Der kommer en dag

Der kommer en dag

Kære Dagbog

I dag, hvilken som helst dag på på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Vi er et par dage inde i december, den 3. eller d. 4. måske og året .. 2020  Måske betyder det ikke så meget, om det er onsdag eller torsdag, ikke lige nu i hvert fald, for jeg er i Shanghai i Kina, isoleret på et hotel. Det er sådan kineserne her ønsker det og så er det naturligvis sådan vi må gøre det. Og jeg har gjort det, selv om jeg har været mere end betænkelig. Betænkelig ived at skulle testes flere gange i samme døgn for Covid-19, betænkelig over at skulle isoleres i et døgn ude i Verden og betænkelig ved ikke at kunne formulere og forklare mig, hvis noget skulle gå galt undervejs, men nu har jeg gjort det. Stået med åben mund og sagt ahhh, mens en læge stak en vatpind i halsen på mig, ventede et par timer på svaret som var negativt og gik ombord på et fly på vej væk..Fløj sikkert og vist til Kina hvor plastikbeklædte mennesker eskorterede os rundt ad trapper, i sluser og labyrinter, fra terminaler til bussen hvor endnu en test skulle tages og jeg blev vred på damen hvis øjne jeg ikke kunne se, da hun stak to træpinde i halsen på mig samtidig og flere gange, uden ønsket resultat,  til pas- og sikkerhedskontrol, til stempler og scanninger.

Jeg ser alt gennem bus ruden på vej til hotellet. De gammelkendte rødmossede ansigter på vej til og fra, på tæt-læssede knallertter. Huse der er ved at blive bygget op eller revet ned. De små anlagte køkkenhaver og vasketøj, altid vasketøj som hænger på små altaner bag gitter. Vejarbejderne, både dem der sparker til et par sten og dem der lige har lettet på hjelmen for at tørre en klud over panden. Jeg er sikker på, at der er en plan, men deres ansigtsudtryk signalerer, at de selv er lidt i tvivl. Kvinden som pusler lidt rundt foran sin lille butik med fremmede frugter og brændevin, lidt tørret og saltet fisk og noget på glas med skruelåg jeg ikke helt kan gennemskue. I vinduet hænger natursvampe , udenfor er gule pomegranter, gigantiske ingefær og sodavand i fremmede flasker, mens en plastikkat står bag ruden og vinker. Her er lidt af alt det man lige står og mangler eller noget af alt det, man godt kan undvære.

Hotellet er indrettet som de fleste med beige og brun marmor og smukke store kroner i loftet, men ellers er her intet andet, ingen andre. Kun statens plastikbeklædte folk, som skal sørge for, at vi er dem vi giver os ud for at være og hvis vi er… så skal sørge for at eskortere os til vores værelse. Det er her jeg er nu, bevist negativ og endnu engang konstateret, at jeg er mig, Vinduet står på klem og den søde duft af Kina, duftes i øjeblikke. Overfor hotellet spiller de badminton i en stor hal. Det er de menesker jeg kan se og så vagtbetjenten nogen har sat ved indgangen til hotellet. Han rejser sig af og til fra sit lille skillerhus og går en runde. Han er pligtopfyldende og gør hvad han bliver betalt for, men der kommer ikke nogen i alle mine vågne timer.

Nu banker det på døren og en plastikpose med knude, bliver sat på et lille bord uden for døren. Det er aftensmaden som stadig er næsten varm. Jeg sætter mig i sengen og ser på den gigantiske reklame skærm som tidligere har fristet med farvestrålende tilbud, afhængig af års- og taletid. Nu er den slukket og sort, som så meget andet.

Jeg er hverken ensom eller trist mens jeg ligger her og venter på at tiden skal gå, underligt nok, når man bliver lukket inde på et værelse uden nøglekort  I det lille døgn jeg skal være her, finder jeg tværtimod ro og glæde i alle dem jeg har og alt det der venter. Friheden til at tænke og gøre (stort set) som jeg vil, min mands varme hånd, duften fra havet sammen med Buddha (min hund) alt for tidligt om morgenen, december lys i stager og på facader, smileyfyldte beskeder fra vores døtre, timers dagslys i min stue, god nybrygget kaffe, en cykeltur, uvist hvorhen, nærheden med mine venner, at spille fodbold om søndagen, forventningen ved at gå i gang med min nye bog, taknemmeligheden over at skulle til min svigerfars 80 års fødselsdag og at vi har alle vores “gamle”, friske blomster i vaser ….

I dag, hvilken som helst dag på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Jeg er på vej hjem.

