af talverdenop | dec 19, 2020 | MIG
Der er meninger og mere end en om netop denne dato, men uanset hvilken en af de mange man måtte have, kan de fleste blive enige om, at julen står for en tiltrængt pause. Et lunefuldt øjeblik hvor tiden bliver sat i bero og hvor man suspenderer, det man ellers så ofte og hele tiden er i gang med. Man drosler ned på aktivitet og produktivitet og spiser sig fra sund fornuft. Man giver slip og lader sig føre, undgår at skulle mere, være flere og bare lade aftenen passere. Julen er en kærkommen mulighed for afbrydelse af evigt åbne butikker og fristelser, for længst forudaftalte arrangementer, deadlines, indspark uden frispark, indstillinger, tilpasninger og til stadighed strabadserende prøvelser. Datoen for juleaften er for denne så særprægede tid, opsigtsvækkende uændret og det samme er dagene som følger i forlængelse af. Ingen behøver at bryde det momentum ved at gentage, at julen som vi kender den, ikke bliver som den plejer…. lad og istedet forsøge at fastholde pausen, i den velkendte del af fortællingen. Med pausen sættes nærværet ind og sanserne skærpes, det er det pausen kan hjælpe os med og det er helt legalt at stemple ud en stund.
Ufrivillig og uønsket alene juleaften og rekord stort antal mennesker søger julehjælp. Det er egentlig ikke det jeg lytter til, men det er alligevel det jeg hører. Det er julens disede og uigennemsigtige nuancer. En højtid hvor familier tager hinanden i hænderne og forærer hinanden gaver, men det kan man kun hvis man har nogen at holde, noget at give af. For flere er netop denne tid, disse dage, årets største udfordring, fuld af afsavn og bekymringer og med den viden, som ingen har kunnet undgå at høre om, oplevet eller kender til, er julen den tid på året, hvor vi skal minde hinanden om, at /:vi er her for andre end os selv/:……skal gentages.
Nu er det endelig december. Temperaturen er ca. 5 grader, luftfugtigheden er på 90% og vinden 1 ms. Solen står op kl. 8:31 og går ned igen 15:36, men solen har vi ikke set længe, faktisk mindre end en time denne måned. Langt de fleste naboer har tændt stjerner i vinduerne eller hængt guirlander af lys i træerne. Mine øjne ser fra mørke til lys, fra fortvivlelse til sjælefred. Om få dage vil jeg tage vores døtre i hænderne og spadsere sammen med min mand, over til mine forældre. Min mor vil tage imod os med julekuglekinder og en varm duft af nelliker, laurbærblade og brunede kartofler, vil sammen med det traditionsrige julestads, byde os velkommen ind i varmen. Min far vil sidde rank og stolt for bordenden og skænke vin fra flasker med hældetud og drypring og mandelgaven vil ligge klar på skænken med porcelæn og sølvtøj. Juletræet vil være endnu smukkere, pakkerne være endnu flere og på loftet sidder nissen med sin julegrød, sin julegrød, sin julegrød.
Jeg vil taknemmeligt tage imod det hele velvidende, at hjertet ved hvad julen betyder, for uden den viden eksisterer julen ikke. Jeg vil give mig hen og glemme det sørgerlige og sorgfulde for en stund, stemple ud og holde den sjældne pause. Jeg har selvsagt betænkt og skænket i håbet om, at de der mangler og de der savner, mærker at glæden er jordens gæst og hjerternes fest. “Ingen er nogensinde blevet fattige af at give lidt”. (Anne Frank)
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul. En jul hvor aktivitet for en periode bør ophøre og midlertidigt ligger stille. I den stilhed hører man tydeligt lyden af jul.
