Måske ska`vi

Måske ska`vi

Måske er det fordi jeg altid blevet talt pænt til. Måske er det fordi, at jeg ikke altid hører ordentligt efter det der er bliver sagt.  Måske er det fordi mit selvværd er for stort eller måske er det fordi, at det er for lille. Måske er det fordi mit sind er for lyst eller fordi mine tanker om andre mennesker er for pæne. Måske har jeg lettere ved at tilgive eller bare give pokker i vold. Måske er det fordi jeg er vokset op i et hjem med en mor, som i næsten al den tid jeg kan huske, har været politiker også længe før, krænkelses fænomenet voksede sig stort, større, størst. …

måske.  

,Vi sidder i en bus og taler om køn eller snarere om dem/de eller hen,  som ikke definerer sig som et, men blot som et menneske. Vi taler for og imod – han for og jeg imod – at omstøde sproget så flere føler sig inkluderet. Han vil at vi skal huske på, at ikke alle føler sig som en kvinde eller som en mand, han vil undgå at nogen føler ubehag og det er vi indlysende enige om for jeg har ikke et ønske om ikke at inkludere, ikke at imøde- eller ihukomme og jeg har naturligvis ingen interesse i, at nogen føler ubehag. Det tror jeg at de færreste har og det er her, at det går op for mig, at  vi har svært ved at mødes. Vores blik på mennesker omkring os og os selv, er fundamentalt forskellig. Det handler i min muligvis naive optik, om den tilsigtede og den utilsigtede hensigt og så selvsagt om emotioner, følelser som kan komme i konflikt og være blandede, et menneskes øjeblikkelige psykiske tilstand, bestemt af personens vilkår, humør eller forhold til andre mennesker….

For lidt mere end to år siden, da jeg i besluttede mig for at begynde bloggen her, var det i ærgrelse over, at måtte skærme mig igennem stikkende, sarkastiske og skånselsløse statements på (a)sociale medier. Når slusen først blev åbnet, var det som at blive bruset og blæst bagover af en hård stråle med iskoldt vand. Jeg blev både kold og klam og mine arme hang så latterligt lange, at man kunne tage dem og binde dem i en kraftesløs knude på ryggen. Som en våd klud sad jeg og iagttog en højlydt kamp mellem udråbstegn, caps-lock og et voldsomt vokabular, ikke skrevet uvidende om, men velvidende. Jeg oprettede dette modsat tænkende forum hvor grundformen er glad og tilliden til livet og de der er i det er uden robuste betænkeligheder og sjælekvaler. 

Der er plads til at være uenige, uafklarede, uerfarne, umiddelbare, og usikre, men ikke ubehagelige, ubønhørlige, ufejlbarlige, uforsonelige og underlødige. Jeg tror, at hvis vi efter bedste evne tilpasse sproget afhængig af situationen, så vi selv kan være i det og i mødet selvsagt omformulere os, hvis det skulle blive nødvendigt, er det vejen. At være i stand til at sige undskyld hvis man bliver gjort opmærksom på, at man har sagt noget, én ikke bryder sig om, snarere end at undskylde først og omformulere tiltaleforme, som endnu føles ukendte. Det stiller derimod krav til modtageren, som må føje kontekst, klarhjernethed og kasus til sine følelser og spørge sig selv, om det sagte var tilsigtet eller muligvis utilsigtet. Det indebærer en dialog. 

Vi blev ikke enige før turen i bussen var slut. Måske fordi vi var for stædige. Måske fordi vi ikke så Verden fra samme ståsted. Måske fordi jeg aldrig har prøvet at blive krænket eller måske fordi han har. Måske Verden er fuld af mennesker, man ikke kan få til at mene det samme og at det også er helt i orden. 

Måske.

Når tankerne går tur – min indre dialog

Når tankerne går tur – min indre dialog

“Hun får den bedste version af mig selv frem” læser jeg i en kærlighedserklæring mellem to og så læser jeg ikke mere. Det er sådan det er med jeget, tænker jeg, at det har nuancer. At det er et kalejdoskop fyldt med farvede glasstykker. Smukke, nye, brogede, mindre pæne, komplimenterende, dem vi bedst kan lide og dem vi aldrig selv ville have valgt. Vi rummer dem alle, selv den farve som vi endnu ikke kender eller nogensinde har set.

