“Vil du se efter min plante mens jeg er ude at rejse?” spørger min ældre nabo og få dage efter, står hun foran vores hoveddør med et lille granatæbletræ.i favnen. I bunden af krukken ligger olivensten og blandt de kortstilkede blade, vokser røde blomster.Planten syner ikke prangende eller sjælden dekorativ, men fordi min nabo har fået den af floristen Tage Andersen, en af hendes gode venner, er den af største betydning.
Det er 15 år siden, at vi flyttede til Ole Olsens Alle. Jeg havde passeret huset hun bor i adskillige gange dog uden at se hende. Det er et smukt gammelt hvidkalket hus med tegltag og roser som blomstrer det meste af sommeren. Vi havde fået hund og da hun fik hund (igen) mødte vi ofte hinanden på de tidlige morgenture. Hun var meget privat og jeg forsøgte, ikke at trænge mig på, men gennem årene lærte vi hinanden langsomt bedre at kende. Særligt en morgentur, gjorde en forskel. Jeg fortalte, at jeg var stewardesse og hun fortalte, at hun havde fløjet en del, da hendes mand, som ikke længere lever, var en efterspurgt professor Verden over. Hun kunne godt lide at flyve, dog havde hun været lidt betænkelig én gang, engang de skulle lande på St. Thomas VI, hvor landingsbanen er meget kort. “Har du været der?”, spurgte hun.
Fra 1988-1989 arbejdede jeg som au-pair på St. Thomas VI og svarede derfor: “Ja, jeg har været der”. Hun glædede sig over svaret og spurgte, om jeg mon tilfældigvis havde mødt en familie ved navn Paiewansky? Også her kunne jeg svare, “Ja”, for deres barnebarn tilbragte jeg megen af min tid med mens jeg boede der. Vi smilede ad tilfældigheden og den kommende morgen havde hun medbragt en digtsamling, skrevet af Isodor Paiewansky, det ældste familiemedlem. I den havde han skrevet: “To Birgitte from Isidor”. Jeg spurgte om hun havde et øjeblik og hentede selvsamme digtsamling, den gamle Isodor havde skrevet og hvor han på føste side i min version havde skrevet: “To Nan with best wishes /IP”. Fra da af, har vores naboskab været som et slægtsskab, et forbilledligt venskab.
Flere gange om året, kører min nu 75 årige nabo mod Frankrig. Hun kan godt lide at køre, for der er altid så meget hun ønsker sig og kan tage med sig og så kan hun lide friheden i at køre og “lægge til”, hvor hun synes. Hun overnatter gerne i bilen på vejen ned og hjem og medbringer altid, ud over franske fristelser, nye fortællinger om hvem hun har mødt og hvor hun har været. Mens hun rejser vander, passer og plejer jeg hendes højt skattede plante. I går blev forplejningen udvidet da hun inden ferieafgang bankede på døren.
“Vil du passe mine planter mens jeg er på ferie?” Udenfor står hun med planten jeg kender så godt og i den anden hånd står hun, med en plante jeg forærede hende i maj til hendes fødselsdag. Jeg kunne ikke ønske mig nogen større kærlighedserklæring.
“Det handler om kærlighed mellem mennesker. Om at bevæge sig tætter på og at finde fornemmelsen af, at vi er flere som vil hinanden, som tør se hinanden i øjnene og finde det salige strejf af at være tilfreds – det findes og når det er, må vi ikke holde på det for os selv, men byde på det”. Sådan skrev jeg i mit allerførste indlæg på letloverule.dk, min blog som snart har eksisteret i knap tre år. Ugentligt har jeg delt mine tanker om livet som det har udspillet sig omkring mig og inviteret på efter- og omtanke. Flere tusinde har læst med og flere, flettet deres refleksioner med mine. Til og fra er på alle tænkelige måder fordringsløst, groet frodigere.
Ofte har jeg overvejret min position, min plads i dette felt. Havde jeg egenskaberne, ekspertisen eller erfaringen til at efterlade min tankeverden formelt, men i lige så høj grad; Kunne jeg undlade, lade stå til, lade andre om, lade være. Uge efter uge har jeg filosoferet og spekuleret og svarene er givet ud fra de selvsamme 28 bogstaver, i nye sammensatte sætningsrækker. Et fast og fint regelmæssigt regnskab, jeg ugentligt har gjort op indtil en jeg aldrig har mødt eller kender til spørger let love rule: “Hvad er det du sælger?”
