“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

“Tre års slid og så kom der faneme Covid” – banner på studentervogn

Kære unge mennesker: “Tillykke”. Tillykke med, at I netop er blevet færdige med en ungdomsuddannelse. Tillykke med huen, uanset hvilke tal der har udløst den, I er blevet studenter.  Tillykke med alle de erfaringer,  bekendtskaber og venskaber I har fået. Tillykke med, at I i går, i dag og de næste mange dage kan fejre friheden, flirte med hinanden og feste i fællesskab.

Tak fordi I har været så tapre og taget imod verbale opsange fra både Statsminister og Hendes Majestæt og udvist samfundssind. I har på forbilledlig vis vist os, at I insisterer på at være en del af fællesskabet. Undersøgelser viser, at I har været bekymrede, naturligvis, men de viser også, at det ikke var jer selv I var bekymrede for men overvejende,  risikoen for at smitte andre der optog jer. I har haft det svært ved at afskære jer fra alt det sociale, et ungt liv indebærer, men I er blevet hjemme fordi I har tænkt på næsten, sat samfundet og dets borgere højere end egne intolerante interesser.  Meget har I tålt. I er blevet kaldt generation MIG eller snarere generation MIG, MIG, MIG hvor I hver især har sat sig selv forrest, eller forældre har fremmanet eller forfremmet netop DIG og ikke dig, dig eller dig og senere generation Snowflake fordi i fremstod som sarte sjæle, der går i stykker, når nogen ånder på jer…..Ungdommen har ofte været udskældt men denne generation har taget ansvaret på og til sig og ikke kun det. I har løftet jer ud af alle de fordomme voksne som har glemt deres egen ungdom måtte have.

De næste dage kører studentervogne rundt med flag, fadøl og et farligt stort stereoanlæg. Knap et halvt døgns råben og skrigen, hujen og syngen kører kapgang mellem følelsesfulde forældre. De har de seneste måneder kunne følge jeres forbitrelse, jeres fortvivlelse.  I har   stået en urimelig svær periode igennem med usikkerhed og ventetid og selv om kun de færreste af jer ved, præcis hvad fremtiden skal indbefatte, så nyd netop det. Nyd, nu bare, at I igen kan være nærværende, at I kan være sammen og ikke hver for sig men sammen, i hinandens fysiske selskab.

De seneste par nætter har I holdt mig vågen nat efter nat med høj musik og glædesudbrud og jo, jeg har da en masse jeg skal passe og en masse jeg skal nå dagen derpå, men jeg afstår gerne fra et par nætters søvn for der er intet som kan måle sig med det I har i vente, alt det i skal indhente. “Det forsømte forår, vil aldrig blive glemt – I vil aldrig blive glemt. Tak fordi vi har jer og rigtig god fest.

//Nan

Fra Østersø til Vesterhav

Fra Østersø til Vesterhav

“Wha`har do lyst te?, spørger pigen med det lange lige mørke hår og badesandaler.

Den lyshårede maskinklippede unge mand i  og 3/4 bukser svarer, at “a ku godt drik et par bajere”.

Han ser over på Biergarten Søndervig, hvor servitricen klædt i hvid bomuldsskjorte med ballonærmer og stramt snøreliv, svinger store fadøl mellem bord- og bænkesættene i gårdhaven, på gågaden. Der bliver røget cigaretter og talt højt med hæse stemmer, hostet og grinet fra rødmossede ansigter, som solen de seneste dage har forkælet. På modsatte side sidder børnefamilier og spiser tricolore softice med tivoli hopping eller en gammeldaws (tre kugler med flødeskum og syltetøj) forstørret og forøget med lyserød guf og flødebolle. På den side af gaden taler ingen for de må koncentrere sig om at få  herlighederne slikket i sig, inden al sødmen smelter og servietterne uden sugeevne, stadig ikke rækker.

Eventyret begynder ca. en måned før Søndervig. Danmarks grænser er lukket, vores ferie udenlands er aflyst og en veninde tilbyder mig sin fars sommerhus: “Som I ikke kan leje – kun låne!”, siger hun. Det bliver besluttet og først i uge 25 kører vi til Tarm, en lille stationsby i Vestjylland. Efter noget mere end tre timers kørsel, for enden af en længere grusvej ligger så det lille hus, vi skal tilbringe den kommende uge i. Nøglen hænger nøjagtig som Hans, husets ejer har beskrevet. På spisebordet indenfor ligger en hilsen om at “alt må benyttes og at solbadning i bar røv kan anbefales”. I køleskabet har Hans sat en flaske Champagne og to glas. Gæstfriheden og generøsiteten fra en fremmed, er hjertegribende.

De næste dage går vi lange ture i natur der langt fra minder om de polerede parker eller skikkelige skove. Vi krydser bondens møjsommeligt anlagte kornfyldte marker og hedelandets lyngbeklædte bakker. Omkring os hopper harer og rådyr og farvestrålende fasaner, men idyllen smiler særligt da vi passerer et storkepar som side om side med vilde gæs, hiver orme op ad den fugtige jord. Vi lejer cykler til 50,- i døgnet i tillid og uden depositum og cykler langs fjorden fra Stauning gennem Skjern, fra Søndervig til Hvide Sande, til havnen i Bork og ud til Tipperne. Vi spiser luftige rundstykker med birkes og smør til morgenmad og køber rødspætter fra kutteren der netop har lagt til kaj og nyopgravede kartofler og jordbær fra boden på vejen.