//Nan
https://bornetelefonen.dk, https://weshelter.dk/erhvervspartner/stoet-i-julen/ https://moedrehjaelpen.dk/jul , https://julehjaelpen.dk https://www.rodekors.dk/jul/julehjaelp https://kirkenskorshaer.dk/jul
af talverdenop | dec 6, 2020 | Den positive debat, MIG
Kære Dagbog
I dag, hvilken som helst dag på på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Vi er et par dage inde i december, den 3. eller d. 4. måske og året .. 2020 Måske betyder det ikke så meget, om det er onsdag eller torsdag, ikke lige nu i hvert fald, for jeg er i Shanghai i Kina, isoleret på et hotel. Det er sådan kineserne her ønsker det og så er det naturligvis sådan vi må gøre det. Og jeg har gjort det, selv om jeg har været mere end betænkelig. Betænkelig ived at skulle testes flere gange i samme døgn for Covid-19, betænkelig over at skulle isoleres i et døgn ude i Verden og betænkelig ved ikke at kunne formulere og forklare mig, hvis noget skulle gå galt undervejs, men nu har jeg gjort det. Stået med åben mund og sagt ahhh, mens en læge stak en vatpind i halsen på mig, ventede et par timer på svaret som var negativt og gik ombord på et fly på vej væk..Fløj sikkert og vist til Kina hvor plastikbeklædte mennesker eskorterede os rundt ad trapper, i sluser og labyrinter, fra terminaler til bussen hvor endnu en test skulle tages og jeg blev vred på damen hvis øjne jeg ikke kunne se, da hun stak to træpinde i halsen på mig samtidig og flere gange, uden ønsket resultat, til pas- og sikkerhedskontrol, til stempler og scanninger.
Jeg ser alt gennem bus ruden på vej til hotellet. De gammelkendte rødmossede ansigter på vej til og fra, på tæt-læssede knallertter. Huse der er ved at blive bygget op eller revet ned. De små anlagte køkkenhaver og vasketøj, altid vasketøj som hænger på små altaner bag gitter. Vejarbejderne, både dem der sparker til et par sten og dem der lige har lettet på hjelmen for at tørre en klud over panden. Jeg er sikker på, at der er en plan, men deres ansigtsudtryk signalerer, at de selv er lidt i tvivl. 
Kvinden som pusler lidt rundt foran sin lille butik med fremmede frugter og brændevin, lidt tørret og saltet fisk og noget på glas med skruelåg jeg ikke helt kan gennemskue. I vinduet hænger natursvampe , udenfor er gule pomegranter, gigantiske ingefær og sodavand i fremmede flasker, mens en plastikkat står bag ruden og vinker. Her er lidt af alt det man lige står og mangler eller noget af alt det, man godt kan undvære.
Hotellet er indrettet som de fleste med beige og brun marmor og smukke store kroner i loftet, men ellers er her intet andet, ingen andre. Kun statens plastikbeklædte folk, som skal sørge for, at vi er dem vi giver os ud for at være og hvis vi er… så skal sørge for at eskortere os til vores værelse. Det er her jeg er nu, bevist negativ og endnu engang konstateret, at jeg er mig, Vinduet står på klem og den søde duft af Kina, duftes i øjeblikke. Overfor hotellet spiller de badminton i en stor hal. Det er de menesker jeg kan se og så vagtbetjenten nogen har sat ved indgangen til hotellet. Han rejser sig af og til fra sit lille skillerhus og går en runde. Han er pligtopfyldende og gør hvad han bliver betalt for, men der kommer ikke nogen i alle mine vågne timer.
Nu banker det på døren og en plastikpose med knude, bliver sat på et lille bord uden for døren. Det er aftensmaden som stadig er næsten varm. Jeg sætter mig i sengen og ser på den gigantiske reklame skærm som tidligere har fristet med farvestrålende tilbud, afhængig af års- og taletid. Nu er den slukket og sort, som så meget andet.
