om Momo og Jonathan Havmåge, om frihed og om barnet der ikke vil være voksen. Han fortalte også om den lejlighed han havde, et gammelt tørreloft som nu fungerede som hans hjem. “Der er plads. Vil du med?”.

Jeg var kun 16 år gammel da jeg flyttede. Gymnasiet skulle passes, det havde jeg lovet mine forældre. Arbejdet som blomsterpige på Sct. Lukas stiftelsen skulle passes, det var jeg nødt til for at kunne betale husleje, men først og fremmest skulle overgangen fra barn til voksen passes og plejes og passeres. Overgang i medgang og modgang, fra ind- til udgang, mellem solned- og opgang. Det er det livet er fuld af – overgange – og jeg har set det fra spædbarn til baby, fra vuggestue- til børnehavebarn, fra skole- til fritidshjemsbarn, klub, konfirmation, teenager, gymnasieelev, student og nu … udeboende. Min største overgang var at skulle være mor og så at blive mor. Her er overgangen permanent uanset hvilke overgange ens børn begiver sig over i, uanset hvad de går fra og til …. uanset!

For få dage siden åbenede jeg hænderne, løsnede de næsten fastgroede hængsler og slog skodderne til side. De har over den seneste tid selv løsnet grebet og mere og mere lys har fundet vej gennem fingrene. Nu er de fra hinanden og hænderne danner istedet to åbne halvskåle. De er varme og bløde, beskyttende og indbildt beredt. Jeg ser ned på dem og der står de, på en skammel for at nå håndvasken da de børster tænder eller jeg ligger på knæ for at binde et af deres snørebånd. Jeg holder den lille hånd for at finde navneskiltet i børnehaveklassen og nu rækker en af dem armene op for at ville sidde lidt på armen. Nu løber de i majsmarkerne og jeg kan kun skimte deres lyse hår og høre deres milde stemmer, en falder og jeg sætter disneyplaster på albuen. Jeg synger aftensang, nej ikke den, den anden og husker og købe børnevitaminer ….. Jeg ved det …… To flyvefærdige døtre er fløjet og reden de har ligget i føles overraskende overvældende, men også forbløffende bevægende.  

Da jeg spurgte min mor, hvad hun ville sige til, at jeg flyttede hjemmefra, sagde hun: “Jeg vil blive ked af det, men et nej som alternativ, ville gøre dig ked af det. Det ønsker jeg for alt i Verden ikke”. Det er sådan det er, der er ingen overgang andet end at skulle være og blive mor. Om lidt vil jeg sætte mig hen ved siden af Nikolaj som har trukket stolen helt hen til den åbne dør, for at få det sidste aftenlys. Vi vil lade døren stå på klem og lyset være tændt, men først og fremmest vil vi nikke anerkendende til hinanden og glæde os over, at de kan.

//Nan

Sensommer og stegte sild i eddike..

Sensommer og stegte sild i eddike..

Vi kommer for tidligt. Alt for tidligt, faktisk to timer for tidligt. Det er fordi, at de har ændret billetten, men det har vi ikke opdaget. “I kan bare gå ned at sætte jer. Hvis I vil have mad, skal I bestille det i baren”. Vi får et  grønt kryds på håndryggen og bevæger os ned på den gyngende afsats, hen forbi baren og står et øjeblik mellem borde og bænke. Vi peger på et bord, helt ude – langt ude – langs kanalen, et tomandsbord med en sortlakeret lanterne og knækkede lavendler. Vi sætter os med taskerne på skødet og kigger op på den tomme scene. Den ser klar ud, med instrumenter og computere ….. og så stolen selvfølgelig. En gammel tilsiddet lænestol, hvor mangen har siddet og lyttet, slappet af eller fortalt historier. Måske nogen af de allerbedste. 

En bred rundfart sejler forbi med det meste af Verden. Kaptajnen bærer hvid skjorte med guldbånd på skuldrene og rød kasket. Vi kigger på ansigterne, de kigger måske på os. På kajen sidder mennesker med øl fra kiosken. De dingler med benene eller har trukket dem op under sig. Ingen har lange bukser på. De ser på lejede både der sejler forbi, med familier med rødternede duge og kartoffelchips, unge mænd med solbrune overkroppe og musik med nikkerytme. Kajakroere, både dem der stilsikkert padler forbi og dem der gerne vil ses, som dem der padler stilsikkert forbi. Vi ser på de hjemmebyggede pramme med påhængsmotor og Dannebro og på olierede træbåde med mange timer i. Dem ser vi også på. 

