En fatal følelse af afmægtighed

En fatal følelse af afmægtighed

“Du blev så stille?”

Uvished og ventetid er konverteret til ubærlig virkelighed. Umiddelbar sorg og smerte slettede håbet om og slukkede troen på. For et øjeblik siden var vi ubekymrede, velfornøjede og veltilfredse.  Vi talte om hvor vi skulle hen, nu taler vi kun om at komme igennem.  Vi talte om fremtiden, som i datidens øjeblik var om en time eller inden for det næste døgn. Nu taler vi om fremtiden som en fjern og fremmed ubekendt. Vi talte om nærvær og nuet. Nu taler vi om at tiden gerne må gå og om at komme på den anden side af det.

 

Vi har altid været på vej. Pakket ind og ud, fløjet frem og tilbage. I tilfældigt sammensatte konstellationer flettede vi teams og fandt vores vilkårlige pladser. En blå palette af samhørighed og sammenhold er brat afløst af ubønhørlig mismod og magtesløshed og ja, det er et monstrøst ordvalg, men ikke desto mindre, er det sådan jeg har det. 600 af vores himmelske kollegaer bliver inden udgangen af denne måned opsagt. Hveranden af de prægtige mennesker jeg har så mange ene- og enkeltstående oplevelser med. Elskelige ansigter som poster afskedshilsner efter den situationsbestemte sabel, har ændret tilfældige tal med familiære navne. Det er ubærligt og svært at sætte ord på. Kun et lille chok har ord, et stort er stumt.

Selvsamme opsagte kollegaer er også dem der får mig til at smile. De overbeviser mig om, at vores fælles fugle nok skal komme på vingerne igen. At det muligvis bliver en anden Verden de, over en periode skal se. At det bliver en anden Verden vi, der har mere end 17 års senoritet, skal lære at arbejde i. At meget vil være forandret og at savnet efter det, vi kendte for blot få måneder siden, vil være enormt. De lader os forstå, at vi selvfølgelig må løfte det vi skal og styrke hinanden. Det understreger med al tydelighed, at den tynde luft atter igen må fyldes af de mest kompetente og kærlige kollegaer man kan tænke sig.

En forsigtig længsel efter at komme ud, er så småt ved at indfinde sig rundt om i Verden. Årstiderne skifter og inden længe vil vi genoptage flyvninger, men også det udefinerbare og uforklarlige der er mellem os, det sjældent sete slægtsskab. Vi er hinandens uægte kunstner og fætre, onkler og tanter en stor familie som UANSET, tæller 1200 mennesker, som vi alle kender navnene på. Pas godt på jer så længe. Vi ses igen – det har jeg en livslang tillid til.

“Det var derfor jeg blev så stille”.

//Nan

 

 

 

 

 

 

Nå, så det sådan ud – livet

Nå, så det sådan ud – livet

Min første dagbog fik jeg af min morfar og hans kone. Gennem årene stødte flere dagbøger til. De første var med hård ryg og blødt omslag, derefter rakte et kasseret, linjeret simpelt stilehæfte. Det var ikke daglige opdateringer af barndommens begivenheder snarere, en hemmelig ven man af og til kunne trække frem og betro sig til. Her kunne jeg stille utallige ubesvarede spørgsmål og selv forsøge at svare eller blot give mig hen til indfald eller betragtninger Jeg rettede blikket indad, dykkede ned, mens nye sider af samme sag dukkede op. En praksis som jeg i mange år praktiserede og som jeg i dag, fortsat finder forklaringer og fortidserindringer i. De perspektiverer min nutid og former.måske min fremtid.

Den og så mit første fotoalbum med mine egne fotos sat på pap, adskilt af pergament. Fastlåste situationer af øjeblikke, betænkeligheder, tilfældigheder og festligheder. En opretholdelse af en tid der var. Et tilbageblik og brudstykker af min barn- og ungdom som for de fleste vil være uvedkommende, for mig både meningsfuld og altafgørende. Et livsdokument fra en tid, en stil, mit tilfældigt levede liv som forklarer og besvarer lidt af hvem, hvorfor og hvornår.