Jeget kan være en ny erkendelse: “Det ligner slet ikke mig”, en tilståelse: “Jeg blev til noget jeg ikke ønskede at være, men også en ny opdagelse: “Jeg har set helt nye sider af mig selv”. I vesten ser vi os selv med egne øjne, mens man i østen ser sig selv gennem andres, siger nogen, men mon ikke jegets tonsvis af toner er tilnærmelsesvis ens? Mon ikke, at man kan både  miste, men også søge og finde sig selv, uanset ?

At være i stand til at indfange og udforske andres opfattelse af en, skaber i bedste fald et selv billede og en indre dialog. Gennem den og det,  må man øve sig i at a- eller reagere, holde sig selv lidt i hånden og øge selvbevidstheden – om ikke andet, så for en stund.  

Gennem livet, kan der indfinde sig en længsel efter at slippe for forklaringer og søge svar men en livslang nysgerrighed fuld af spørgsmål kan muligvis være den mest fredfyldte gave man kan byde sig selv. Det skaber muligvis den smukkeste sammenhæng mellem de værdier man ønsker sig og de egenskaber man besidder, eller de egenskaber man ønsker sig og de værdier man allerede indeholder. Det kræver mod at erkende, at ikke alle farverne i ens kalejdoskop er lyse eller gennemsigtige, men hvis man genkender de mørkere og mere uforklarlige men eksisterende, bliver det lettere at dreje symetrien og lade de små spejle finde nye mønstre. 

Og sådan gik mine tanker atter og engang en tur….fra kærlighedserklæringen i magasinet og hjem til mig selv. Jeg tror, at jeg forstår mig selv gennem de mennesker jeg omgiver mig med`s øjne. De mange øjne som færdes og opfatter Verden sammenfaldende, men også ganske anderledes end jeg. Det får mig til at reflektere og spekulere og mere end halvvejs gennem livet har jeg forsonet mig med, aldrig at lære mig selv helt og aldeles at kende. For at finde den bedste side af mig selv er jeg – helt i orden – afhængig af mine omgivelser….Jeg mærker med den største taknemmelighed, at jeg er blandt nogle af de aller fineste. 

Vær dig selv – alle andre er taget (Oscar Wilde)

//Nan 

Når lyset bliver blødt

Når lyset bliver blødt

Når dagene om lidt bliver korte og lyset bliver blødt, når træets grene bliver synliggjorte og bladene falder i brunt og rødt Når det sidste æble er plukket og brændekurven er fyldt op, når isbutikken holder ferielukket og håndvasken huser en edderkop Når man møder morgentåge og når sokkerne skal på, når rimen topper min havelåge og græsset ikke længere skal slås Når fuglene får den sidste krumme og varm chokolade er bedst ved man, at sommeren er omme og solen en sjælden gæst  Når lygterne skal tændes, og uld bliver ens bedste ven, vil jeg mindes og længes, men huske at være før det hele vender igen.

 

//Nan

Hvad du end er, så gør det af et godt hjerte

Hvad du end er, så gør det af et godt hjerte

Det er ikke så ofte, at jeg er alene med min far. Vi ses i sammenhænge, men i aftes spiste han middag med mig alene. Det var improviseret, usorteret og ukompliceret og samtalen faldt på mangt, men mest på det at give, uden vision. På det at byde uden at modtage. Alle som har prøvet det ved, at det kan være en af de største lykkefølelser at forære, forventningsfrit. 

“Når nu det er givet og sikkert og vidst, hvorfor indtræder skuffelsen så? Hvorfor undrer vi os over, ikke at få noget retur, når  vi inviterer,  kurtiserer, hekser og broderer, forærer, servicerer? Når vi kører den lille omvej, ihukommer, overrasker, lægger ud og om  – egenhændigt, uden lumske hensigter eller skjulte motiver”, sidder jeg og tænker.

