Uden hemmeligheder

Uden hemmeligheder

Flyveturen er på. 8 ½ times fysisk rejse, men mentalt er det flere hundrede år som forsvinder denne nat. Der er afgang kl. 21:00 fra København og mens natten glider over i dag, arbejder jeg som steward ombord på det fly, som skal til Beijing.. Få timer efter ankomsten har jeg fået uniformen af og går nu med ryggen til Perlemarkedet, et indendørs marked hvor man kan finde alt det et vestligt hjerte kan begære. Jeg er på vej mod Hutongerne, de autentiske små kinesiske etplans huse hvoraf nogle af dem er etableret for 700 til 1000 år siden. Bittesmå beboelser bygget af grå sten og med et muligt tegltag men for langt de fleste, bølgeblik plader med få tilbageværende tegl til at holde på det. Ens for de fleste af husene er, at de dørene er lakeret røde i højglans, meget få skiller sig ud fra et andet og det gør det let at “blive væk”.  

 

Den travle tunge trafik og det enorme etagebyggerier i beton glas og stål forstummer og forsvinder og man fornemmer et helt andet liv,  i det man drejer om et hjørne og ned i en gyde, en mindre sti eller smøge. Her henter beboerne vasketøj ned fra snorene som er spændt ud mellem træerne som flere steder, er vokset gennem husene, de sidder på ti centimeter lave taburetter og ser på dem der tager vasketøjet ned eller de spiller kort eller laver mad i de små udendørskøkkener. De er på vej til eller fra med børn og indkøb eller måske til toilettet. I de små boliger er der sjældent kloakeret. Man har i stedet offentlige toiletbygninger, som er stillet op for hver 500 meter.

 

På disse, hersker diskretionen, evnen til at lade som om, at man ikke ser, hører eller lugter hvem der ellers er i rummet. Små skillevægge adskiller det ene hul i jorden fra det næste og da jeg skal tisse, følger jeg strikt en plan om at komme til det fjerneste hjørne, for at så få skal passere mig, i det halvåbne, men som så samtidig betyder at jeg selv må passere adskillige hugsiddende damer inden jeg når frem til det bagerste hjørne. Af damerne at dømme, er jeg her ikke og jeg gør mit ypperste til at falde i et med de øvrige besøgende, før jeg atter fortryder min idé om at vælge det fjerneste hjørne, da jeg skal tilbage til udgangsdøren i toiletbygningen.

Fortrolighed og betroelse er et offentligt anliggende i Hutongerne. Personlig hygiejne, tøjvask, reparationer af enhver slags samt madlavning, foregår under uden for. Hemmeligheder er ude i det åbne, man deler det mest private og nysgerrigheden virker tilforladelig. Mange er født og opvokset her med brugsret til at bo, men uden ejendomsret over det ene rum eller to de bor i. Mange er gennem årene blevet tvunget til at flytte, fordi staten har skulle bygge. Familierne får  udbetalt en lille erstatning der kan gøre det muligt at købe en lejlighed uden for byen, men med nedrivningen af de små samfund og opførelsen af høje etageejendomme forsvinder også  fællesskabet. I en lejlighed skal man lære at passe sig selv og intimitet skal holdes inden for det nye hjems fire vægge med eget toilet, bad og køkken.

Jeg suger de sidste indtryk fra Hutongerne til mig mens jeg forsøger at forstå tolerancen, den fortættede boligform forudsætter. Jeg forsøger og forstår, at det ikke er romantikken, men nødvendigheden, at det er et vilkår eller en omstændighed som ikke står til at forandre, medmindre staten beslutter det. Integritet er noget man deler på godt og ondt og privatlivets fred er mulig at krænke, ja, det bliver den vel hele tiden tænker jeg mens jeg forlader det lille samfund og bevæger mig ud i den velkendte trængsel, tumult og titaniske trafik. Om lidt vil jeg sætte nøglekortet i hoteldøren og lægge mig til at sove single, stank – og støjfrit mens jeg messer erkendtlighed – erkendtlighed.