De to re nu smeltet sammen til en. Jeg skriver og supplerer med et foto fra den signede dag. Til forskel fra tidligere, er fotografierne samlet i et album på Instagram hvor håndskriften ikke længere er banal og jeg skal bladre digitalt.Jeg tilføjer et foto hver dag, forsøger at fange et at nuets utallige øjeblikke til fremtidig retrospekt. Modsat før, har jeg rettet blikket udad. Det handler ikke længere udelukkende om mig, men om at indgå og eksistere i et fællesskab. Om at fokusere og få øje det nu, som jeg ser og som om lidt forsvinder. Om at kysse, gribe og fange det satans liv, som TV2 synger. Bevare blot en lille bid af en tid, som om lidt er forevigt forandret.

Livet er lineært og cirkulært. Det er flygtigt og alligevel så stillestående. Det har de seneste måned vist og det har givet anledning til at genlæse, gense og gennemgå. Jeg forstår nu, hvor jeg ser tilbage og selv om alt er forandret fra jeg var barn til jeg var ung, fra jeg var single til jeg blev gift, fra jeg var og til jeg blev mor og igen for blot nogle måneder siden da jeg var til koncert, gik på udstilling, kom hjem fra rejsen til Marrakech eller landede fra min seneste flyvning til Tokyo, er det også kontinuerligt. At selv om tiden for en stund er statisk, vil den om nogen tid være tæt på magisk. Det fortæller min forbundne fortælling gennem flere årtier, forankret i stillestående stunder. Det er det fotografier og dagbøger kan, de kan bringe os steder hen vi ikke kontinuerligt kan huske, men let kan komme i tanke om. Måske derfor dokumenterer og strukturerer jeg min nutid, for at skabe eftertanke i frem- og eftertid. Især og særligt i denne så sære tid, så ….

Kære Dagbog …..

//Nan

 

 

 

En længsel bliver udsat og indfriet

En længsel bliver udsat og indfriet

På et podie ved Pavillonen danser et par. Hans venstre arm er strakt mens den højre, ømt og nænsomt, holder hende der ikke er, om livet. Nakken er lang, ryggen rank og ansigtet vender han alt efter retningen, de sorte snøresko med hæl bevæger sig. Kun få meter derfra danser hun. Hendes højre hånd holder om hans hånd, den som ikke er. Den venstre hviler elegant i luften som hvilede den på en skulder, følsomt … varsomt. Hendes ryg er en anelse svajet, albuen hævet og hovedet lagt let bagover. I 3/4 dels takt valser de, med en meter imellem sig og det er smerteligt at se den usynlige, men nu så synlige virus vidne og vise sin skræmmende skikkelse.

Med de to opstår hos mig, en inderlig længsel efter det der var. En længsel efter det jeg i dag omtaler i præteritum og perfektum. En længsel efter at begejstres, behages og betages ….. sammen! og ikke hver for sig. De to ensomme dansende minder om en inderlighed, om det lille sug i maven før forbehold og tilhold mod ophold. En magisk melankoli, en vemodig nostalgi.

Imellem dem svæver det lille virus med de store værd. Den der har fået os til at udskyde trangen til kram, til at være tæt og lært os at leve adskilt. Det er det jeg bebrejder den mest og det er det, jeg mest længes efter. Jeg længes efter at være noget for nogen, sammen med nogen. Nogen lærer mig, at længsel ikke er det samme som savn. Man kan bruge længslen til noget, gøre passiv til aktiv, tale i præsens. Drivkraften bliver de dansende ved Pavillonen, for selv om det for mig var umiddelbart begrædeligt er det også progressivt eventyrligt at fortsætte hvor man kan. Man kan fysisk flytte sig og agere fremadrettet.

Synke ned – løfte op

I dag har jeg lakeret mine negle og atter taget mine smykker på. Uniformen har jeg taget af bøjlen, strøget mit silketørklæde og poleret mine sko. Det næste døgn skal en del af længslen fortrænges og sammen med gode kollegaer skal vi krydse grænser, for at flyve til Kina. Flyet skal fyldes med værnemidler og hvor jeg tidligere blot er taget på arbejde, vil jeg i aften være på mission, mest min egen. For når vi lander igen, vil jeg parkere længslen som et vilkår. Et naturgivet og nødvendigt livs vilkår som minder os om det, man for ofte tager for givet. med lidt øvelse i 3/4 dels takt.