Vi giver gode eksempler og bekræfter hinanden i, at vi begge har den bedste erfaring med at nyde at byde og forsøger at finde forklaringen på hvorfor vi blot holder der. Måske når vi frem til, at følelsen af velbehag er genereret af den der modtager og, at det som modtager er lettere at tage imod ubehæftet. I de mange år jeg har arbejdet i frivillige organisationer, husker jeg det evigt gældende argument om, at det er lettere at få fint besøg for en adressant, hvis afsender er ulønnet. 

“Det kan du ikke være bekendt”, siger nogen. Jeg må have været en lille pige. Måske blev det sagt fordi  jeg har været skuffet eller utilfreds. Jeg husker det ikke længere, men spørgsmålet om, som jeg må have stillet mig selv dengang, stiller jeg mig stadig.  Kan jeg være det bekendt eller ikke? Det har taget plads og har længe været en del af min identitet. Hvad kan jeg forvente? Vi gør jo alle ting på hver vores måde og måske ved  kun få hvad jeg … og er kan man overhovedet ….suk…

“Det vender tilbage til os selv”, siger min far, og så  livs sætningen om, “at være mod andre, som man ønsker de skal være mod en”.

Det er med den sætning, jeg er vokset op og jeg øver mig fortsat. Byder ind,, byder op og på, men jeg øver mig også i ikke at forvente meget … andet end velbehag og så viden om, at man gør en forskel for andre, men også og måske og især for en selv.

//Nan

Ikke alt der tæller kan tælles…

Ikke alt der tæller kan tælles…

“Jeg undrer mig over, hvor du finder tiden til at være på de sociale medier”, siger han. Hun har gjort sig det klart og  hun ved, at der forsvinder forsømmelig fordybelse, når hun bladrer igennem sine virtuelle venners, lykønskninger, letkøbte og dybtfølte, men svært opfyldte leveregler,  personlige præstationer, pragtfulde planteverdner, succes og suppehøne, frydefulde aftner og smertefulde stunder, selvberoende stjerner og forstillede stilleben…. Hun sender likes og hjerter og forsvarer sig med at ville følge….med? og han spørger:

“Synes du, at der  er noget jeg går glip af”. 

Men hun kan lide idéen om, et tilgængeligt værested, et netværk af mennesker som står til rådighed for hinanden, muligheden for at samle sig og dele viden,velvilje og venskab. Hun bryder sig også om det forfinede, forskønnede foto af den ellers så genkendelige, gennemskuelige hverdag – HVER dag – set gennem andre øjne, fra et andet sted … en eller anden.

EN eller anden

gir dig et navn
drømmer med på din drøm
følger dig i sin hånd
lærer dig at gå
En eller anden

gir dig succes
sparker dig ned så ved du hvem du er
gir dig sit hjerte rødt
vil ha dig til du skal dø så ved vi hvem vi er

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie

En eller anden

for mig er der kun dig
ku ikke erstatte dig så ved du hvem du er

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden

for mig var der kun dig
ku ikke erstatte dig

(Lars Hug, “Vi er en stor familie”)

 

Han derimod læser tidsskrifter, interesserer sig for  litteratur og holder trit med Verdens tidende. Han ved mangt om meget og meget lidt om andet. Han begår og forstår og som hun formår han at skabe relationer, ventilere og kommunikere og hun beundrer ham for at finde tiden – T I D E N. Naturens måde at undgå, at alting sker på samme tid (Wheeler) Det vi har tilfælles, men prioriterer så forskelligt. Måske er det ikke så afgørende, om det er det faktuelle eller virtuelle, snarere tiden vi bruger der og hvad og hvorfor vi deler noget med hinanden. Måske er det tanken om, at der er en afsender og en modtager, en vi ved hvem er og ikke og at meget af det vi gør,, er med henblik på noget andet. Måske …  “Lad os ende med ordet “bevidsthed“”, siger han. “Det er et godt ord”, siger hun. “En velovervejet beslutning, styret af en tanke eller en vilje og ikke bare en bevidstløs beskæftigelse”. 

 Det er der det ender. Hun fortsætter med at være på de sociale medier, mens han er foruden. Den uomgængelige tid forsvinder og forgår eller bare går, med samvær og selvværd som kan være lige meget værd …. især hvis man husker at skrive hvad man har på hjerte eller vedhæfter et foto som kan deles….

Vi er en stor familie
Vi er en stor familie
En eller anden

//Nan