//Nan

Hellere udadvendt end advent

Hellere udadvendt end advent

Hellere være

ualmindelig vedkommende

frem for

uvedkommende og almindelig

Hellere føle sig

uafhængig og taknemmelig

frem for 

utaknemmelig og afhængig

Hellere holde

En usædvanlig balance

Frem for  at fastholde

den sædvanlige ubalance

Hellere opfattes som

afklaret og ukompliceret

frem for

uafklaret og kompliceret

Hellere kunne blive

ualmindelig berørt

Frem for

almindelig uberørt

Hellere omgive sig med

 fejlbarlige og u-perfekte

Frem for

 perfekte og u-fejlbarlige

For altid holde fast i

en uprætentiøst Menneskelighed

Frem for det modsatte

//Nan

Et nyt skal til at begynde

Et nyt skal til at begynde

Stilhed er de vigtige øjeblikke, hvor ingen andre endnu, har farvet tankerne. Det er lyden af fravær, det er ord uden stemme. Lyden af stilhed kan høres om natten, i skoven, i kirken, på bjerget, ved vandet eller i de øjeblikke, hvor månen går ned og solen står op og et godnat bliver til et godmorgen. I det skifte, i de allertidligste morgentimer, hører jeg stilheden. I de tidlige morgentimer, har natten taget gårsdagen med sig og giver mulighed for at lytte til intuition og til at få inspiration. I de tidlige morgentimer, er tiden i eget selskab, et tredje rum man kan tage ophold, en mulighed for eller måske en forpligtigelse til at resignere og reflektere.

Morgenerne mellem jul og nytår har en mæthed, men også et mod på, over sig. Forventningerne til mad, vin, gaver og samvær med familien er overstået, måske ovenikøbet, vel indfriet. Året er ved at være omme, endeligt og et nyt skal snart bydes velkommen. Skal vi gøre som vi gjorde, fortsætte hvor vi slap eller skal vi tænke om, tænke efter, tænke sammen … finjustere, adaptere, graduere….. Og vi lægger planer, projekterer, organiserer og systematiserer selv om vi godt ved, at det er det uventede, det vi ikke havde hverken forventet eller forudset, der kommer til at sætte de dybeste aftryk.

I året der kommer, vil vi møde, vi vil miste. Vi vil berøres og vi skal trøste. Der vil komme hverdage, sær- og mærke dage og året vil muligvis minde om året der gik, eller forandre for altid. Derfor er nytår, overgangen og tiden op til og henover, også en tid med tanker om året der snart er forbi og det der skal komme. En stille tid, hvor man kan overgive sig, finde det fineste frem og bringe det med sig videre og fortsætte med at byde på det.

Om året der kommer ved jeg, at vores ældste datter drager i mission, vores yngste, søger ind på en uddannelse og at vi skal bygge nyt badeværelse. Jeg ved, at jeg skal huske på og tage mig af, men først og fremmest ved jeg, at jeg vil forsøge at nedtone mig selv for ikke at stå i vejen for de drømme og håb, som andre måtte have. Jeg er tilfreds, i perioder nærmest lykkelig og har derfor ingen ønsker for mig selv alene, men for os os og de mennesker jeg møder. De ønsker siver i stilhed, i de aller tidligeste morgentimer og jeg indfrier og sætter dem fri, som det er muligt, når Verden vågner og dagene viser sig. 2019 er fuld af nye dage – jeg vil gøre mig umage og tage godt i mod dem.

Let love rule og godt nytår <3

//Nan

Skal vi gøre det en gang til?

Skal vi gøre det en gang til?


“Try a new tradition” står der på reklamen jeg iagttager gennem ruden i Øresundstogets vindue på Hovedbanegården, mens vi venter på, at mennesker med gavemærker til og fra, er på vej ud og ind af toget. En retorisk sproglig figur, en antitese, en oxymoron eller zeugma, for hvordan skulle noget nyt kunne forenes med en procedure som gentages igen og igen? Men jeg forstår, at hver generation tager og skaber traditioner som på en gang skal være genkendelige, men også genskabes og genopfindes på ny. Der er noget vi plejer og nu gør vi det en gang til, men denne gang med modifikationer. Sådan er julen på alle måder synes jeg.

