Der hvor himlen kysser jorden (del 2)

Der hvor himlen kysser jorden (del 2)

Det lille hjem med fire hjul, ruller videre gennem Danmark og holder i vejbane tre ved færgen Spodsbjerg – Tårs. Sidevinduerne er åbne og en mand med fire stjerner på skulderen går mod vores retning. Han spørger interesseret, mens han holder en talende walkie talkie i hånden og de øvrige passagerer begynder at køre ombord. Vi fortæller om vores betænkninger og vores betragtninger, men mest om vores begejstring, mens han lytter og beriger os med sine beretninger. Vi kører ombord som de sidste og på færgen finder han os igen, beder os komme til Vindeby Havn dagen efter hvor han er havnefoged. “Så giver jeg en femmer til et bad”, siger han og stikker hånden i lommen. Han hiver tre små engle frem og beder mig tage den ene. “Det er en skytsengel”, siger han. “Jeg er ikke så glad for at flyve, men disse her har hjulpet mig og du skal også have en til at beskytte dig” og i min hånd lægger han den fineste hvide engel.

Vi fortsætter mod Svendborg og Tved og finder vej til en æbleplantage hvor vi får lov til at parkere bilen for natten. Karl og Mai-Britt bor på Karls fødegård hvor han er opvokset med kvæg. “Det har vi også haft ind til for tre år siden, men det slider.Nu har vi æbler og passer kreaturer for andre landmænd – studehold eller kvie-hotel. De er her fra de er tre måneder gamle til de er to år og klar til at blive insemineret så de kan komme tilbage og blive malkekøer eller slagtet”. Bilen står på en lille plads ved siden af hønsehuset og vender fronten mod marker fulde af smukke brogede køer. Til højre ligger plantagen med 17000 træer og de mindste kalve samt en pædag-ko. Solen gar ned bag stubmarken, kreaturer, heste og høns er blevet lukket ind for natten og landlig idyl lever, fordi der findes ildsjæle. http://www.faarehavegaard.dk/SIDER/FAAREHAVEGAARD.html

 På 100 km2 bag flettede hegn står hvide vogne parkeret. I nat står vores der også. Vi har sat den ved siden af “Tina og Allan”, to fastliggere med både campingvogn og fortelt, flagstang, højryggede havemøbler, havenisser og haveparasol med logo fra FUN – Hele Danmarks læskedrik”. Allan og Tina er ikke den direkte årsag til at vi har valgt netop denne plads, for de er ikke hjemme. Det er derimod hullet i hækken som Allan har klippet, så man kan se og høre havet fra den lille skråning. Og vi veksler en tier til to kroner som man skal stoppe i en automat for at få et bad, vasker op ved langvask og husker at bestille rundstykker med birkes hos lejrchefens kone, som kan afhentes fra kl. 6:00. Mørket falder på og fra teltet på taget kan vi se de mange trådløse LED lamper med skumrings sensorer som lyser som små stjerner. Pladsen med de moderne faciliteter og afslapning for hele famllien er stille som reglementet påbyder, på slaget 22.

 

 

Ved hver dags begyndelse, skyller vi os i havet og lader vandet vaske natten af os. Lader bilen stå nogle timer for at cykle langs havet, fjorde eller inde i landet og måske sejler vi til en af de mange mindre øer. Vi besøger købstæder, flækker og forstæder, køber kartofler og kål ved en vej-bod og da vi kommer til nogle nedlagte jernbanespor, spørger vi en lokal om vi kan cykle ned ad skinnerne til venstre? “Deka jæ et svare på, svarer han. A går alti`den aan vei”. Og sådan passer nogen sit mens andre,  hvis mark vi har fået lov til at overnatte på, inviterer os til at spise med. I en lade med vidt åbne porte, sidder vi så uforudsigeligt med Søren og Hanne og spiser grillet mørksej med dilddressing  og nakkekoteletter fra slagteren i Kappendrup. Søren fortæller at han er med i Otterup senior band og kan spille på 12 strenget el guitar og det bliver lyden af netop denne, vi går ned gennem markerne med.