//Nan

Lov er noget man bliver enige om …

Lov er noget man bliver enige om …

“Drugfree school zone” står der på skilte på mindre villaveje i New Jersey, New York. “Selvfølgelig”, tænker jeg, “drugs” og “school” har man da aldrig kunne sætte et lighedstegn mellem. Måske tænker jeg også, at det er en anelse amerikansk at lave labels, skrive skilte og illustrere eller nedfælde letlæselige procedurer for at sikre sig mod sagsanlæg, anklager og retssager. Et forsøg på at gennem tænke alverdens scenarier for at skærme tilbyder, udbyder og faldbyder, forbrugere og forbrugssvarer – eller bare dig og mig. På den ene side, tænker jeg, fratager og frisiger det, det enkelte menneske for at agere og bruge et “voksent øjeblik” på selv at finde svar men, tænkte jeg også, er det på den anden side er utvivlsomt og bydende nødvendigt med retningslinje. Moralske og lovmæssige regler og reglementer for at sikre en demokratisk konsensus og en vellykket klang mellem  til- ud- og faldbydere, arbejdsgiver og arbejdstager, voksne og børn, medborgere – eller bare dig og mig. Det er sådan et demokrati hænger sammen og sådan vi sammen kan leve et fælles folkeligt liv, det giver god mening for langt de fleste af os…..og så er der dem der fjerner sig fra fællesskabet og de bilaterale beslutninger, moralske som lovmæssige fordi de besidder det middelalderlige ord “magt” som benyttes til at tvinge eller som forskeren Robert Alan Dahl beskriver det:

“En aktør der kaldes A, har magt over en anden aktør, B, i det omfang, A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort”

De seneste minutter, de seneste uger, måneder og år har primært kvinder, forsøgt at få primært mænd, til at opføre sig, som det står skrevet, nedfældet og vedtaget mens vi i selvsamme sekunder, ser skeletter og spøgelser, rasle ud af skabene. Samtlige cirkulærer og nedfældede kodeks bliver igen støvet af og endnu engang må man minde om, at gensidig etikette bør følges op af ideologien, ordentlighed. Ordentlighed kan man ikke skrive sig ud af. Ordentlighed er en form for følelse, en følelse  i forhold til en selv, men i lige så høj grad og måske i højere grad, overfor ens medmennesker. Ordentlighed er evnen til at give plads, holde igen og tøve. Er man i stand til det, kan man nemlig nå at se sagerne fra en anden synsvinkel end ens egen. Den egenskab er uvurderlig og uundværlig, når man har magt og dermed formår og kan. Med magt følger ydmyghed, etik og moral, egenskaber som er forbundne med den tillid kvinder og mænd, os alle, du og jeg overgiver os til, ved at tilkende enkelte andre “råderetten”. Det er et almenkendt ansvar som enhver som bestiger bjerget må vedkende sig og leve op til .

“Selvfølgelig”, tænker jeg igen og begynder at forstå, skiltenen og de små opråb rundt omkring på de mindre villaveje i New Jersey. Noget er fat, noget er begyndt at skride og beborene/borgerne beder om forandring. De vil ikke at “drugs” og de der står bag, skal tage magten over deres børn og unge. Derfor har de stiftet en organisation i samarbejde med politi, skole og forældre som hver især handler på ordene “drug free school zone” og med stor succes. I begyndelsen var ordet … men der skal mennesker bag. Mennesker som beslutter sig, som besidder og er bevidste om en uomgængelig ordentlighed og kender selvbegrænsningens stilarter.

I et villakvarter handler det om penge og om børn og risikoen ved at få børnene til at gøre noget, de endnu ikke selv, kender konsekvensen af. I et lille land handler det  om magt og om kvinder og om mænd og misbrug og misforhold  nogen nu har taget konsekvensen af. Er der en fællesnævner tænker jeg, mellem drugdealers og magtmisbrugere, børn og forurettede? Der er i alle tilfælde en ubalance og en skævhed hvor ligeværdet er forsvundet og almindelig sund fornuft, omtanke og respekt er noget man forsøger at skrive sig ud af. De mennesker som skriften henvender sig til, skal desværre endnu engang mindes om, at statements skal følges op af god gammeldags ordløs ordentlighed.