En dame med hennarødt hår og gul kjole har sat sig foran mig. Hun er her med sin ven Jens. Jeg hører hende sige hans navn flere gange. Lige nu ærgrer jeg mig over, at vi ikke tog det bord for min udsigt til scenen er blevet lidt mindre, men så vender hun sig om og spørger om vi har spist en af de tre forslag fra koncertmenuen? Vi spiser aubergine og parmajano, mens vi drikker Classic fra fad. Nabobordene bliver fyldt op og der bliver sat glas og karafler med vand og vin. “Nr. 23”, råber en tjener med kort pandehår og nederdel der sidder et godt stykke over navlen, men under barmen. En mand i svagt rosa skjorte ror med et sammenklappeligt bænkesæt, en pram som nærmer sig vores. Den bliver lagt til og bundet fast og inden for kort tid, er vi dobbelt så mange og alle i  “udsolgt” er ved at være der.  

Ham med sixpence og solbriller sætter sig på den ene side, mens ham jeg har set hilse på flere gæster, mens han ryger cigaretter, sætter sig på den anden. De rejser sig begge igen for at give en hånd til den solbrændte herre, som tager fat i de tyndslidte armlæn på stolen og sætter sig. Musikken starter eller sætter i gang, stemmen besynger stilsikkert sproget og vi lytter os igennem hverdagsbetragtninger og begejstringer og “det ikke sjove”, i at blive gammel med stive ben og kalkunhals, om stivede hørservietter og stegte sild i eddike. Mørket falder på, mens vi ved bordet på Bådudlejningen og gratisterne på Christianshavner kajen suger sensommeraftenen og alle stemningen til os. Hver for sig, men især sammen, sidder vi bare her.

//Nan

Kærlighed optræder i alle former. De der deler den er meget heldige.

Kærlighed optræder i alle former. De der deler den er meget heldige.

Der er noget v måske aldrig skulle have sat ord på, noget som bare er og som hverken skal forklares, formuleres, give anledning til fordomme eller i værste fald forbydes. Der er nemlig noget som handler om følelser og fornemme forelskelser. Noget der kommer fra et sted, vi måske ikke skal forsøge at forstå, men blot være i … det får være … hvad skulle det være …. må vi være her – ja, vær så god og vær ved det og vær jer selv.

Som barn tilbragte jeg meget tid med min mormor og bedstefar. De havde en gildekælder hvor en stor spættet, sprællende venneflok samledes, stort set alle ugens dage. Man dansede, diskuterede, samledes og sang, store og små, høje og lave., tykke og tynde I kælderen var der mænd som klædte sig ud som damer, mænd der var damer, Der var kvinder med højt hår som spillede billard, pallietter, glimmer, fjerboaer og kalvekrøs. Der var masser af rød læbestift, mænd der blegede håret, bar blomstrede skjorter og hed Trille elller Kylle og Tutte. Det var en heterogen flok, fuld af homogene mennesker ….. Den eneste forskel jeg husker på dem og mig var, at jeg var barn og de var voksne.

På mn arbejdesplads er jeg gennem de seneste år, blevet beriget med Verdens mest vidunderlige kollegaer. Naturligvis er det ikke helt samme følelse at gå i gildekælderen, men modtagelsen, accepten af og glæden ved hinanden – den farverige, farveglade, farvestrålende flok er stort set den samme, som da jeg var barn. Her er man muligvis det ene og hvis ikke, så det andet. Det betyder ingenting – vi indgår og behøver ikke nødvendigvis at sætte ord på eller sætte hinanden fast, snarere fri. Vi er! i hinandens selskab.

At kunne følge sit hjerte, vise sin kærlighed og aldrig frygte for hvad andre måtte tænke om den man forelsker sig i rummer hele alfabetet. Det er ikke bare sådan det bør være – det er sådan det er.

 

Det er med stor stolthed, at jeg bor i et land hvor man i dag søsætter flagskibet Copenhagen Pride, hvor generationer efter Jørgen viser vigtigheden af at hylde friheden til kærlighed og Verdens glæde ved venlighed og mangfoldighed

 

//Nan

https://www.24syv.dk/programmer/24syv-dokumentar/52802104/en-sen-blomstring