Jeg savner intet og ønsker mig ikke mere. Fuldkommen og lykkelig bekræfter vi hinanden i, at vi bor i et dejligt land og at fremmede fortsat er venner man endnu ikke har mødt

//Nan

Ved et tilfælde blev det her

Ved et tilfælde blev det her

Natten hjem fra Chicago er som langt de fleste. Mange hviler, få ser film eller læser. Kabinen er mørk bortset fra en enkelt række hvor et “rullegardin” ikke er trukket helt ned. Små støvpartikler hvirvler rundt i lyskeglen fra morgensolen der sniger sig ind på de stadigt sovende ansigter med mundbind. Papiret bliver trukket en anelse ind i munden og pustet væk igen, lige som mit. Elastikkerne strammer lidt bag ørerne, men jeg har også båret det i mere end syv timer. Tidligere ville vi have vækket passagerne med lune klude, duge på bordene, varmt brød og kaffe, spurgt til drikkevarer og hvilke af de udsøgte brunch retter vi kunne tilbyde på porcelæns tallerkner? Nu sætter vi blot en færdigpakket bakke af plast, med det vi håber de har lyst til og mens de spiser, drager de fleste et lettelsens suk over, en pause fra rekommandationer og restrektioner og flytter mundbindet mens de spiser.

“Face masks is mandetory in all public places” står der på vejledningen. Man kan blive arresteret hvis man bryder loven, men ingen af os forestiller os at bevæge os uden for værelserne uden. Præsidenten har modsat udtalt, at han ikke vil bære et og at de der gør, signalerer modstand til ham. Endnu et godt argument for at beholde det på. ‘Langt de fleste  butikker er fortsat lukkede, flere af dem med spånplader sat op foran de knuste ruder som Black lifes matter demonstrationer har forsaget. Arbejdsløsheden er under Covid-19, steget til 40 millioner, hjemløsheden er steget til mere end en halv million, 160.000 er døde og våbensalget er steget markant fordi heldbred og indtægt er truet. Uligheden i befolkningen er enorm, 28 milliioner står uden sundhedsforsikring, sundhedstilstanden er mildest talt sløj og parlamentet er så uenige, at det gør det umuligt, at samarbejde om en strategi for hvordan man håndterer pandemien. En pandemi som er blevet bagatelliseret længe nok til at udstille og  undervurdere landet.

Flyet fra Chicago lander og jeg går gennem dørene i afgangshallen og ud i den danske sommer. Mundbindet smider jeg i den nærmeste skraldespand. Jeg kører gennem København, hjem og tager et bad, hopper i bilen og kører mod Møn. Møn, som er en sydøst vendt ø, forbundet med det øvrige Sjælland via en bro og hvor der bor lidt mere end 9000 indbyggere. Godt 200.000 hvert år besøger især det sydøstlige hjørne, Møns Klint, Vi er taget afsted for at besøge nogen venner og få timer senere sidder vores lille selskab på en bakketop i Kokkens Køkken og spiser rugbrødsmadder med pølse leverpostej og drikker kaffe fra termokanden. På vejen har vi passeret geder, vilde orkideer og sjældne krydderurter og nu …. nu sidder vi og kigger ud på Østersøen og solen som skaber sølv i overfladen. Vi vender Verdens situationen,  taler om omstilling og opfindsomhed, om lyd- og villighed, om tryghed og samhørighed og om hvilket fint lille land vi er rundet af.

Aftenen inden denne, spiste vi triple cheese pizza og drak sødede sodavand. Udsigten var over parkeringspladsen foran lufthavnsbygningen 0`Hare Chicago og den var bedrøvet og bekymrende. Denne aften spiser vi friskfanget kulmule med nyopgravede kartofler og en salat af fennikel og tomat, håbe- og fortrøstningsfulde. Vi taler om skat og den offentlige sektor, vi taler om sikkerhedsnet, skolegang og lægebehandling. Vi taler også om forskelle og ligheder, uenigheder og tillid til beslutningernes ledere mens vi drikker vin fra naboens vinmark og mørket falder på. Her på Møn og Nyord er lysforureningen, ikke eksisterende. Det betyder, at millioner af stjerner blinker berettende og beroligende. Jeg er tæt på lykkelig.Vinduet på det lille loftsværelse står åbent og jeg takker endnu engang for at være født i dejlige Danmark.