Jeg er hverken ensom eller trist mens jeg ligger her og venter på at tiden skal gå, underligt nok, når man bliver lukket inde på et værelse uden nøglekort I det lille døgn jeg skal være her, finder jeg tværtimod ro og glæde i alle dem jeg har og alt det der venter. Friheden til at tænke og gøre (stort set) som jeg vil, min mands varme hånd, duften fra havet sammen med Buddha (min hund) alt for tidligt om morgenen, december lys i stager og på facader, smileyfyldte beskeder fra vores døtre, timers dagslys i min stue, god nybrygget kaffe, en cykeltur, uvist hvorhen, nærheden med mine venner, at spille fodbold om søndagen, forventningen ved at gå i gang med min nye bog, taknemmeligheden over at skulle til min svigerfars 80 års fødselsdag og at vi har alle vores “gamle”, friske blomster i vaser ….
I dag, hvilken som helst dag på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Jeg er på vej hjem.
//Nan
af talverdenop | nov 16, 2020 | MIG
I dag er der gået måneder, der er gået uger og der er gået dage. Langt de fleste af dem har været fyldt med usikkerhed, uvished og uforudsigelighed, siden Verden vente. Den vante, velkendte og alligevel ubekendte tid hvor planlægning af fritid, friluftsliv og frihed blev tilrettelagt efter mit arbejde som stewardesse gennem snart 31, er intet som det var og meget lidt, som det burde. Jo, jeg har nok vidst, at det er det der sker når man bliver ramt af pludselig opstået sygdom – ovenikøbet af en Verdens omspændt en af slagsen, at hverdagen med ét bliver forandret og at langt flere forfjamskede og forstyrrende spørgsmål end svar, melder sig. Hvordan mon…Hvem mon ….Hvilken mon …..Hvornår mon …Hvorfra mon ….Ingen ved ved det, men mumler at “Vi må lade tiden arbejde og håbe på en bedre behandling, i bedste fald en vaccine.” Imens ligger vi der, nogle af os, som raske patioenter og modtager medicin som får os til at kontinuere, perserverre – holde fast, holde ud og blive ved.
God promised you never days without pain
Laughter without sorrow
Sun without rain
De velmenende vitaminer af nyopfundne præparater som Den Danske Ordbog dette Herrens år, har tilføjet. hjemsendelse, hjælpepakke, lønkompensation, trepartsaftale om arbejdsfordeling, lindrer lidt. Blot er det kun øjebliks symptom behandling og bekymringen og nye spørsmål som: “Hvad nu hvis” og “mon” er ikke sådan at slippe af med. Dén hjerne aktivitet er svær at slå fra og fortidens bekymringsløse storslåethed er afløst af en bævende nedslåethed. Det lille bogstav “u” skifter plads foran efterledet (prøv selv med “ro” og “bekymring”) og en kontinuerlig kamp om at få det til at skifte plads eller forsvinde begynder. Efter ni måneder er mange ved at være gået over tid, løbet ud af sidste anvendelsesdato og stemplet “Bedst før”. Men mens jeg ligger der på hylden og bliver vendt og drejet, sker der over tid noget mirakuløst ….
What you call a problem / call lessons of love
En samling af spredte stemmer spørger: “Måske kunne`vi?”, “Har du ikke lyst til?”, “Lad os hjælpes ad” og en hær af hænder rækker ud. Venner og bekendte og mennesker jeg har kun lige har mødt, trækker mig op og holder mig tæt, til jeg igen står sikkert. Der har været dage hvor jeg har været rastløs, modløs og løsrevet, men den indre worrier vækkede den iboende warrior og en ny energi er ved at tage form. Hvilken vej den fører ved jeg ikke helt endnu, men en revolutionerende fornemmelse af ejerskab over eget liv, har med hjælp fra venner og alle dem jeg kender, fundet vej. Jeg har haft hjerte uro, hjerte stille stunder og hjertebanken, men er blevet mødt med så usigelig meget hjertevarme. I går med mig i mørke, jeg går aldrig uden jer i lyset.