//Nan

G-R-Æ-N-S-E-L-Ø-S

G-R-Æ-N-S-E-L-Ø-S

Da jeg var barn blev der sat mindst en. Som ung ville jeg gå lige til og helst over. Nu ønsker jeg blot at krydse den, grænsen eller i det mindste  blot at balancere på den, så jeg flytter mig fra den fysiske og over til fantasien. I fantasien er grænsen flydende, mens den fysiske er fast. I fantasien er grænsen åben, den fysiske lukket. I fantasien er man fri, bag den fysiske er man midlertidigt fanget.

Jeg kan ikke lide at være fanget.

Alle skeer er møjsommeligt samlet med skaftet i samme retning, brændet kunstfærdigt stablet. Med en vatpind er alle vinkler i skabe, skubbet fri for skidt. Gammelt guld er langt om længe kørt på genbrugspladsen. Fugerne i fortovet er åndsnæværende renset, terrassen etableret, gærdet grundet. Alle kuglepenne og blyanter er spidset og testet, bøger sat i gåde og ordsprogs orden, fotografier sat i lommer. Havemøblerne er olieret, porten lakeret og bilen poleret …. ikke en dag er jeg gået glip af. Jeg har hørt græsset gro, set selvsatte slikærter slynge sig op ad stængler. Jeg har fulgt gråspurvene bygge rede under taget og valmuer folde sig ud. Hver evig eneste morgen er jeg blevet velsignet ved havet, hver eftermiddag omfavnet af bøg og birk i skoven og om aftenen har jeg siddet i min have og set månen blive halv, og hel igen. Jeg har trukket vejret dybt, smilet og sukket, snakket, men jeg har også savnet. Savnet mine kollegaer, savnet kram og savnet kunsten.

Gennem de seneste mange måneder har vi ikke fysisk kunne flytte os. Jeg har ikke kunne flyve som jeg har gjort det mere end halvdelen af mit liv (som stewardesse). I stedet har jeg hver dag skolet mig i boglige klassiskere som ”Forvandlingen” af Kafka (Tjekkiet), ”Den gamle mand og havet” af Hemmingway (England),  ”Idioten” af Dososjevskij (Rusland) , ”Dinas bog” af Wassmo (Norge), ”Rosens navn” af Eco (Italien)  ”Den forsvundne fuldmægtig” af Sherfig (Danmark), ”Don Quiote” af Cervantes Saavedra (Spanien), ”Don Juan” af Molliere (Frankrig) ”Fornuft og følelse” af Austin (USA) ”Mordet på kommandanten” af Murakami (Japan)  og fløjet på en tamgås sammen med Nils i Lagerlöfs (Sverige) medrivende eventyr. I fantasien er man grænseløs. Forestiller sig noget der ikke er, noget der har været, noget der er og noget der kommer igen.

I litteraturen er jeg kun åndeligt fanget. Jeg kan til hver en tid gå til og fra, jeg er fri …. og så har jeg fundet frem til, at er der ingen grænse er mellem fantasi og virkelighed …. Ikke i fantasien i hvert fald.

//Nan

Når hverdagen vender tilbage, venter jeg lidt endnu

Når hverdagen vender tilbage, venter jeg lidt endnu

Kontaktbog

Kontaktperson

Kontaktsøgende

Kontaktbehov

SOLOdaritet

På Sankt Hans Torv ser jeg to mænd der tilfældigt møder hinanden. Den ene tror jeg, er nok nede for at lufte sin hund, den anden …. Da de passerer hinanden, siger den ene, den andens navn. Giver de hånd? På Israels plads spiller børnene basketball eller står på skateboards. Deres forældre sidder på trappetribunen og ser til. Flere af dem taler med hinanden, drikker kaffe. Sidder de lidt for tæt? I Kongens Have har solen lokket københavnere på græs. Små lapper er spredt og lagt lidt tilfældigt som mønsteret på et patchwork tæppe. Enkelte spiller Kongespil, men de fleste sidder med en øl og vender Verden. Er de ikke lidt for mange?

Jeg skærmer mig, ser over skulderen og på striberne i gulvet. Jeg ser om hjørner og på kassedamen gennem plexiglas. Jeg går uden om, men står skudsikkert i cirkler på Nørreport Station, slår slag og i bukkede, buede bevægelser. Jeg undgår, undværer og undslår. Jeg åbner døre med albuen, trykker på knappen ved fodgængerfeltet med albuen, hilser ikke længere med albuen. Hilser i stedet på venner på skærmen, gennem telefonen. Vi går tur med flere meters afstand, taler om det de taler om fra den Verden vi ikke længere besøger.