Hver morgen i december, gik jeg hen til den korssting broderede julekalender der hang på døren til mit værelse. Der var 24. små tændstikæsker hver, med et stykke slik til at begynde dagen med. Før aftensmaden så vi børnenes u-landskalender, som blev sendt i farver og varede et kvarter. Min mor pyntede hjemmet med udklippede kravlenisser, hun satte på alle  billedrammerne,  hang appelsiner med nelliker i røde bånd i vinduerne og tændte kertelys i det lille englehjul der med varmen, fik englene til at flyve i kreds. Min bror og jeg fik røde og grønne juleark med plastik mærker vi selv måtte klistre på vinduerne og cirka midtvejs i december, gik vi med min far til torvet for at købe det konventionelle juletræ. Juleaften fik jeg flettet hår og bundet røde sløjfer, trak gamasher uden over lakskoene og de hvide strømper for ikke at blive kold, på vejen hen til min mormor. Her begyndte aftenen i køkkenet, hvor børnene sad med frugtfarve og marcipan og formede aftenens konfekt og senere fik vi både and og steg og kartofler fra glas vendt i sukker og smør. Når ris´a la manden skulle serveres, blev den portions anrettet i køkkenet, mens børnene blev sendt ind i stuen for at hente min mormors cigaretter. 

Vores egne børn fik ikke slik hver morgen i julesokken. Tiden var på alle måder, løbet fra sukker start. På en måde, var den også løbet fra røde silkebånd, frugtfarve, og plastik dekoration til vinduerne. Børnenes u-landskalender  varede nu 25 minutter, den på DR for hvis man har/havde lyst, kan man vælge frit fra fire eller fem flere, på de andre kanaler. Denne måned pynter vi vores økologiske genbrugsjuletræ, som står i potten udenfor, i hvidt og sølv. Vi køber eksklusiv chokolade, laver det vegetariske alternativ og snitter en rødkåls salat med appelsin og guinoa.  I 15 år, skrev jeg julekort, men det var før de sociale medier og mens der fortsat fandtes  frimærker, posthuse og håndskrift og et postvæsen til at bringe dem frem. Vi holder jul flere forskellige steder og da ingen ryger, har vi skålen med ris a la mande på bordet, så alle har samme fair chance for at få mandlen.

Toget sætter i gang og vi forlader Hovedbanegården, kører, standser. Nogen står af –  toget samler andre op. Jeg lægger til og trækker fra. “Traditioner”, tænker jeg, kan tabes med tiden. Men det sker sjældent uden refleksion.  Skal vi gøre som vi gjorde eller skal vi lave noget …. det hele … om og afhængig af udfaldet kan de afstås eller adopteres. Jeg står af toget og går ned af vejen. Naboen har stillet sin gamle velkendte julebuk frem og genboen, lagt en invitation til den årligt tilbagevendende julepunch. Verden er foranderlig og global, men lokalt er det nu trygt, at nogen forsat fastholder de samme gamle traditioner.

Glædelig jul

//Nan

På gensyn i himmelen

På gensyn i himmelen

Det er 29 år siden, at jeg blev ansat som stewardesse i et af Verdens ældste flyselskaber. En helt uforståelig udvikling havde fundet sted i de mere end 40 år der var gået forud og fortsat og fremover, bliver der modificeret og justeret. Naturligvis er ingen arbejdspladser uforandret efter 30 år, luftfart ved jeg med sikkerhed, er ingen undtagelse. Elektronisk udvikling og magisk afvikling, skillinger man vil give og service man vil have er eksploderet, eller eroderet afhængig af, med hvilke øjne man ser. Mennesket, i dette tilfælde en stewardesse, finder frem, fastholder sit fag og fremstår som selvsamme, mens kloden drejer stille rundt,

stiller vi ind, om og an.

1980`erne var ved at rinde ud, Calvin Klein nederdelen gik til lidt under knæet, guldknapperne i den hvide skjortebluse var knappet og jakken med skulderpuderne, trukket ud over. Øjenskyggen var dueblå, læberne cerise røde og pandehåret var bukket, redt og lakket. Jeg husker ikke, om det kun var en indre fornemmelse, men jeg mener, at vi var feterede når man, som del af en besætning, skridtede lufthavnen af. En lufthavn, der dengang var uden security, men med minibusser til at køre personalet ud til flyet ….. men før jeg nåede dertil, havde jeg taget toget til Hovedbanegården, for at sætte mig i lufthavnsbussen som var den eneste forbindelse til lufthavnen fra centrum. Men før jeg nåede dertil, havde jeg modtaget mit program på papir eller løftet røret på fastnet telefonen, hvis jeg var tilkaldevagt. Men inden jeg nåede dertil, havde jeg søgt på en annonce i Berlingske Tidenenes job tillæg, skrevet en ansøgning på skrivemaskine og sendt den med posten.

