af Malene Fich Weischer | dec 14, 2019 | MIG
Kære Dagbog. Det undrer mig, at det sommetider er lettere at tale frem for at skrive og til andre, lettere at skrive frem for at tale. Med det talte følger øjenkontakt og indlejrede kropsudtalte komponenter, men også (u)koordinerede konsonanter blandet med vokaler med en anden hastighed end det skrevne. Med det skrevne følger en præstation, en længerevarende konsultation med sætningsdannelser og termer, kommasætning, gennemlæsning for at være sikker på ægtheden i beretningen. Forskellen ligger også i tempoet. Der er et stykke vej fra tanke til ord, mens der er eftertænksomhed mellem refleksion og skrift.
Sådan kan jeg lide at tænke det.
Men forskellen mellem det talte og skrevne er blevet mindre. Sociale medier har opfundet en hybrid og tastaturet minimeret tiden mellem det man tænker og det man skriver. Den større hastighed på tastaturet gør det sværere for hjernen at bearbejde og betænke det nedskrevne. Før i tide var man henført til pen og papir og kunne nå at overveje ordene og helt undlade, at lade modtageren vide besked. Desforuden skulle det skrevne leveres i et andet tempo, end blot et tryk på “send”. Hvor der før var en hvis afstand mellem to der skrev til hinanden, er begge i dag tilnærmelsesvis til stede samtidig og samtalen skiftet stil, til tider helt skredet.
Sproget kan skabe og det kan skade, det kan være smukt og det kan være stygt, det er den største kontakt mellem mennesker. Tænk sig et samfund uden….
Med det i mente og en accept af, at sproget har en væsentlig betydning, bør vi kontinuerligt gentænke hvordan og med hvilket formål vi anvender det. Når man eksempelvis udjævner det eller er fysisk til stede, bruger man tegn, emojis eller sætter capslock til, så modtageren forstå tonefald og stemning.
Det er her kære dagbog, at du har en stor betydning.
Bevidstheden om, at der er en modtager. Det er de færreste der skriver til sig selv eller….i dette tilfælde hvor det blot er en lang række af betragtninger….tænker jeg alligevel en adressat ind. På den måde bliver jeg langt mere ansvars- og samvittighedsfuld inden jeg sender mine sindbilleder afsted. Lad os kalde det næstekærlighed eller omsorg for andre mennesker. Ikke blot i denne søde juletid, men til alle tider, at sætte sprogtempoet ned og tiltænke én – i visse tilfælde, dagbogen alene.
af Malene Fich Weischer | dec 5, 2019 | Den positive debat
“Jeg har lige haft en længere snak med katten og fortalt hende, at vi er meget glade for hende”, skriver Nellie til mig. Jeg ser for mig, hvordan hun har siddet foroverbøjet på en stol, mens hun har aet katten og bekendtgjort sin kærlighed. Katten uden navn, har set på hende, lagt hovedet lidt på skrå og tænkt: “Hvor er jeg heldig at jeg har dig … og du, mig“. Og det er sådan det er, det er, forholdet mellem mennesker og dyr. Glæden begynder ved en fugtig snude og ender ved halespidsen.
Men det følger også et ansvar og et øjebliks alvor somsniger sig ind, når dyret vigilant og velvilligt ser på en og man forstår, at man er dets skæbne.
Det er nu seks måneder siden, at vi kørte mod vest jylland for at hente Buddha, vores hundehvalp. En lille velduftende, blød, brun og lun klump, med lidt for store klodsede poter, grønne øjne og flade flap ører. Kærligheden kom prompte og et tæt makkerskab af betingelsesløs omsorg og umiddelbar hengivenhed har udviklet sig siden. Ordløse samtaler på ture til vandet og gennem skoven. En åndeløs fornemmelse af nu, mens vi er. De lange langsomme kig, de overraskende raske rørelser over en fjer, en fugl eller vingetang. Fornøjelsen ved at kaste en pind, nysgerrigheden over at grave i jorden og tilfredsheden ved at finde det gemte og så naturligvis ej at forglemme; gensynsglæden….Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg er gået ind ad hoveddøren eller er kommet hjem, men Buddha opfører sig hver gang døren går som om, at det aldrig er sket før. Hverdagsbegivenheder bliver omsat til festligheder, dagligdagen udebliver, momentet indtræffer og bliver åbenlyst.