I morgen tager jeg atter til USA. Pas godt på Danmark og hinanden.

//Nan

 

 

Det smukke ved tiden er, at der kommer mere af den…

Det smukke ved tiden er, at der kommer mere af den…

Kære medier, hvilket som helst. 

Det var lige ved at lykkes. Det var lige før, at frøet med pårængende og grundlæggende angst, var ved at forplante sig, endog spire og slå dybe rødder. Angst, ikke kun for situationen som den er lige nu, men primært spekulationer for fremtiden, dagen i morgen, hvis den da eventuelt måtte komme. I ved, risikoen ved og sandsynligheden i forbindelse med eller den mulige, eventuelle fare for ….. bekymringer som trækker på den negative rente, bekymringer som tænkeligt ikke bliver, bekymringer som ikke føjer gode og gunstige dage til vores nuværende levede liv.

I opfører jer som bestandigt jagende rovdyr der for at overleve, må nedlægge skrækindjagende overskrifter, som skal vække eller snarere forskrække, det langsommelige livsnydende dovendyr, som samvittighedsfuldt hager sig frem ad livets snoede grene. Gennem generationer har vi bevæget os i livet med en afstemt ro, en anelse uro men altid med en evig og langvarig tiltro.  Syns- og høresansen er successivt svækket, men føle- og reaktionsevnen vækket, navnlig hvis nogen lokker med lidt skræk og rædsel,

For at undgå at blive yderlige stækket,  skal de daglige ruter evindeligt omlægges for ikke at bedrøves med andres KÆMPE fejl og konflikter, svagheder og tåbeligheder, dumheder, dårskab og livstab. Det føles som om, at skandale og sensations maddingen er krænget om click-bait kloen som man af og til nysgerrigt bider på, i den ellers så velfungerende, kedeligt tenderende hverdag, som mange til trods, befinder sig forbilledligt i.Men eftersmagen ved at gøre det, er er både modbydelig og mismodig.

Men forstår I kære medier, overfodring af indsigt i udelukkende nedadgående spiraler af svagheder og skrækscenarier fører til kvalme, men også til en intention om at ændre indtaget af netop den slags føde. Det er ikke fordi, at jeg ikke interesserer mig for, hvad der sker i Verden omkring mig, men mere om hvad der også sker, i Verden lige omkring mig. Fx er tallene for Covid-19 indlagte i Danmark faldet, til trods for at landet er åbnet, jordbærrene er lige nu søde og ærterne sprøde, man konstaterer, at selv om vi naturligvis har været humørpåvirket som enkeltpersoner og samfund, har vi en enestående evne til at overkomme forandringer. Den slags overskrifter skaber balance iblandt  tilværelsens prøvelser og netop disse ville overstiger profetier, betænkeligheder og bange anelser som vi måske, måske ikke, behøver at have eller gøre os. Kun få tager noget for givet, ej heller meget på forskud. Hjælp os med at være her og nu, på både godt og ond.  Der er hverken nærvær eller nutid i konstant at bekymre sig om fremtiden. 

//Nan

 

 

Vi mødtes i himlen

Vi mødtes i himlen

Det er nok 10 år siden, at min farmor blev begravet. Der var en stille sørgmodig stemning i kirken, for selv om min farmor vær gammel og det var ventet, var det selvsagt vemodigt. Hun blev begravet en hvilken som helst hverdag fra en kirke på Østerbrogade. Kiisten blev båret gennem det dunkle  og stumme rum, dørene mod lyset og livet  blev åbnet og transformeringen mellem det forgangne og det fortsatte indtraf. Det er det, dette indlæg skal handle om, øjeblikket eller måske snarere, livets fuldkommenhed i balancen mellem tab og utilstrækkelighed tilbage i mørket og så den insisterende livslyst og viljen til at holde ved. Netop det øjeblik og den følelse, har netop mødt mig igen.