I dag har uniformen ikke længere et internationalt designer navn. Nederdelen er blevet kortere, puderne i jakken trukket ud og knapper er lavet til lynlås, men øjnene er fortsat de samme. Porcelænet er flere steder skiftet ud med pap og kaviar med kaffe, men tilgangsvinklen er identisk. Sikkerhed og service. Det er derfor vi er der og min indre fornemmelse fortæller mig, at vi er afholdt for det arbejde vi udfører. I alle døgnets timer, året rundt, tager vi imod og tager os af, til vi når frem. Vel oppe i luften, må alle tænkelige og mindre tænkelige situationer håndteres af personalet og vi træder ubesværet ind og ud af rollen som sygeplejer, brand- og politimand. Det kan man sætte sin lid til. Det er det vi er uddannet til, det er det vi kan.

Siden min første flyvning for 29 år siden, har jeg pakket min kuffert ud og ind et sted mellem 1400 og 2000 gange. Denne måned, pakker jeg den fire gange for at begive mig til Beijing og en gang, for at tage til Tokyo . Uret bliver sat syv timer frem og tilbage otte gange og yderligere seks timer, to gange denne måned. Denne måned,, vil jeg befinde mig i luften ca. 90 timer og denne måned adskiller sig ikke fra måneden før eller måneden der kommer. Jeg pakker mine kufferter, iklæder mig uniformen, går til metroen, som kører direkte. Jeg går igennem security, tjekker ind på min I-pad og går mod gaten og ud til flyet. Men før jeg nåede dertil, har jeg kysset min familie på gensyn, jeg har hentet min uniform fra renseriet, sørget for, at pas og visum er i orden, at mit helbred er efter foreskrifterne og at nød træningen er vel overstået. Jeg er blevet briefet sammen med den besætning jeg skal flyve med og fremme i flyet sikrer vi hver for sig, at nød udstyret på vores stationer er sikret, at der er måltider til alle og, at maskinen iøvrigt er klar til afgang.

Jeg går glad til og fra vores virke, velvidende, at vi er enige om vilkårene. At arbejdssystemerne er efter en stolt skandinavisk rettesnor og at grundsyn rimer på fornuft. Mere end halvdelen af mit liv er levet mellem himmel og jord og jeg har taget det lidt nedefra og op og set det hele  ovenfra og ned. Naturligvis er ingen arbejdspladser uforandret efter 30 år, luftfart ved jeg med sikkerhed, er ingen undtagelse. Jeg ønsker ikke tiden sat tilbage, blot dvæle et øjeblik og beundre det der er blevet bygget og værdsætte værdierne. Sætte pris på, frem for pris nedsætte. Bortskamme “billig” og påskønne projektet, bygget af generationer.  Sætte sig vel tilrette i den omhyggeligt konstruerede stol, spænde sikkerheds bæltet i tillid til, at vi tager os godt af, fordi andre tager sig godt af os.

//Nan

 

 

Tanzania- en trope

Tanzania- en trope

Første del

Flaget i Tanzania er diagonalt delt af et sort bånd med gule kanter. Den øverste del er grøn og symboliserer vegetation, den nederste, blå og symboliserer vand. Farven gul symboliserer mineraler, mens det sorte bånd i midten er menneskene. Et bånd af mennesker, vi blev bundet tæt til allerede i Kilimanjaro International Airport, hvor vi blev taget imod, vist, vejledt og videre fragtet til og senere fra, vores hotel. Vi tager plads og det røde jord støv hvirvler op og blander sig med Tanzanianernes hverdagsliv som foregår og fortsætter uanfægtet og ugeneret.


Kvinder i mønstre og mosaikker, balancerer med spande, skåle og krukker på hovedet, mænd samles og sidder. De der arbejder, binder bundter af bred last på deres motorcykler,, etablerer og reparerer, genkender og genanvender,  ombygger og omdanner det nogle få, ikke længere kan finde nytte i.  Børn skubber skæve hjulfælge afsted, hinker med sten eller er kortklippede og uniformerede sendt i skole, som er obligatorisk de første syv år.

