Har du set, at lysene i kastanjetræet er blevet tændt, at anemoner dækker skovbunden, bemærket bøgen? Har du set at ahornens fem-lappede blade driller den ublu blå himmel, mens den lader solens stråler skinne som skarpt skårne striber? Har du lyttet til lærken eller til spættens hakken, til solsortens fløjten samt musvitten eller mejsens morgenmelodi? Har du smagt de dugfriske danske kartofler, de knasende blomsterskud fra “tiden før”, sidste års kål, ramsløgene eller løgkarse fra kystnære skove, lunde eller småkrat? Har du mærket glæden og velsignelsen ved en solopgang eller vår varmen, som med den blideste pensel, maler din kind. Har du mødt den kølige skumrings vind som minder dig om, at det er blevet sent, at det er blevet mørkt, at du må gå ind.
Har du set nogen? Har du hørt jinglen fra sundhedsmyndighederne? Ordene helt afgørende, forsigtighedsprincip, gradvis, langsomt og kontrolleret? Har du smagt mundbind, sæbe og håndsprit? Har du mærket ensomheden når du sidder alene på en bænk med flere meter mellem mennesker?
Intet og alt er forandret. Det der betød noget før, behøver ikke at betyde noget længere. Det man anså for givet er afgivet, aflivet. Det man før forsøgte at indhente er formået, opnået, gennemgået og så alligevel…..
Det er nu det hele begynder, forfra og en gang til. Alt det vi har ventet på så længe og sjældent har foråret været så åbenlys, luften så ædel og kvidren fra fuglene så udtalt. Verden trækker vejret, mens vi må holde det lidt endnu.
Da jeg var barn legede vi ofte gemmeleg. Legen var i hovedet og næsten altid i gang, for pludselig fik man øje på det sted man i næste leg kunne gemme sig. Det endnu uprøvede og dog så umiskendelige sted som for andre, ville være svært at finde. Dagen for en ny leg oprandt og det sikre sted skulle udfordres. På strømpesokker og med sommerfugle i maven indtog jeg den fornemme plads og krøb ind i mørket. Her sad jeg sikkert og smilede, åndede knap, mens nogen ledte efter mig. Gemmestedet var ufejlbarligt og jeg blev aldrig fundet. Jeg måtte selv kravle ud og give mig til kende. En sært stridspunkt af salighed og sorg.
Det er her jeg befinder mig, i overgangen mellem sorg og salighed. Det er tid til at komme ud. Jeg linder lidt på låget og råber: “Fundet”!
//Nan
