Det er din fødselsdag og vi er inviteret til kl. 16 i din onkels hjem på Frederiksberg. Det er også hans fødselsdag og I har slået det sammen og inviteret familien …. og så os. Vi følges med din mor ind ad havelågen og op ad trappen.  Din onkels kæreste tager imod os og siger, at hun er glad for, at vi kunne komme. Din søster har taget en smuk rød kort kjole og sandaler på. Hun har et glas rosé i hånden som hun balancerer  om bag ryggen på mig, da hun siger: Hej – godt at se jer”. Din far og hans kone med det henna farvede hår, står på terrassen og det er længe siden, at vi har set dem og derfor er krammet så meget desto længere. Vi åbner dåseøl og indhenter relevante højdepunkter siden sidst og mens børnene er løbet ud på vejen for at spille fodbold, parallel parkerer din kusine og hendes mand, deres sølvgrå bil langs hækken.

Vi hjælpes ad i køkkenet og bærer keramik skåle, din onkels svigermor har lavet, med perlespelt og bulgur ind på bordet. Brødet bliver fugtet og lunet i ovnen og din onkel skærer tynde skiver af mørbrad og kalveculotte. Da vi har sat os lidt tilfældigt rundt om bordet, genopfrisker du, med din mors fætter, som du ikke har set længe, de fælles erindringer I har, om en afdød slægtning.

I supplerer hinandens sætninger og forsøger at finde den fælles fortids fortællinger. Vi taler med din anden onkel og hans kone, som snart skal på pension, om det bestående og om det der banker på. Nogen har sat sig ved siden af bordet med mad på skødet, for at se Danmarks første kamp i WM, andre er i køkkenet for at lave en kop nescafe og nu åbner din onkel skabet i mellemgangen, for at skænke d´herrer og d´damer et glas armagnac.  Din far, som er over 70, har tændt sig en joint og musikken er måske fra Cuba eller Brasilien.

Klokken er ved at være 1:30 da vi ringer efter en taxa. Jeg sætter mig på bagsædet og lægger hovedet mod nakkestøtten, beriget, begunstiget og begavet. At kende dig bliver bedre rundet af, at kende din famile og selv om vi alle er hver vores, er fortællingen om hvor vi kommer fra, sjældent uvæsentlig. Og selv om jeg har hørt anekdoterne fra dig, lyder de anderledes når din far eller din onkel fortæller dem. De bærer små fragmenter, frembringer fortrængte detaljer eller samlende helende dele og gør det menneskelige værk mindre ensidigt og mere unikt. Når man møder et menneske og bliver nysgerrig, vil vide mere, kan det folde sig ud ved at lukke relationer ind.


Du og jeg er så forskellige som nogen, både i køn, opvækst, profession og livs situation, men det er i forsøget på, nysgerrigheden omkring og den utrættelige, sætten sig selv i forhold til, der balancerer og forener. Men først og fremmest er det din ældste ven, min mand.  Jeres historie begynder for mere end 30 år siden og jeg, bliver skrevet ind efter nogle få kapitler. Det er en levende fortælling om tilfældigheder og kærlighed, om at turde og at tilgive, men også om at gå hver sin vej og om at respektere hinandens valg.

 

 

 

Forord og indledning var allerede skrevet da I mødtes og I var flyttet hjemmefra og ingen af jer, havde behøvet at tage den anden med hjem til familien, men det gjorde I. “Venner er den familie man selv vælger”, siger man og I er lykkedes med, at introducere og  fastholde den familie vi skulle indgå i. Det har været som at åbne en dør, i et hus fuld af vinduer man har kigget ind ad.

Bogen vil jeg lade ligge åben netop her og sætte et bogmærke i, inden jeg slukker lyset og siger “Tak for i dag”.

//Nan