“Det er ikke en blog som handler om noget vi ikke allerede har tænkt, mere om noget, jeg endnu ikke selv har fået formuleret”, har jeg på et tidspunkt skrevet. Sådan har jeg det fortsat, specielt og i særlig grad efter spørgsmålet. Hvad er det jeg “sælger”? “”Ord” svarede jeg velvidende, at alt jeg har forfattet har været frivilligt og uden anden fortjeneste end hjertevarm hengivenhed. Let love rule begyndte som et alternativ til den ikke reflekterede sprogbrug, de mange manifesterede meninger skrevet med tegn fra tastaturet jeg ikke kender eller anvender og ender med markør !!! småskør og i dårligt humør.
Svaret fra den fremmede røst lød: “At ville have folk til at tænke er et agtværdigt ærinde”. Dialogen med den ukendte var indbringende – måske i fremtiden anderledes udbytterig – måske, erklæret og decideret, endelig.
ntet og alt er til salg, men Let love rule sælger hverken tøj, tasker eller tandpasta – drivkraften er dialogen, den etablerede, konstruerede, evaluerede, reflekterede…. vederlagsfri konversation, For at kunne blive i den og det, går mine tanker på en længere juleferie. Jeg vil lulle mig ind og rulle mig ud. Jeg vil gå i utakt og finde rytmen, gå lidt i skyggen og puste mildt til gløderne. Den lyssky januar slukker jeg for virtuel virkelighed og fylder hverdagene med viden, velvære og venner. Sætte mig i stillekupeen og se ud gennem vinduesrammen som står på klem og lytter til fragmenter af ordvekslinger, hver gang døren går op og Verdenstoget buldrer videre.
//Nan
Jeg ønsker alle en glædelig nærværende jul, men vigtigst, at vi tager godt imod hinanden og det nye år 2020
Flyveturen er på. 8 ½ times fysisk rejse, men mentalt er det flere hundrede år som forsvinder denne nat. Der er afgang kl. 21:00 fra København og mens natten glider over i dag, arbejder jeg som steward ombord på det fly, som skal til Beijing.. Få timer efter ankomsten har jeg fået uniformen af og går nu med ryggen til Perlemarkedet, et indendørs marked hvor man kan finde alt det et vestligt hjerte kan begære. Jeg er på vej mod Hutongerne, de autentiske små kinesiske etplans huse hvoraf nogle af dem er etableret for 700 til 1000 år siden. Bittesmå beboelser bygget af grå sten og med et muligt tegltag men for langt de fleste, bølgeblik plader med få tilbageværende tegl til at holde på det. Ens for de fleste af husene er, at de dørene er lakeret røde i højglans, meget få skiller sig ud fra et andet og det gør det let at “blive væk”.
Den travle tunge trafik og det enorme etagebyggerier i beton glas og stål forstummer og forsvinder og man fornemmer et helt andet liv, i det man drejer om et hjørne og ned i en gyde, en mindre sti eller smøge. Her henter beboerne vasketøj ned fra snorene som er spændt ud mellem træerne som flere steder, er vokset gennem husene, de sidder på ti centimeter lave taburetter og ser på dem der tager vasketøjet ned eller de spiller kort eller laver mad i de små udendørskøkkener. De er på vej til eller fra med børn og indkøb eller måske til toilettet. I de små boliger er der sjældent kloakeret. Man har i stedet offentlige toiletbygninger, som er stillet op for hver 500 meter.
På disse, hersker diskretionen, evnen til at lade som om, at man ikke ser, hører eller lugter hvem der ellers er i rummet. Små skillevægge adskiller det ene hul i jorden fra det næste og da jeg skal tisse, følger jeg strikt en plan om at komme til det fjerneste hjørne, for at så få skal passere mig, i det halvåbne, men som så samtidig betyder at jeg selv må passere adskillige hugsiddende damer inden jeg når frem til det bagerste hjørne. Af damerne at dømme, er jeg her ikke og jeg gør mit ypperste til at falde i et med de øvrige besøgende, før jeg atter fortryder min idé om at vælge det fjerneste hjørne, da jeg skal tilbage til udgangsdøren i toiletbygningen.