Never is to late/that it`s always possible to start out again
//Nan
(Linjerne er lånt fra Outlandish Warrior)
af talverdenop | nov 3, 2020 | Danmark og Verden
Så blev klokken 03:12. Et par minutter før, vidste jeg det endnu ikke, men jeg har længe ligget og lagt arm med søvnen nogen tid BOINK …hånden i bordet… jeg har tabt eller vundet, afhængigt af sindet og øjnene der ser, men jeg opgiver og overgiver, hengiver og videregiver mine aktuelle tanker til dette indlæg. For blot et døgn siden ville klokken have været 10:12, men hvis jeg fastholdt den tid, ville jeg først være gået i seng kl. 04:00 i morges. Klokken var knap 21:00 så jeg, inden jeg slukkede lyset. Siden i går, er jeg ankommet til Chicago og tidsforskellen fra Danmark er på syv timer og det er det, der driller. Det har det ofte gjort så ofte, gennem de mange år jeg har været stewardesse, men jeg kæmper ikke længere med sengen. Jeg aner- og godkender kroppens konfuse “condition” for foran mig venter flere uforstyrrede timer i eget selskab, velegnede og værdsat, for værdifuldt at kunne ind- og imødegå relationer og realiteter.
Tirsdag d. 3. november 2020. USA`s 239 millioner ( stemmeberettigede) mennesker skal vælge deres præsident. Four more years eller four new years? Unite for a better future eller “keep” America great? Jeg ved ikke nok om amerikansk politik og min mening er netop derfor betydningsløs – den er alene ansporet af personlighed, altså præsidentens værdighed…værdig…værd. Den ene ville jeg knap lægge mærke til, hvis vi var i samme værelse den anden, turde jeg ikke sidde i samme stue som. Et tæt på umenneskeligt valg mellem hammanønskerhenvhropebretgror eller hamsomersomatstikketungenudafvinduet. Hvad skulle det være? USA sitrer og er splittet mellem rige og fattige, sorte og hvide (jo, vi taler fortsat om hudfarven man er født med), republikanere og demokrater. USA væbner sig, kampklædte soldater rykker ud og byer barrierer sig mod borgerkrig.USA skal stemme, mens Verden forbløffet og befippet ser til og råber: “Kluddermor”! Og pasbetjenten jeg talte med med i går svarede, at det sikreste sted at være i dag, ville være der hvor vi kom fra … 10-000 meter oppe i luften.
Dette indlæg er altså skrevet før, det der sker. Sker her. Det kunne være skrevet natten før, før det der skete et andet sted eller ugen før, noget sammenligneligt skete, endnu et andet sted. Sagesløse med eller uden meninger som er blevet slagtet og som vi intet vidste af, da vi gik i seng, men forstod da vi vågnede. At tilstanden igen skal tilvirkes, indstilles, omstilles, stilles og jeg bliver skrøbelig så jeg skynder mig, at skrive og sidde stand by til det som skal ske. Det jeg ved vil finde sted uden at vide så meget mere tænker jeg, mens jeg mumler sindsbønnen:
Gud give mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen
Klokken er blevet 6:22 eller 13:22 afhængig af og lyset som så småt begynder at bryde mørket. Jeg skal ud og indsnuse luften, ud at drikke solskin. Jeg skal være sammen med gode kollegaer som jeg holder så uendeligt meget af, bare være sammen og jeg vil være nærværende og vedkommende og lade morgendagen om at stå tidligt op, før alle andre …. Morgendagen …. I morgen vil jeg vente lidt. I morgen …. hvilken morgen…….
Nyheder kommer nu alligevel så pludseligt.