Det er den sidste dag i måneden, endnu en hvilken som helst hverdag, men det er også dagen, hvor jeg efter uvirkelige måneder i uvished og ventetid, er blevet kaldt tilbage på arbejde efter Covid-19 vandaliserede min arbejdsplads. Jeg ifører mig strømper, sort pudsede sko og det strøgede silketørklæde. Jeg knapper jakken, tager tasken i hånden og retter ryggen, jeg er klar. Passagererne i metroen ser på mig og jeg har svært ved at læse, om de glæder sig over at se en der skal på vingerne eller om de gennemskuer den lille angst jeg har, for hvordan den næste tid kommer til at spænde an. Jeg håber at jeg i det mindste minder dem om det punktum, en sætning har savnet alt for længe.

I lufthavnen tager jeg den påbudte maske for mund og næse, går gennem den affolkede lufthavn og hilser på sikkerhedsfolk bag ansigtsvesir. Gitre er fortsat trukket ned for de farvestrålende forretninger, bagagevognene er borte og passagerer passerer med mundbind og handsker. Dagens besætning går til flyet: “Vi har glædet os til at se jer – velkommen til”, siger vi,  de velkendte ansigter i genkendte omgivelser som er omtrent bekendt og fortsat så fjernt og ufuldendt. Turen går til Rom og hjem, til Bergen og tilbage igen og vi deler måneder, uger og dages sammenfaldende skildringer og jeg får igen og igen bekræftet, den usammenlignelige solidaritet der er mellem os. Min første 12 timers arbejdsdag er afsluttet, vi vinker da vi skilles og jeg går gennem den affolkede ankomsthal. Frygten er forsvundet og glæden over gensynet gennemsyrer hele min organisme.

De øvrige passagerer i metroen ser atter på mig, men jeg har ikke længere svært ved at læse hvad de tænker. Jeg forstår, at de har længes efter at skrive flere fortællinger fra Verden der venter. At det punktum der blev sat tidligere på dagen kun fungerede i den kontekst og kun var sat  foreløbigt. Min farmor har sat sig ved siden af mig. Det lyder som om, hun citerer Imanuel Kant og noget i regning af, at  “Duen tror, at den kunne flyve hurtigere, hvis den ikke skulle overvinde luftens modstand. Men uden luften kom den jo aldrig på vingerne”.

Den der har mærket modstanden og giver op, har glemt hvor stor glæden er ved at have luft under vingerne.

//Nan

En fatal følelse af afmægtighed

En fatal følelse af afmægtighed

“Du blev så stille?”

Uvished og ventetid er konverteret til ubærlig virkelighed. Umiddelbar sorg og smerte slettede håbet om og slukkede troen på. For et øjeblik siden var vi ubekymrede, velfornøjede og veltilfredse.  Vi talte om hvor vi skulle hen, nu taler vi kun om at komme igennem.  Vi talte om fremtiden, som i datidens øjeblik var om en time eller inden for det næste døgn. Nu taler vi om fremtiden som en fjern og fremmed ubekendt. Vi talte om nærvær og nuet. Nu taler vi om at tiden gerne må gå og om at komme på den anden side af det.

 

Vi har altid været på vej. Pakket ind og ud, fløjet frem og tilbage. I tilfældigt sammensatte konstellationer flettede vi teams og fandt vores vilkårlige pladser. En blå palette af samhørighed og sammenhold er brat afløst af ubønhørlig mismod og magtesløshed og ja, det er et monstrøst ordvalg, men ikke desto mindre, er det sådan jeg har det. 600 af vores himmelske kollegaer bliver inden udgangen af denne måned opsagt. Hveranden af de prægtige mennesker jeg har så mange ene- og enkeltstående oplevelser med. Elskelige ansigter som poster afskedshilsner efter den situationsbestemte sabel, har ændret tilfældige tal med familiære navne. Det er ubærligt og svært at sætte ord på. Kun et lille chok har ord, et stort er stumt.