Solen er netop stået op. Som alle andre morgener, er vi taget til stranden. Det er en uudtalt aftale, ikke bare mellem Buddha og mig, men med en mindre flok af hundeejere, som møder morgenen her. En ældre dame i rød slåbrok og ternede sutsko er på vej ud på badebroen og Buddha løber hen mod hende. Jeg forsøger at kalde ham til mig, men den ældre dame hilser og forsikrer, at det “er så dejligt at blive budt velkommen og at hun selv har haft hund”. Fællesskabet og den fælles forståelse er fuldkommen. Hundende er vores umiddelbare reference og jeg tænker, at Verden med Buddha er blevet mere venlig. At alle de mange mennesker jeg ellers blot passerer, standser, tager sig tid og taler. At livet både inden- og udenfor hjemmet er blevet et langt livligere og mere givtigt. På stranden slentrer vi i et lille sluttet selskab. Et fiskeskrog bliver delt, måger letter og lander og bølgerne skubber forsigtigt vandet frem og tilbage.
Kære Nellie, Tak for din hilsen som inspirerede mig og jeg har derfor netop haft en længere snak med Buddha og fortalt ham, hvor glade vi er for ham”.
af Malene Fich Weischer | nov 27, 2019 | MIG
Det var ikke særlig usædvanligt. Jeg blev 16 år og inviterede derfor mine veninder til en SU venlig gryde mad. Det usædvanlige ligger måske, måske ikke i, at jeg har gjort det hvert år lige siden. Grydens indhold varierer en smule, pigerne er blevet til damer og gennem årene er der kommet langt flere til. Det er dem dette indlæg skal handle om, vennerne og så om den daglige dybtfølte indre lykke følelse af at have makkere. Ikke blot bekendte, kollegaer eller virtuelle venner, men kumpaner eller bonkammerater man kan dele livet med. Venskab er en af livets graciøse gaver som man skal både byde på og tage rigtig godt imod.
Lykke er en bred og buttet tilstand. En uudtalt fornemmelse af at lykkes. Et øjebliks symetrisk samklang mellem harmoni og essentiel eksistens eller blot erkendelsen af at være til. Nå ja, måske lettere højstemt, men så flotte gloser må man af og til tage i brug for at beskrive en følelse. Følelsen er her, tilnærmelsesvis lykke i selskab med fred og tilfredshed, med et strejf af ømhed og velbehag som jeg genoplever på min fødselsdag. Ikke fordi at dagen handler om mig, men fordi at alle dem som dagligt drysser nærvær og tilstedevær er samlet, som en sonde der tilfører næring eller som et sugerør, jeg trækker vejret gennem. Det er kuldegysende varme og eksalteret, bevares, men når man nu har klemt sig op i lykkens hjørne….
At fejre fødselsdag handler kke kun om én, men om flere. Det er en mulighed for at mødes og øjes – det bryder med dagligdagen og så giver det anledning til at venner møder venner, som på denne dag finder ud af, at de har så meget mere sammen end at kende fødselaren. Det handler om samhørighed og velvilligt slægtsskab og ikke så meget om flag og lagkage. Det handler om at samles, snakke og ses og med lidt held, støbe nye sammenhænge og frigive endnu mere forgodtbefindende. At mødes er altid en mulighed for at frembringe nye venskabs fundamenter. Anledningen fødselsdag er en af dem.
Denne morgen den 22. november, vågner jeg til hundredevis af lykønskninger. Der, midt på gulvet sidder jeg, mens hilsnerne daler ned og lægger sig tæt. Jeg havde ingen anelse om hvor meget disse livstegn betyder, men det ved jeg nu. Jeg har brugt timer på at glædes og gengælde det som nogen mener er lettere overfladisk…..Jeg må sige, at jeg føler mig elsket.