Fortrolighed og betroelse er et offentligt anliggende i Hutongerne. Personlig hygiejne, tøjvask, reparationer af enhver slags samt madlavning, foregår under uden for. Hemmeligheder er ude i det åbne, man deler det mest private og nysgerrigheden virker tilforladelig. Mange er født og opvokset her med brugsret til at bo, men uden ejendomsret over det ene rum eller to de bor i. Mange er gennem årene blevet tvunget til at flytte, fordi staten har skulle bygge. Familierne får udbetalt en lille erstatning der kan gøre det muligt at købe en lejlighed uden for byen, men med nedrivningen af de små samfund og opførelsen af høje etageejendomme forsvinder også fællesskabet. I en lejlighed skal man lære at passe sig selv og intimitet skal holdes inden for det nye hjems fire vægge med eget toilet, bad og køkken.
Jeg suger de sidste indtryk fra Hutongerne til mig mens jeg forsøger at forstå tolerancen, den fortættede boligform forudsætter. Jeg forsøger og forstår, at det ikke er romantikken, men nødvendigheden, at det er et vilkår eller en omstændighed som ikke står til at forandre, medmindre staten beslutter det. Integritet er noget man deler på godt og ondt og privatlivets fred er mulig at krænke, ja, det bliver den vel hele tiden tænker jeg mens jeg forlader det lille samfund og bevæger mig ud i den velkendte trængsel, tumult og titaniske trafik. Om lidt vil jeg sætte nøglekortet i hoteldøren og lægge mig til at sove single, stank – og støjfrit mens jeg messer erkendtlighed – erkendtlighed.
Stilhed er de vigtige øjeblikke, hvor ingen andre endnu, har farvet tankerne. Det er lyden af fravær, det er ord uden stemme. Lyden af stilhed kan høres om natten, i skoven, i kirken, på bjerget, ved vandet eller i de øjeblikke, hvor månen går ned og solen står op og et godnat bliver til et godmorgen. I det skifte, i de allertidligste morgentimer, hører jeg stilheden. I de tidlige morgentimer, har natten taget gårsdagen med sig og giver mulighed for at lytte til intuition og til at få inspiration. I de tidlige morgentimer, er tiden i eget selskab, et tredje rum man kan tage ophold, en mulighed for eller måske en forpligtigelse til at resignere og reflektere.
Morgenerne mellem jul og nytår har en mæthed, men også et mod på, over sig. Forventningerne til mad, vin, gaver og samvær med familien er overstået, måske ovenikøbet, vel indfriet. Året er ved at være omme, endeligt og et nyt skal snart bydes velkommen. Skal vi gøre som vi gjorde, fortsætte hvor vi slap eller skal vi tænke om, tænke efter, tænke sammen … finjustere, adaptere, graduere….. Og vi lægger planer, projekterer, organiserer og systematiserer selv om vi godt ved, at det er det uventede, det vi ikke havde hverken forventet eller forudset, der kommer til at sætte de dybeste aftryk.
I året der kommer, vil vi møde, vi vil miste. Vi vil berøres og vi skal trøste. Der vil komme hverdage, sær- og mærke dage og året vil muligvis minde om året der gik, eller forandre for altid. Derfor er nytår, overgangen og tiden op til og henover, også en tid med tanker om året der snart er forbi og det der skal komme. En stille tid, hvor man kan overgive sig, finde det fineste frem og bringe det med sig videre og fortsætte med at byde på det.
Om året der kommer ved jeg, at vores ældste datter drager i mission, vores yngste, søger ind på en uddannelse og at vi skal bygge nyt badeværelse. Jeg ved, at jeg skal huske på og tage mig af, men først og fremmest ved jeg, at jeg vil forsøge at nedtone mig selv for ikke at stå i vejen for de drømme og håb, som andre måtte have. Jeg er tilfreds, i perioder nærmest lykkelig og har derfor ingen ønsker for mig selv alene, men for os os og de mennesker jeg møder. De ønsker siver i stilhed, i de aller tidligeste morgentimer og jeg indfrier og sætter dem fri, som det er muligt, når Verden vågner og dagene viser sig. 2019 er fuld af nye dage – jeg vil gøre mig umage og tage godt i mod dem.