Selvsamme opsagte kollegaer er også dem der får mig til at smile. De overbeviser mig om, at vores fælles fugle nok skal komme på vingerne igen. At det muligvis bliver en anden Verden de, over en periode skal se. At det bliver en anden Verden vi, der har mere end 17 års senoritet, skal lære at arbejde i. At meget vil være forandret og at savnet efter det, vi kendte for blot få måneder siden, vil være enormt. De lader os forstå, at vi selvfølgelig må løfte det vi skal og styrke hinanden. Det understreger med al tydelighed, at den tynde luft atter igen må fyldes af de mest kompetente og kærlige kollegaer man kan tænke sig.

En forsigtig længsel efter at komme ud, er så småt ved at indfinde sig rundt om i Verden. Årstiderne skifter og inden længe vil vi genoptage flyvninger, men også det udefinerbare og uforklarlige der er mellem os, det sjældent sete slægtsskab. Vi er hinandens uægte kunstner og fætre, onkler og tanter en stor familie som UANSET, tæller 1200 mennesker, som vi alle kender navnene på. Pas godt på jer så længe. Vi ses igen – det har jeg en livslang tillid til.

“Det var derfor jeg blev så stille”.

//Nan

 

 

 

 

 

 

Nå, så det sådan ud – livet

Nå, så det sådan ud – livet

Min første dagbog fik jeg af min morfar og hans kone. Gennem årene stødte flere dagbøger til. De første var med hård ryg og blødt omslag, derefter rakte et kasseret, linjeret simpelt stilehæfte. Det var ikke daglige opdateringer af barndommens begivenheder snarere, en hemmelig ven man af og til kunne trække frem og betro sig til. Her kunne jeg stille utallige ubesvarede spørgsmål og selv forsøge at svare eller blot give mig hen til indfald eller betragtninger Jeg rettede blikket indad, dykkede ned, mens nye sider af samme sag dukkede op. En praksis som jeg i mange år praktiserede og som jeg i dag, fortsat finder forklaringer og fortidserindringer i. De perspektiverer min nutid og former.måske min fremtid.

Den og så mit første fotoalbum med mine egne fotos sat på pap, adskilt af pergament. Fastlåste situationer af øjeblikke, betænkeligheder, tilfældigheder og festligheder. En opretholdelse af en tid der var. Et tilbageblik og brudstykker af min barn- og ungdom som for de fleste vil være uvedkommende, for mig både meningsfuld og altafgørende. Et livsdokument fra en tid, en stil, mit tilfældigt levede liv som forklarer og besvarer lidt af hvem, hvorfor og hvornår.

De to re nu smeltet sammen til en. Jeg skriver og supplerer med et foto fra den signede dag. Til forskel fra tidligere, er fotografierne samlet i et album på Instagram hvor håndskriften ikke længere er banal og jeg skal bladre digitalt.Jeg tilføjer et foto hver dag, forsøger at fange et at nuets utallige øjeblikke til fremtidig retrospekt. Modsat før, har jeg rettet blikket udad. Det handler ikke længere udelukkende om mig, men om at indgå og eksistere i et fællesskab. Om at fokusere og få øje det nu, som jeg ser og som om lidt forsvinder. Om at kysse, gribe og fange det satans liv, som TV2 synger. Bevare blot en lille bid af en tid, som om lidt er forevigt forandret.

Livet er lineært og cirkulært. Det er flygtigt og alligevel så stillestående. Det har de seneste måned vist og det har givet anledning til at genlæse, gense og gennemgå. Jeg forstår nu, hvor jeg ser tilbage og selv om alt er forandret fra jeg var barn til jeg var ung, fra jeg var single til jeg blev gift, fra jeg var og til jeg blev mor og igen for blot nogle måneder siden da jeg var til koncert, gik på udstilling, kom hjem fra rejsen til Marrakech eller landede fra min seneste flyvning til Tokyo, er det også kontinuerligt. At selv om tiden for en stund er statisk, vil den om nogen tid være tæt på magisk. Det fortæller min forbundne fortælling gennem flere årtier, forankret i stillestående stunder. Det er det fotografier og dagbøger kan, de kan bringe os steder hen vi ikke kontinuerligt kan huske, men let kan komme i tanke om. Måske derfor dokumenterer og strukturerer jeg min nutid, for at skabe eftertanke i frem- og eftertid. Især og særligt i denne så sære tid, så ….

Kære Dagbog …..

//Nan