Som fårede flokdyr søger vi fællesskab, følger med og finder hinanden. Vi støtter op og vil føle (også i fysisk forstand) at vi hører til. Nu skal vi holde afstand, holde os fra hinanden. Det er naturstridigt, fremtvunget og forkrampet selv om jeg synes, at det retorisk lyder smukt at vi skal stå sammen, hver for sig. Det byder på dage hvor jeg er skræmt, bestyrtet og forfærdet, sjældent for Covid-19, men for den menneskelige skyhed. At virus tidens handlemønstre vil forplante sig, blive konduite, forblive forevig Covid-etikette?

Men det er også dage hvor er jeg stærk og forener mig. Det er altafgørende, bliver der sagt. Hold afstand, stå sammen og imod af øjeblikkets nødvendighed, det er livsnødvendigt. Måneder i et levet liv ændrer noget, men ikke hele livet. Jeg gør det for dig, bare du lover mig snart at spørge, om du må sætte dig, tæt ved siden af mig.

//Nan

Hvis blot jeg vidste, hvad jeg skulle gøre med det jeg ved

Hvis blot jeg vidste, hvad jeg skulle gøre med det jeg ved

Her ligger jeg så.

Sæsonen har varet længe og både de ydre og indre rammer har taget tid. Den kunstfærdige kuppelformede rede er lun og sikker, bygget af solide materialer som mos, fint græs og fjer. Skallen har skærmet, men nu har den slået sprækker og vi er, side om side.  Vi er blevet fodret og fløjtet for, vi er flyveklar. Tiden er kommet og vi må videre. Vi ved at vi kan , for både anatomi og fysiologi har udvist unikke tilpasninger som gør os i stand til at flyve, så vi må videre. Ud at lære at bruge de enorme mængder energi der skal til for at krydse både ørkner og havområder uden mulighed for at tanke op.  Videre, sammen, men hver for sig.

Det er det der gør mig utryg, uafklaret og fremtids usikker for under den vogtende varme vinge er jeg vokset op, med alle mine kompetente og kærlige kollegaer. Jeg trives ikke alene, men flyver smukkest i flok.

Det er mere end 30 år siden, at jeg fik vinge på. Et smukt lille metalformet skilt, symbolet på flyvefærdighed. Fra da af har jeg fløjet, dedikeret og engageret. Sørget for sikkerhedden og stået last og brast med det der på boardingkortet synes forudsigeligt – tur/retur Verden rundt – skolet i at agere og håndtere det uventede, det uforudsete. Stolet fuldt og fast på et talentfuldt team  med tårnhøj og kilometer lang arbejdsmoral som byder en arm og en beroligende stemme. Ingen har vaklet, men veluddannet og vidende,  har vi vist vej. Flere gange om ugen året rundt, har vi pakket vores liv ind og ud af kufferter, trådt ind og ud af kontinenter, været i et mikro-, men også i et makrokosmos….. Vores hverdag har været forunderlig …. foranderlig.

Nu minder intet om dagligdagen i luften. Alligevel handler alt om netop dette, her på jorden.

Tilbage i reden ligger enlige svaler og drømmer om sort sol af stære, som stimler sammen på træk. De moderlige vinger hviler sig for hun er jo i den sårbare gruppe og er blevet bedt om at holde sig hjemme. 75 år gammel, så vi må indlysende udvise forsigtighed. Hendes immunforsvar er stærkt, hun har ingen kroniske sygdomme og så er hun ikke at forglemme, af den velkendte vikingeslægt. En innovativ eventyrer, en oprindelig, en overlever. Vi forstår fuldhjertet at det er fatalt, men vi efterstræber og eftertragter, at vingerne vil bære og at det blå hjerte igen snart må slå.

Nogen vil blive skubbet ud af reden, resten af netop dette kuld, vil flyve stækket og svækket. Naturen er barsk, ubarmhjertig og til tider ubærlig, men mennesket kan tilpasse sig. Det er en del af vores evolution. Homo sapiens rejste sig for millioner af år siden og når Verden igen går med uret, vil vi vise hvordan vi breder vingerne og løfter os.

//Nan