Den store skindtaske i kernelæder er pakket med en overnatning. Går en sidste runde i vores 350m2 store hus og chekker, at vinduerne er lukkede. Sætter alligevel en haspe på vinduet på 1. sal, så foråret kan lukkes ind. Jeg lukker mig ud og låser hoveddøren med efternavnet graveret i glasset. Skindtasken har jeg over skulderen og bilnøglerne kaster jeg let op og ned så jeg er sikker på at kunne gribe dem igen. Mit tøj er cacual. Stikker hverken ud eller af. Jeg vil let kunne glide med i mængden tænker jeg med alle fordomme i behold. Åbner dobbeltportene til den sortmalede garage. Går sidelæns langs muren og klemmer tasken ind på bagsædet og mig selv ind på forsædet. Nøglen i tændingen, Ser mit ansigt i bakspejlet hen over solbrillerne – check – get set. Som andre heste, vil min Mercedes Coupe have noget at træde i, så jeg skifter til D og træder. til Lægger hovedet lidt tilbage og forsvinder fra millionvillaen og Allèen.
Hold til højre ind på Lyngbyvej – kør 342 m. Hold til venstre ind på motorvej 201 – kør 293 km. Jeg skifter radiokanal hver gang der kommer reklamer, eller radioværterne taler. Jeg vil lytte til musik. M;asser af musik, så sindet får vinger og fantasien svinger. Rapsmarkerne maler Sjælland gul og den sortbrogede ko og lden yserøde so græsser grønt, ude i det himmelblå.
Bilen spinder over den nordlige lavbro og den sydlige højbro som forbinder Sjælland med Falster og det er langt hen ad vejen, lige ud af landevejen. Jeg parkerer skråt overfor ved det gamle rådhus, lægger solbrillerne i handskerummet og slingrer ned ad Vestergade. Går ind i det blå malede byhus, købt på tvangsaktion, hilser hjerteligt på Cristina, som byder mig velkommen til de fire etager i huset, der hælder hele 26 cm. Jeg går ad trapper og stiger, ind og op under kippen, med kig til Maribos tage. Hvidt stivet sengetøj med mellemværk frister, men inden jeg kravler ind, kravler jeg ned igen. Jeg lytter til livet og medlemsskabet af #Lollandfalsterlovestorm, modsvaret på unuanceret mediedækning. Et initiativ skabt af kærlighed, som cirkulerer via de sociale medier og gør beboere, bøndere, borgere og borgmestre stolte. Et positivt pust af styrke og sammenhold i den ukendte og udskældte del af udkanten.
Vi kører fra Maribo byhus mod det stråtækte bondehus og kl.18:00 spiser vi i det lavloftede køkken hos Cristinas forældre. På den grønne keramik tallerken ligger lasagne og broccoli med smørsovs og hvidløgsflute. I skålen ved siden af, fintsnittet iceberg, tomat og skrællede agurker. Tulipanerne i glasvasen på bordet er fra haven. Vi skåler i vin og vand og omfavner varmen mellem mennesker og meninger og generationers opmærksom- og lydhørhed. Vi går tur i urtehave og i hønsehus og spiser pandekager med hjemmesyltet smag af bær og frugt og da vi siger farvel krammer jeg Inger på 80 og Gunner på 87 lidt til og en sidste gang.
Dagen efter, finder jeg solbrillerne frem fra handskerummet. Kysser Cristina og kører med kærlighed. Tag anden afkørsel i rundkørslen (retning højre) Fortsæt ligeud ind på motorvej E47/E55 – Kør hjem. Jeg har grønt lys, hejser hvide flag over byens sortglaserede tegl og bekender kulør. Nuanceret, nysgerrig og nyforelsket. Lad det være sagt – jeg har ladet mit hjerte løbe med mig og det føles godt, at kunne tage solbrillerne både af og på,se ud for at kunne se ind og altid føle sig hjemme.
//Nan