//Nan

 

Der hvor himlen kysser jorden (del 2)

Der hvor himlen kysser jorden (del 2)

Det lille hjem med fire hjul, ruller videre gennem Danmark og holder i vejbane tre ved færgen Spodsbjerg – Tårs. Sidevinduerne er åbne og en mand med fire stjerner på skulderen går mod vores retning. Han spørger interesseret, mens han holder en talende walkie talkie i hånden og de øvrige passagerer begynder at køre ombord. Vi fortæller om vores betænkninger og vores betragtninger, men mest om vores begejstring, mens han lytter og beriger os med sine beretninger. Vi kører ombord som de sidste og på færgen finder han os igen, beder os komme til Vindeby Havn dagen efter hvor han er havnefoged. “Så giver jeg en femmer til et bad”, siger han og stikker hånden i lommen. Han hiver tre små engle frem og beder mig tage den ene. “Det er en skytsengel”, siger han. “Jeg er ikke så glad for at flyve, men disse her har hjulpet mig og du skal også have en til at beskytte dig” og i min hånd lægger han den fineste hvide engel.

Vi fortsætter mod Svendborg og Tved og finder vej til en æbleplantage hvor vi får lov til at parkere bilen for natten. Karl og Mai-Britt bor på Karls fødegård hvor han er opvokset med kvæg. “Det har vi også haft ind til for tre år siden, men det slider.Nu har vi æbler og passer kreaturer for andre landmænd – studehold eller kvie-hotel. De er her fra de er tre måneder gamle til de er to år og klar til at blive insemineret så de kan komme tilbage og blive malkekøer eller slagtet”. Bilen står på en lille plads ved siden af hønsehuset og vender fronten mod marker fulde af smukke brogede køer. Til højre ligger plantagen med 17000 træer og de mindste kalve samt en pædag-ko. Solen gar ned bag stubmarken, kreaturer, heste og høns er blevet lukket ind for natten og landlig idyl lever, fordi der findes ildsjæle. http://www.faarehavegaard.dk/SIDER/FAAREHAVEGAARD.html

 På 100 km2 bag flettede hegn står hvide vogne parkeret. I nat står vores der også. Vi har sat den ved siden af “Tina og Allan”, to fastliggere med både campingvogn og fortelt, flagstang, højryggede havemøbler, havenisser og haveparasol med logo fra FUN – Hele Danmarks læskedrik”. Allan og Tina er ikke den direkte årsag til at vi har valgt netop denne plads, for de er ikke hjemme. Det er derimod hullet i hækken som Allan har klippet, så man kan se og høre havet fra den lille skråning. Og vi veksler en tier til to kroner som man skal stoppe i en automat for at få et bad, vasker op ved langvask og husker at bestille rundstykker med birkes hos lejrchefens kone, som kan afhentes fra kl. 6:00. Mørket falder på og fra teltet på taget kan vi se de mange trådløse LED lamper med skumrings sensorer som lyser som små stjerner. Pladsen med de moderne faciliteter og afslapning for hele famllien er stille som reglementet påbyder, på slaget 22.

 

 

Ved hver dags begyndelse, skyller vi os i havet og lader vandet vaske natten af os. Lader bilen stå nogle timer for at cykle langs havet, fjorde eller inde i landet og måske sejler vi til en af de mange mindre øer. Vi besøger købstæder, flækker og forstæder, køber kartofler og kål ved en vej-bod og da vi kommer til nogle nedlagte jernbanespor, spørger vi en lokal om vi kan cykle ned ad skinnerne til venstre? “Deka jæ et svare på, svarer han. A går alti`den aan vei”. Og sådan passer nogen sit mens andre,  hvis mark vi har fået lov til at overnatte på, inviterer os til at spise med. I en lade med vidt åbne porte, sidder vi så uforudsigeligt med Søren og Hanne og spiser grillet mørksej med dilddressing  og nakkekoteletter fra slagteren i Kappendrup. Søren fortæller at han er med i Otterup senior band og kan spille på 12 strenget el guitar og det bliver lyden af netop denne, vi går ned gennem markerne med.

Jeg savner intet og ønsker mig ikke mere. Fuldkommen og lykkelig bekræfter vi hinanden i, at vi bor i et dejligt land og at fremmede fortsat er venner man endnu ikke har mødt

//Nan

Glem ikke at dufte til de blomster du passerer

Glem ikke at dufte til de blomster du passerer

“Vil du se efter min plante mens jeg er ude at rejse?” spørger min ældre nabo og få dage efter, står hun foran vores hoveddør med et lille granatæbletræ.i favnen. I bunden af krukken ligger olivensten og blandt de kortstilkede blade, vokser røde blomster.Planten syner ikke prangende eller sjælden dekorativ, men fordi min nabo har fået den af floristen Tage Andersen, en af hendes gode venner, er den af største betydning.