//Nan
af talverdenop | okt 21, 2020 | Den positive debat
“Drugfree school zone” står der på skilte på mindre villaveje i New Jersey, New York. “Selvfølgelig”, tænker jeg, “drugs” og “school” har man da aldrig kunne sætte et lighedstegn mellem. Måske tænker jeg også, at det er en anelse amerikansk at lave labels, skrive skilte og illustrere eller nedfælde letlæselige procedurer for at sikre sig mod sagsanlæg, anklager og retssager. Et forsøg på at gennem tænke alverdens scenarier for at skærme tilbyder, udbyder og faldbyder, forbrugere og forbrugssvarer – eller bare dig og mig. På den ene side, tænker jeg, fratager og frisiger det, det enkelte menneske for at agere og bruge et “voksent øjeblik” på selv at finde svar men, tænkte jeg også, er det på den anden side er utvivlsomt og bydende nødvendigt med retningslinje. Moralske og lovmæssige regler og reglementer for at sikre en demokratisk konsensus og en vellykket klang mellem til- ud- og faldbydere, arbejdsgiver og arbejdstager, voksne og børn, medborgere – eller bare dig og mig. Det er sådan et demokrati hænger sammen og sådan vi sammen kan leve et fælles folkeligt liv, det giver god mening for langt de fleste af os…..og så er der dem der fjerner sig fra fællesskabet og de bilaterale beslutninger, moralske som lovmæssige fordi de besidder det middelalderlige ord “magt” som benyttes til at tvinge eller som forskeren Robert Alan Dahl beskriver det:
“En aktør der kaldes A, har magt over en anden aktør, B, i det omfang, A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort”
De seneste minutter, de seneste uger, måneder og år har primært kvinder, forsøgt at få primært mænd, til at opføre sig, som det står skrevet, nedfældet og vedtaget mens vi i selvsamme sekunder, ser skeletter og spøgelser, rasle ud af skabene. Samtlige cirkulærer og nedfældede kodeks bliver igen støvet af og endnu engang må man minde om, at gensidig etikette bør følges op af ideologien, ordentlighed. Ordentlighed kan man ikke skrive sig ud af. Ordentlighed er en form for følelse, en følelse i forhold til en selv, men i lige så høj grad og måske i højere grad, overfor ens medmennesker. Ordentlighed er evnen til at give plads, holde igen og tøve. Er man i stand til det, kan man nemlig nå at se sagerne fra en anden synsvinkel end ens egen. Den egenskab er uvurderlig og uundværlig, når man har magt og dermed formår og kan. Med magt følger ydmyghed, etik og moral, egenskaber som er forbundne med den tillid kvinder og mænd, os alle, du og jeg overgiver os til, ved at tilkende enkelte andre “råderetten”. Det er et almenkendt ansvar som enhver som bestiger bjerget må vedkende sig og leve op til .
“Selvfølgelig”, tænker jeg igen og begynder at forstå, skiltenen og de små opråb rundt omkring på de mindre villaveje i New Jersey. Noget er fat, noget er begyndt at skride og beborene/borgerne beder om forandring. De vil ikke at “drugs” og de der står bag, skal tage magten over deres børn og unge. Derfor har de stiftet en organisation i samarbejde med politi, skole og forældre som hver især handler på ordene “drug free school zone” og med stor succes. I begyndelsen var ordet … men der skal mennesker bag. Mennesker som beslutter sig, som besidder og er bevidste om en uomgængelig ordentlighed og kender selvbegrænsningens stilarter.
I et villakvarter handler det om penge og om børn og risikoen ved at få børnene til at gøre noget, de endnu ikke selv, kender konsekvensen af. I et lille land handler det om magt og om kvinder og om mænd og misbrug og misforhold nogen nu har taget konsekvensen af. Er der en fællesnævner tænker jeg, mellem drugdealers og magtmisbrugere, børn og forurettede? Der er i alle tilfælde en ubalance og en skævhed hvor ligeværdet er forsvundet og almindelig sund fornuft, omtanke og respekt er noget man forsøger at skrive sig ud af. De mennesker som skriften henvender sig til, skal desværre endnu engang mindes om, at statements skal følges op af god gammeldags ordløs ordentlighed.
//Nan
Side 1 af 4812345...102030...»Sidste »