En landmand i blå arbejdsbukser, ternet skjorte og kasket, ser ud over horisonten som syner endeløs. En landkone gelejder køerne over vejen, det er malketid. Nikolaj har trukket bord og stole helt ned til den stillestående sø i Hans` have. Pragtvandnymfer flagrer mellem sivene, Bukkeblad og Blåmunke, Kornblomst og Klokke kikker frem i frydhaven ……. Nå ja, der er møg og gylle, slid og slæb, arbejd – arbejd, forberedelser, overvejelser og bestemmelser, mange korte mørke kolde dage, måske for mange og uhensigtsmæssig vejrudsigt og håbløse strukturudviklingsoversigter ….men jeg mærker det ikke.

En Københavner er kommet til Jylland og jeg nøjes ikke med at male det 
og hænge det op i en ramme 
i en toværelseslejlighed på Nørrebro (Dan Turell)

men køber fuldt ud præmissen om, at: Der er så dejligt ude på landet.(selvsamme)

//Nan

En fatal følelse af afmægtighed

En fatal følelse af afmægtighed

“Du blev så stille?”

Uvished og ventetid er konverteret til ubærlig virkelighed. Umiddelbar sorg og smerte slettede håbet om og slukkede troen på. For et øjeblik siden var vi ubekymrede, velfornøjede og veltilfredse.  Vi talte om hvor vi skulle hen, nu taler vi kun om at komme igennem.  Vi talte om fremtiden, som i datidens øjeblik var om en time eller inden for det næste døgn. Nu taler vi om fremtiden som en fjern og fremmed ubekendt. Vi talte om nærvær og nuet. Nu taler vi om at tiden gerne må gå og om at komme på den anden side af det.

 

Vi har altid været på vej. Pakket ind og ud, fløjet frem og tilbage. I tilfældigt sammensatte konstellationer flettede vi teams og fandt vores vilkårlige pladser. En blå palette af samhørighed og sammenhold er brat afløst af ubønhørlig mismod og magtesløshed og ja, det er et monstrøst ordvalg, men ikke desto mindre, er det sådan jeg har det. 600 af vores himmelske kollegaer bliver inden udgangen af denne måned opsagt. Hveranden af de prægtige mennesker jeg har så mange ene- og enkeltstående oplevelser med. Elskelige ansigter som poster afskedshilsner efter den situationsbestemte sabel, har ændret tilfældige tal med familiære navne. Det er ubærligt og svært at sætte ord på. Kun et lille chok har ord, et stort er stumt.

Selvsamme opsagte kollegaer er også dem der får mig til at smile. De overbeviser mig om, at vores fælles fugle nok skal komme på vingerne igen. At det muligvis bliver en anden Verden de, over en periode skal se. At det bliver en anden Verden vi, der har mere end 17 års senoritet, skal lære at arbejde i. At meget vil være forandret og at savnet efter det, vi kendte for blot få måneder siden, vil være enormt. De lader os forstå, at vi selvfølgelig må løfte det vi skal og styrke hinanden. Det understreger med al tydelighed, at den tynde luft atter igen må fyldes af de mest kompetente og kærlige kollegaer man kan tænke sig.

En forsigtig længsel efter at komme ud, er så småt ved at indfinde sig rundt om i Verden. Årstiderne skifter og inden længe vil vi genoptage flyvninger, men også det udefinerbare og uforklarlige der er mellem os, det sjældent sete slægtsskab. Vi er hinandens uægte kunstner og fætre, onkler og tanter en stor familie som UANSET, tæller 1200 mennesker, som vi alle kender navnene på. Pas godt på jer så længe. Vi ses igen – det har jeg en livslang tillid til.

“Det var derfor jeg blev så stille”.

//Nan

 

 

 

 

 

 

En kulørt honnør – farvel til en farvet

En kulørt honnør – farvel til en farvet

“Hvad er din yndlingsfarve?” Hmmmm…..Det er helt uladesiggørligt, kun at vælge én, eller én frem for en anden. Jeg kender ikke til en farve, som jeg ville foretrække mere end andre. Endnu smukkere bliver de synes jeg, at at blande dem. Jeg kan godt lide at se farverne finde sammen. Jeg kan godt lide når det støvede rosa lægge sig tæt op ad det saftiggrønne, men også når det  petroleums blå finder sammen med purpur polkaprikker eller pepitatern. Jeg kan lide komplementær farver,  primær og sekundær farver, Jeg kan lide de lyse og de mørke, de kolde og de varme og jeg drømmer stadig om, at træffe farver ingen endnu har set.

“Hvad tænker du om en HVID politimand som slår en SORT mand ihjel?