Det er 15 år siden, at vi flyttede til Ole Olsens Alle. Jeg havde passeret huset hun bor i adskillige gange dog uden at se hende. Det er et smukt gammelt hvidkalket hus med tegltag og roser som blomstrer det meste af sommeren. Vi havde fået hund og da hun fik hund (igen) mødte vi ofte hinanden på de tidlige morgenture. Hun var meget privat og jeg forsøgte, ikke at trænge mig på, men gennem årene lærte vi hinanden langsomt bedre at kende. Særligt en morgentur, gjorde en forskel. Jeg fortalte, at jeg var stewardesse og hun fortalte, at hun havde fløjet en del, da hendes mand, som ikke længere lever, var en efterspurgt professor Verden over. Hun kunne godt lide at flyve, dog havde hun været lidt betænkelig én gang, engang de skulle lande på St. Thomas VI, hvor landingsbanen er meget kort. “Har du været der?”, spurgte hun.

Fra 1988-1989 arbejdede jeg som au-pair på St. Thomas VI og svarede derfor: “Ja, jeg har været der”. Hun glædede sig over svaret og spurgte, om jeg mon tilfældigvis havde mødt en familie ved navn Paiewansky? Også her kunne jeg svare, “Ja”, for deres barnebarn tilbragte jeg megen af min tid med mens jeg boede der. Vi smilede ad tilfældigheden og den kommende morgen havde hun medbragt en digtsamling, skrevet af Isodor Paiewansky, det ældste familiemedlem. I den havde han skrevet: “To Birgitte from Isidor”. Jeg spurgte om hun havde et øjeblik og hentede selvsamme digtsamling, den gamle Isodor havde skrevet og hvor han på føste side i min version havde skrevet:  “To Nan with best wishes /IP”. Fra da af, har vores naboskab været som et slægtsskab, et forbilledligt venskab.

Flere gange om året, kører min nu 75 årige nabo mod Frankrig. Hun kan godt lide at køre, for der er altid så meget hun ønsker sig og kan tage med sig og så kan hun lide friheden i at køre og “lægge til”, hvor hun synes. Hun overnatter gerne i bilen på vejen ned og hjem og medbringer altid, ud over franske fristelser, nye fortællinger om hvem hun har mødt og hvor hun har været. Mens hun rejser vander, passer og plejer jeg hendes højt skattede plante. I går blev forplejningen udvidet da hun inden ferieafgang bankede på døren.

“Vil du passe mine planter mens jeg er på ferie?” Udenfor står hun med planten jeg kender så godt og i den anden hånd står hun, med en  plante jeg forærede hende i maj til hendes fødselsdag. Jeg kunne ikke ønske mig nogen større kærlighedserklæring.

//Nan

Det betydningsfulde i at byde

Det betydningsfulde i at byde

Jeg spiller fodbold om søndagen. Vi er et lille hold af jævnaldrende damer, som samles om denne holdsport og, taler taktik, sparker, spiller kamp og straffes med push-ups hvis man siger “undskyld”. Det er både underholdende, inspirerende og strabadserende, men det er faktisk ikke det, at vi spiller fodbold jeg vil fortælle om; det er min medspiller Mette. For når vi andre “bare” møder op til træning, har Mette altid husket bolde, kegler, sikkerhedsveste så vi kan se forskel på holdene, myntete og en hjemmegjort godbid efter spillet og så naturligvis en regnfrakke eller flere, så vi har noget at sidde på, hvis underlaget skulle være fugtigt. Vi mangler aldrig noget når Mette kommer og hun kan til enhver tid dykke ned i den medbragt “hvad nu hvis”, taske og afhjælpe det uforudsete. Det er både fascinerende og inspirerende med den forberedte, fantasifulde og fotografiske hjerne, Mettes hjerne, som må være på arbejde uafladeligt, i både nu- og fremtid.

Mette er havekonsulent og det er netop denne egenskab, dette indlæg skal handle om.

Første gang Mette kom på besøg i min have var i februar. Siden har hun været her flere gange, gerne om morgenen for der er jo en have der skal studeres og om-arrangeres. Hun ankommer altid professionelt klædt på i kamæleon klæder, som passer en passioneret og dedikeret, bæredygtig botaniker. Hun har hat der skærmer og et læderbælte med rosensaks i skeden som hun, som den skarpeste cowboy retter mod vildtfarne skud eller segnefærdige kviste. Fra bagagerummet i bilen trækker hun stiklinger og gennemvædede rødder som hun rundhåndet fordeler i min have. Tanke og tale toner frem som den endelige kassebon fra dagens omsætning, men selv om det efter første møde kan virke en anelse overvældende, er der ingen grund til bekymring. Mettes mission er at haveejeren forstår og får et forhold til de flytte-forslag hun kommer med, for langt det meste af det man allerede har, skal blot om- eller fordeles, hun er der for at inspirere til at ny-komponere det der allerede eksisterer. Mette ved hvad hun taler om og pludseligt virker det der før var håbløst, åbenlyst og ligetil at reetablere og omorganisere.