“Try a new tradition” står der på reklamen jeg iagttager gennem ruden i Øresundstogets vindue på Hovedbanegården, mens vi venter på, at mennesker med gavemærker til og fra, er på vej ud og ind af toget. En retorisk sproglig figur, en antitese, en oxymoron eller zeugma, for hvordan skulle noget nyt kunne forenes med en procedure som gentages igen og igen? Men jeg forstår, at hver generation tager og skaber traditioner som på en gang skal være genkendelige, men også genskabes og genopfindes på ny. Der er noget vi plejer og nu gør vi det en gang til, men denne gang med modifikationer. Sådan er julen på alle måder synes jeg.
Hver morgen i december, gik jeg hen til den korssting broderede julekalender der hang på døren til mit værelse. Der var 24. små tændstikæsker hver, med et stykke slik til at begynde dagen med. Før aftensmaden så vi børnenes u-landskalender, som blev sendt i farver og varede et kvarter. Min mor pyntede hjemmet med udklippede kravlenisser, hun satte på alle billedrammerne, hang appelsiner med nelliker i røde bånd i vinduerne og tændte kertelys i det lille englehjul der med varmen, fik englene til at flyve i kreds. Min bror og jeg fik røde og grønne juleark med plastik mærker vi selv måtte klistre på vinduerne og cirka midtvejs i december, gik vi med min far til torvet for at købe det konventionelle juletræ. Juleaften fik jeg flettet hår og bundet røde sløjfer, trak gamasher uden over lakskoene og de hvide strømper for ikke at blive kold, på vejen hen til min mormor. Her begyndte aftenen i køkkenet, hvor børnene sad med frugtfarve og marcipan og formede aftenens konfekt og senere fik vi både and og steg og kartofler fra glas vendt i sukker og smør. Når ris´a la manden skulle serveres, blev den portions anrettet i køkkenet, mens børnene blev sendt ind i stuen for at hente min mormors cigaretter.
Vores egne børn fik ikke slik hver morgen i julesokken. Tiden var på alle måder, løbet fra sukker start. På en måde, var den også løbet fra røde silkebånd, frugtfarve, og plastik dekoration til vinduerne. Børnenes u-landskalender varede nu 25 minutter, den på DR for hvis man har/havde lyst, kan man vælge frit fra fire eller fem flere, på de andre kanaler. Denne måned pynter vi vores økologiske genbrugsjuletræ, som står i potten udenfor, i hvidt og sølv. Vi køber eksklusiv chokolade, laver det vegetariske alternativ og snitter en rødkåls salat med appelsin og guinoa. I 15 år, skrev jeg julekort, men det var før de sociale medier og mens der fortsat fandtes frimærker, posthuse og håndskrift og et postvæsen til at bringe dem frem. Vi holder jul flere forskellige steder og da ingen ryger, har vi skålen med ris a la mande på bordet, så alle har samme fair chance for at få mandlen.
Toget sætter i gang og vi forlader Hovedbanegården, kører, standser. Nogen står af – toget samler andre op. Jeg lægger til og trækker fra. “Traditioner”, tænker jeg, kan tabes med tiden. Men det sker sjældent uden refleksion. Skal vi gøre som vi gjorde eller skal vi lave noget …. det hele … om og afhængig af udfaldet kan de afstås eller adopteres. Jeg står af toget og går ned af vejen. Naboen har stillet sin gamle velkendte julebuk frem og genboen, lagt en invitation til den årligt tilbagevendende julepunch. Verden er foranderlig og global, men lokalt er det nu trygt, at nogen forsat fastholder de samme gamle traditioner.
Gennem daglige refleksioner samler jeg hverdagens betragtninger og sender et ugentligt virtuelt kram – de handler alle om os og er skrevet med en dyb taknemmelighed over at være – for mig har det været ukompliceret, men det forpligter og jeg vil ikke glæde mig over livet alene.
Jeg har rejst i store dele af Verden, fået indsigt, lyttet, læst og lært, men mit liv i Danmark, med en mor som har siddet i Folketinget i mere end 30 år, byder på nuancerede livsscenarier, en flersidet forståelse, men også en berettiget bevæg- og baggrund for letloverule.dk. Jeg ønsker at samles om andet end det der irriterer og frustrerer i triste tilkendegivelser.
Her på siden vil man finde det positive modspil, som hverken sociale eller klassiske medier giver megen spalteplads.
Jeg ønsker alle en glædelig nærværende jul, men vigtigst, at vi tager godt imod hinanden og det nye år 2020