Ingen farver er undværlige eller ubetyderlige, ej heller usynlige. Verden er i farver, vores vidunderlige verden. Alle liv i Verden er væsentlige og har et værd. Ingen bør ingensinde diskutere, om et  menneskes hudfarve er afgørende for et værdifuldt liv eller et liv af betydning. Det er fornuftsstridigt, forhenværende og forrykt. Vi burde være langt forbi den skamfulde tid, hvor marginaliserede mennesker opfattede mennesker med en anden hudfarve end dem selv, som andet end det det de er, et medmennesker. Det viser den historie vi må vedkende os, lære af og undskylde for, men fuldstændig utilgiveligt at gentage.

Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd. (FN`s verdenserklæring om menneskerettigheder artikel 1)

Intet begynder med en farve, det er noget nogen giver hinanden. Det betyder ikke, at vi ikke allerede har en farve, det kan man se med det blotte øje blot må det aldrig gå forud for nysgerrighed, lydhørhed eller ydmyghed. Det er sådan Verden blomstrer, Ved at vi får øje på hinanden som den vi er. Ikke som en ensrettet, ensidig masse, men som en begavet og bredtfavnende befolkning som forstår at indgå og afstå fra forskelsbehandling, og farveindblanding. Verden er ikke farveblind ej heller os der bebor den, men det er jo det fine ved den. Verden er fuld af farver vi kan betragte, beundre og tage til os. Vi må kontinuerligt a- og fungere så ingen bør føle sig som hverken en minoritet eller en majoritet, men som en homogenitet og magt skal konstant og uden afladelse, håndteres med største mindelighed. At nogen mennesker har mere kulør end andre, kan man kun misunde, aldrig misbruge.

Ufatteligt og utilgiveligt, har et menneske mistet livet af sidstnævnte årsag, mens han gentagne gange i ni inhumane minutter.gentog “I can`t breathe” …..En farvet har mistet livet, men er genopstået Verden over og jeg håber at de der kæmper mod uretfærdighed og ulighed hører, at Verden er på jeres side.

//Nan

 

 

 

 

 

 

 

Nå, så det sådan ud – livet

Nå, så det sådan ud – livet

Min første dagbog fik jeg af min morfar og hans kone. Gennem årene stødte flere dagbøger til. De første var med hård ryg og blødt omslag, derefter rakte et kasseret, linjeret simpelt stilehæfte. Det var ikke daglige opdateringer af barndommens begivenheder snarere, en hemmelig ven man af og til kunne trække frem og betro sig til. Her kunne jeg stille utallige ubesvarede spørgsmål og selv forsøge at svare eller blot give mig hen til indfald eller betragtninger Jeg rettede blikket indad, dykkede ned, mens nye sider af samme sag dukkede op. En praksis som jeg i mange år praktiserede og som jeg i dag, fortsat finder forklaringer og fortidserindringer i. De perspektiverer min nutid og former.måske min fremtid.

Den og så mit første fotoalbum med mine egne fotos sat på pap, adskilt af pergament. Fastlåste situationer af øjeblikke, betænkeligheder, tilfældigheder og festligheder. En opretholdelse af en tid der var. Et tilbageblik og brudstykker af min barn- og ungdom som for de fleste vil være uvedkommende, for mig både meningsfuld og altafgørende. Et livsdokument fra en tid, en stil, mit tilfældigt levede liv som forklarer og besvarer lidt af hvem, hvorfor og hvornår.

De to re nu smeltet sammen til en. Jeg skriver og supplerer med et foto fra den signede dag. Til forskel fra tidligere, er fotografierne samlet i et album på Instagram hvor håndskriften ikke længere er banal og jeg skal bladre digitalt.Jeg tilføjer et foto hver dag, forsøger at fange et at nuets utallige øjeblikke til fremtidig retrospekt. Modsat før, har jeg rettet blikket udad. Det handler ikke længere udelukkende om mig, men om at indgå og eksistere i et fællesskab. Om at fokusere og få øje det nu, som jeg ser og som om lidt forsvinder. Om at kysse, gribe og fange det satans liv, som TV2 synger. Bevare blot en lille bid af en tid, som om lidt er forevigt forandret.

Livet er lineært og cirkulært. Det er flygtigt og alligevel så stillestående. Det har de seneste måned vist og det har givet anledning til at genlæse, gense og gennemgå. Jeg forstår nu, hvor jeg ser tilbage og selv om alt er forandret fra jeg var barn til jeg var ung, fra jeg var single til jeg blev gift, fra jeg var og til jeg blev mor og igen for blot nogle måneder siden da jeg var til koncert, gik på udstilling, kom hjem fra rejsen til Marrakech eller landede fra min seneste flyvning til Tokyo, er det også kontinuerligt. At selv om tiden for en stund er statisk, vil den om nogen tid være tæt på magisk. Det fortæller min forbundne fortælling gennem flere årtier, forankret i stillestående stunder. Det er det fotografier og dagbøger kan, de kan bringe os steder hen vi ikke kontinuerligt kan huske, men let kan komme i tanke om. Måske derfor dokumenterer og strukturerer jeg min nutid, for at skabe eftertanke i frem- og eftertid. Især og særligt i denne så sære tid, så ….

Kære Dagbog …..

//Nan