Mine døtres initialer er tatoveret omkring mit håndled. Et C og et O. Det føles rart og trygt at have dem der, at have dem tæt på. Alle er vi sønner eller døtre af nogen. Selv, er jeg datter af Pia Kjærsgaard. Det er en ulastelig og ufraviellig kendsgerning. Hun er en del af mig og jeg af hende – uanset. Der har været misforståelser, mistænkeliggørelse og miskredit, men også masser af omsorg, gode manerer og manøvredygtige svar på klar, parat start spørgsmål. Næ, det har ikke altid været let, men med årene, er det blevet lettere til trods for, at hun netop i dag fylder mere.

Min mor er Hovedgaden. Færdselsåren som leder og fordeler og trafikken. Man kører igennem den dagligt. Det er man nødt til. Den er ikke til at komme uden om. Den skal passeres for at komme hjemmefra. Det kan tage en voldsom tid, men før eller siden sker det. Jeg kender kvarteret godt. Alle kender Hovedgaden og jeg plejede at kende alle smutvejene. Men af og til, bliver der bygget om og forandret og uden, at jeg har lagt mærke til det, er der kommet en ny stikvej som render ud eller ind i Hovedgaden.Tidligere var jeg selv en af dem der luskede rundt i miljøet for at finde andre veje, men byen udvikler sig og det har jeg accepteret. Der vil altid være hovedåre. Det er helt fint at køre igennem, ned ad eller op til, men ikke over. Der skal være en vis respekt for, at der er flere på vejen, omend kun én Hovedgade – hadet og elsket.I dag skal vi fejre 70 års fødselsdag. Jeg vil iføre mig den kjole min mor faldt for på en familietur til Ribe i sommer. Hun kunne ikke selv passe den, men jeg fik handlet den i smug for at overraske hende. Jeg vil synge en sang for hende og holde en tale. Og så vil jeg læse et digt så hun ved, at vejen er beklædt med det blødeste græs en barfodet datter kan betræde. Alle er vi døtre af nogen. //Nan

Det er måden du går ned ad trappen på

Der hvor den ene fod hænger frit i luften

Inden den rammer næste trin

De små lyde du frembringer

Uden at åbne munden

Det lange host i albuen

Måden du skærer brød på

Og går i stå

Forsvinder

Og skærer igen

Den lille malkeskammel ved telefonen

Og den håndskrevne telefonbog

I vindueskarmen

Din ulæselige håndskrift

På den sløjdlavede

”Husk at” træpind med

en strimmel af papir

sokkerne i sandalerne

og slåbrokken løst omkring

på den lille stigestol

i hjørnet af køkkenet

ved siden af Melissamaskinen

stakken af aviser

og madame blå

det våde hår der er redt stramt tilbage

inden det bliver føntørret

og krøllet til den frisure vi alle kender

og folk tror, at de ved at tegne den frisure

ved hvem du er?