På hotellet er der mange ansatte. Arbejdsløsheden er høj og stiger for hver dag, et ungt menneske forlader skolen. Mange, med kun modersmålet, swahili, som eneste sprog har svært ved at finde arbejde, men de der er ansat her, har gået i secondary school og taler og øver det engelske. Kvinder, mænd, muslimer, kristne, hinduer, sikher, katolikker og traditionelle Afrikanske religioner, servicerer og trakterer både inden og uden for hotellets sorte jerndør. I Tanzania er der fred, der er adgang til vand og mad, modsat mange af nabolandende, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, Mozambique og Zambia. Men befolkningen er lud fattig og man bliver mindet om det uanset, om man spadserer langs landevejen til den nærmest liggende by Moshi, ser det gennem ruderne på Land Roveren der fragter os gennem landskabet eller bestiger Kilimanjaro. Lerhytter udgør fortsat boliger, vand må man gå langt efter og tøj er noget, man har på uanset størrelse, farve eller oprindeligt tiltænkt køn. Tøj bliver brugt som først tænkt,  det beskytter mod varme eller kulde.

 

Richard har været Kilimanjaro guide i 17 år, i dag, er han kommet for at hilse på os. Han arbejder, når der er gæster og må lægge til side og finde på, når de udebliver. Vi bærer vores tasker med nøje afmålt indhold til vægten hvor viseren ikke må springe forbi 15 kg. Derefter pakker vi de rygsække vi selv skal vandre med, med vand, proteinbarer og toiletpapir. I Nationalparken skriver vi os ind med navn og pasnummer – bestigningen kan begynde. Regnskov og skygge, fugt, urter og liv, bliver samme dag afløst af lavere buske, lyng og kæruld; Nogle dage senere, græstørv, mos og stenbræk, stensletter og bjergkamme. For hver højdemeter vi bevæger os, jo mindre ilt og liv, men livet over skyerne og vulkan tinder med nyfalden sne er eksuberant og illusorisk. Og mens naturen kontinuerligt overrasker er lejrlivet enslydende og oppeholdt af rutiner. Lyden af lynlåse fra inder- og fortelt, morgenvask fra en lille plastikbalje, grød, æg og toast og nedpakning af indholdet i teltet når man er på vej og udpakning af indholdet til teltet når man ankommer. Popcorn te, lunch og afslapning, driven omkring. Toiletbesøg i et af “cowboyskurene” som sjældent kan låses, middag med suppe og en variation over ris, kartofler og pasta, tandbørstning i det fri, lyden af lynlåse fra for- og indertelt og ind og balancere på liggeunderlag nede i soveposen. Nætterne er pakket ind i vat, i stilhed og i stjerner.

Luften er klar og kold, vi har forceret Lava Tower i 4600 meters højde og ned igen til Barranco Camp for at sikre akklimatisering og er i dag på vej op ad Great Barranco Wall – en 257 meter mere eller mindre lodret klippe væg. I alle regnbuens farver, bugter vi og alle omkring os, som en kinesisk karnevalsdrage opad, hen imod, ned og op igen, fremad og hele tiden tættere på Kilimanjaro, Verdens højste fritstående bjerg. “Pole Pole” betyder “langsomt langsomt” og bliver sagt mindst ti gange om dagen, enten af vores guide eller, af de mange bærere som finder alternative ruter, udenom turisterne. Med last på ryg, nakke og/eller hovede, bevæger bærerne sig som gazeller, opret og galant og jeg ser til min undren, at de ikke har hove, men hvide træsko, for store støvler, hvor den bageste del af sålen ikke længere sidder fast eller glatte gummisko. “Mais poridge” siger Richard og griner.

Dag nr. 6 er på kun ca. tre timers vandring mod Barafu Camp i 4600 meters højde. Vi er mange i lejren, i den næste, bliver vi endnu flere. Naturen er gold og kold og udover os mennesker, som insisterer, er det eneste liv der eksisterer, de sort- og hvidhalsede ravne som kredser over lejren for at finde føde. Det sorte støv fra de tidligere lejre har sat sig fast i tøj og telt, hår og hud, men alligevel, griber man vanen tro, fat i det lille blå plastik kar og gnider formålsløst, hænder og ansigt.

Grøden bliver spist, indholdet i teltet pakket sammen og “Hakuna Matata” bevæger vi os over endnu en bjergkam i haglregn. Nikolaj, min mand, har svært ved at trække vejret og vi holder mange små hvil og drikkepauser undervejs, mens uvejret raser og varsler. Fire timer efter, er vi fortsat ikke fremme og jeg beder de andre fortsætte, mens vi tager den ekstra tid der skal til. Richard bliver stående som en klippe med regnslaget blafrende, revnet og revet i stykker, som en høvding, en klan herre og gruppens ubestridte leder. Han ryster på hovedet og siger: “Hvis man vil hurtigt afsted, skal man gå alene – hvis man vil gå langt, skal man gå sammen”.

//Nan