Men dette her indlæg skal også handle om gavmildhed og generøsitet. At videregive viden, visdom og eksisterende færdigheder (i dette tilfælde bogstaveligste forstand) hvordan det, at se noget blomstre hos andre end en selv, bærer lønnen i sig selv.  I alle de år jeg har arbejdet frivilligt for forskellige organisationer kom spørgsmålet ofte, om balancen mellem frivilligt og lønnet arbejde og mit svar vil altid være, at ikke at spørge sig selv, men i stedet tænker på den man gør noget for, så har man svaret. Der er noget næsten overjordisk, men også meget grund menneskeligt over det at kunne dele. Det er ikke enslydende med, at alt arbejde skal være ulønnet, det er her balancen bliver bragt tilbage.

Mette tager naturligvis et honorar for at besøge netop din have, men alle tips og tricks fra hendes egen, deler hun dagligt på sociale medier – uden reklamer.

Der er en raffineret lethed, ved at være i selskab med mennesker som byder uden bagtanke, man får uværgerligt lyst til at byde tilbage, byde igen.  Flere af Mettes blomster vokser nu i min have og et par af mine, i hendes og ud over symbolikken i at sætte frø i hinandens haver, er glæden ved at se noget gro, en daglig åbenbaring.

//Nan

Man kan hilse på Mette her: https://www.facebook.com/metteaarseth https://www.instagram.com/baeredygtighave/

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

Kære unge mennesker: “Tillykke”. Tillykke med, at I netop er blevet færdige med en ungdomsuddannelse. Tillykke med huen, uanset hvilke tal der har udløst den, I er blevet studenter.  Tillykke med alle de erfaringer,  bekendtskaber og venskaber I har fået. Tillykke med, at I i går, i dag og de næste mange dage kan fejre friheden, flirte med hinanden og feste i fællesskab.

Tak fordi I har været så tapre og taget imod verbale opsange fra både Statsminister og Hendes Majestæt og udvist samfundssind. I har på forbilledlig vis vist os, at I insisterer på at være en del af fællesskabet. Undersøgelser viser, at I har været bekymrede, naturligvis, men de viser også, at det ikke var jer selv I var bekymrede for men overvejende,  risikoen for at smitte andre der optog jer. I har haft det svært ved at afskære jer fra alt det sociale, et ungt liv indebærer, men I er blevet hjemme fordi I har tænkt på næsten, sat samfundet og dets borgere højere end egne intolerante interesser.  Meget har I tålt. I er blevet kaldt generation MIG eller snarere generation MIG, MIG, MIG hvor I hver især har sat sig selv forrest, eller forældre har fremmanet eller forfremmet netop DIG og ikke dig, dig eller dig og senere generation Snowflake fordi i fremstod som sarte sjæle, der går i stykker, når nogen ånder på jer…..Ungdommen har ofte været udskældt men denne generation har taget ansvaret på og til sig og ikke kun det. I har løftet jer ud af alle de fordomme voksne som har glemt deres egen ungdom måtte have.

De næste dage kører studentervogne rundt med flag, fadøl og et farligt stort stereoanlæg. Knap et halvt døgns råben og skrigen, hujen og syngen kører kapgang mellem følelsesfulde forældre. De har de seneste måneder kunne følge jeres forbitrelse, jeres fortvivlelse.  I har   stået en urimelig svær periode igennem med usikkerhed og ventetid og selv om kun de færreste af jer ved, præcis hvad fremtiden skal indbefatte, så nyd netop det. Nyd, nu bare, at I igen kan være nærværende, at I kan være sammen og ikke hver for sig men sammen, i hinandens fysiske selskab.

De seneste par nætter har I holdt mig vågen nat efter nat med høj musik og glædesudbrud og jo, jeg har da en masse jeg skal passe og en masse jeg skal nå dagen derpå, men jeg afstår gerne fra et par nætters søvn for der er intet som kan måle sig med det I har i vente, alt det i skal indhente. “Det forsømte forår, vil aldrig blive glemt – I vil aldrig blive glemt. Tak fordi vi har jer og rigtig god fest.

//Nan